Brev til Renée: Min mor overskrider mine grænser

Kære Renée

Jeg er en kvinde i starten af fyrrerne, gift og har to store døtre. Både min mand og jeg er selvstændige, og med det følger selvfølgelig mange timer på jobbet.

Situationen er den, at min gamle mor på 84 fylder meget i mit sind. Hun er stadig en relativt frisk dame, som bor i eget hus og i det hele taget klarer sig selv.

Hun har hele sit liv levet gennem sine børn og har glemt at få plejet de venskaber, hun har haft. Det betyder nu, at hun føler sig ensom og stadig ønsker at leve og få oplevelser gennem sine børn.

Hvis jeg har tilladt mig at køre afsted alene for at ordne nogle ting, siger hun ofte, at jeg godt kunne tage hende med. Det, jeg synes er svært, er, at hun ofte er ret negativ i sin tilgang til tingene og til andre mennesker.

Hun overskrider ofte mine grænser i forhold til, hvordan vi lever vores liv. Hun kommer ofte uanmeldt på besøg, hvilket også er i orden, men besøgene får desværre ofte en negativ drejning, da hun altid har en eller anden form for kritik.

Hun kan godt starte med at rose noget, men der er altid et MEN. Det kan være noget i vores hjem, hun synes, skal være anderledes.

På de gode dage kan jeg godt overhøre det eller blot trække på skuldrene. Men i de perioder, hvor jeg selv er fyldt op, skaber hendes "krav" irritation og frustration, så jeg slet ikke kan være i det og kommer til at virke sur og afvisende.

Jeg ved egentlig godt, at det er en fuldstændig barnlig måde at reagere på, men jeg kan ikke styre det. Mit bæger er fyldt!

Jeg har aldrig rigtigt fået sagt fra over for hende. Jeg vil allerhelst have et godt og ligeværdigt forhold til min mor, men jeg synes bare, det er så svært.

Venlig hilsen

Den dårlige datter

Kære dårlige datter

Som jeg faktisk ikke synes om at titulere dig. Jeg vil derfor begynde mit brev med at sige, at præcis den titel, du har givet dig selv, ikke er sand eller sandheden om dig.

Den er en følelse, og det er en af de følelser, der fylder hos dig lige nu, men det betyder ikke, at du ER en dårlig datter.

Det virker slet ikke sådan på mig, ud fra det du skriver og fortæller, både om dig selv, om din mor og om jeres relation.

Jeg vil heller på ingen måde give dig en skideballe, det fortjener du ikke. Det, at din mor er, som hun er, er ikke dit problem.

Dit problem er, sådan som jeg tolker det, at du har svært ved at afgrænse dig, sætte grænser og føle at det er ok, at du sætter grænser.

I det her tilfælde over for din mor. Det vil sige, du kan trække problemet hjem til dig selv og tage ejerskab over det, og således er det også muligt for dig at gøre noget ved det.

Din mor kan du ikke lave om på, hun er, som hun er. Hun er sød og dejlig og lidt umulig og meget egoistisk og vil have, at du tager dig af hende. Og det er som sådan fromme ønsker.

Hun hjælper ikke dig med at finde en balance, men tager, hvad hun kan få, så dit job bliver at gøre op præcis, hvor meget du ønsker at give hende. Men faktisk kan du her lære noget af din mor.

Hun virker ikke til at have nogen problemer med at bede om det, hun har brug for. Ofte forstår personer som din mor det ikke, når man siger fra fint og blidt og kærligt.

Min erfaring med sådan nogen som din mor er nok, at man er nødt til at være ret så tydelig i måden, man gør det på, hvis de skal forstå det rigtigt.

Og det skal de jo, også selv om de bliver kede af det, for ellers sker der ikke den forandring, man har brug for.

Jeg tror ikke, der er anden vej, end at du trækker vejret dybt ned i lungerne og får sagt de her ting til din mor direkte.

Jeg ved, du skriver til mig, for at der skal være en anden løsning end at sige fra, fordi den sårethed du oplever fra din mors side, når du prøver på det, er præcis det, du har så svært ved at rumme. Men problemet er, at hvis du ikke gør det, så sårer du dig selv, og det sætter sig inde i dig som irritation, modstand, forsvar osv. og det får du det rigtig skidt af.

Det er du nødt til at tage alvorligt og gøre noget ved, så det ikke generer dig hele tiden. Så kunne man måske tænke, at en ældre dame på 84, jamen, herregud, skal man ikke bare rumme det?

Og nej, det synes jeg virkelig ikke, du skal.

Problemet kunne lyde: jeg har svært ved at sætte grænser for min mor, i stedet for: jeg har svært ved at rumme min mor - og når du ser problemet sådan, bliver det muligt for dig at løse det. For du tager ansvar for dét, som er dit, i stedet for at projicere de svære følelser over på din mor og finde hende irriterende.

Din mor forsøger i virkeligheden bare at få sine behov opfyldt, det gør alle mennesker til alle tider, mere eller mindre.

Hvis du mærker efter, ville hun så være lige så irriterende, hvis du kunne sige fra over for hende, eller ville hun være nemmere at være sammen med, hvis hun forstod hvor grænsen for besøg, indblanding og kritik gik?

Til slut vil jeg sige, at du har ret til at sige fra over for din mor, når du synes, hun overskrider dine grænser, også selv om det gør hende ked af det og også selv om, hun er 84 år - så det synes jeg, du skal gøre.

Så kærligt som du formår, uden at det kan misforstås. Og det råd giver jeg i forståelse af, hvor uendeligt svært det kan være at sætte de grænser, du og din krop har brug for - dit bæger er fyldt, det er du nødt til at tage ansvar for.

Kærlig hilsen

Renée