Brev til Renée: Skal jeg fortælle ham, at jeg blev gravid, og at vi mistede vores barn?

Kære Renée

For et halvt år siden havde jeg et forhold til en fyr. Vi var ikke kærester, bare gode venner, der indimellem havde sex.

Jeg blev gravid, men inden jeg nåede at sige det til ham, fortalte han mig, at han havde fået et job i Indien, skulle rejse inden for et par måneder og ikke regnede med at komme tilbage til Danmark.

Så jeg droppede det og indstillede mig på blive alenemor.

Jeg glædede mig alligevel helt vildt, for jeg havde ønsket at blive mor i mange år. Men jeg aborterede, to uger efter at jeg opdagede graviditeten.

Jeg var helt alene med den kæmpe sorg, og lige dér fortrød jeg, at jeg ikke havde fortalt ham det.

I det halve år, der nu er gået, har jeg tænkt meget på, om jeg burde fortælle ham om det.

Jeg havde planlagt at fortælle ham det, når han var rejst, for selvfølgelig skulle han vide, at han skulle være far, men det skulle ikke forhindre ham i at udleve sin drøm i Indien.

Men eftersom der ikke kom noget barn, har jeg ikke talt med ham.

Bør jeg fortælle ham det alligevel, eller kan det være lige meget nu? Man er jo to om at lave et barn og dermed også to, der mister. Han ved det bare ikke.

Jeg tror, han vil blive rigtig ked af, at jeg har holdt det hemmeligt for ham. Han vil aldrig tilgive sig selv for, at han ikke var der for mig i situationen.

Hvad hvis han hellere havde været fri for at vide det? Så har jeg igen ikke gjort det rigtige.

Og hvis jeg ikke fortæller ham det, vil jeg så have det fint, eller vil jeg så sidde med de samme tanker om to år og være i tvivl, om jeg gjorde det rigtige?

Jeg kan vel ikke sige det efter flere år, hvis det pludselig føles rigtigt på det tidspunkt? Kan du hjælpe mig med at tage den her beslutning?

Venlig hilsen

En kvinde, der er i tvivl

Kære kvinde i tvivl

Jeg har været i kontakt med flere, der har været i tvivl om, hvorvidt de skulle fortælle en mand, at han skulle være far, efter deres korte tid sammen.

Jeg forstår godt, hvorfor en kvinde kan være i tvivl om, hvorvidt hun skal inddrage, forvente støtte eller lysten til at være far fra en mand, hun har knaldet.

Hver gang har jeg ment, at ja, hvis hun vælger af få barnet, så skal hun fortælle det til ham. Jeg synes, vi har krav på at vide det, hvis vores gener går rundt i verden.

Jeg synes også, barnet har krav på at vide, hvor det kommer fra, uanset om far vil være far eller ej.

Der er ofte bedsteforældre på begge sider, der vil ønske at se deres barnebarn, også selv om far ikke vil.

Det er ikke, fordi jeg ikke forstår, hvorfor en mand efter sådan en nat ikke har lyst til at være far, men heldigvis er kvindens krop hendes egen, og hvad hun gør med den, styrer hun suverænt selv.

Sådan var det heldigvis også for dig, du kunne selv bestemme over din krop. Du blev gravid, ikke planlagt, og du besluttede dig for at beholde barnet.

Du besluttede dig så også for ikke at sige noget til den mand, der skulle være far til dit barn, fordi han var på vej til udlandet.

Din plan om at vente med at fortælle ham det, var meget omsorgsfuld af dig. Desværre mistede du barnet, du så inderligt ønskede dig, og jeg føler med dig.

Det må have været en stor sorg, som er uendeligt svær.

Dine overvejelser nu går på, om han har krav på at vide, at han skulle have været far. Det vil jeg faktisk ikke mene, han har krav på.

Barnet findes ikke mere, jeg tænker ikke, det er vigtigt for ham at vide, at du engang var gravid. Det kunne dog måske være rart for ham at vide, at han godt kan blive far.

Jeg mener – i en tid med dårlig sædkvalitet og større usikkerhed omkring det at kunne blive forælder, tror jeg måske, det er dejligt at vide, at man kan, hvis man skulle få lyst?

Jeg er ikke sikker på, at det vil gøre ham ked af at miste et barn, han aldrig har kendt til, men som du selv skriver, så vil han måske blive skuffet over, at du holdt det hemmeligt for ham?

Jeg tænker, han vil forstå dine bevæggrunde og respektere dem. Du havde jo tænkt dig at sige det til ham, når han var rejst, så det er ikke sådan, at du ville have holdt hans faderskab hemmeligt for ham.

Det, der rumsterer inde i dig nu, kan være sorgen over at have mistet et barn. Du har måske brug for at sige det til ham for at have nogen at dele sorgen med.

Hvem bedre end ham, der også har mistet?

Jeg ved ikke, om du tænker sådan. Men jeg tænker på, om du virkelig vil dele sorgen med ham? Vil han kunne føle samme sorg som dig?

Det er måske ikke væsentligt, om han kan det eller ej, men måske skal du bare dele dit tab. Hvis du tror, det kan hjælpe dig i din proces, så synes jeg, det er helt okay, at du fortæller ham det nu.

Det kan være, at det føles som det rigtige at gøre, fordi der er noget etisk på spil for dig. I det hele taget gør du det ud fra tanker om ordentlighed, og i denne situation findes der ikke ét rigtigt svar. Så du skal ind og finde det, som er rigtigt for dig.

Hvis du fortæller ham det, så vær åben over for hans reaktion. Han kan være ligeglad, han kan blive ked af det, vred eller glad, fordi du siger det.

Gør dig klart, hvilken reaktion du kunne håbe på, og forbered dig så på, at der måske kommer noget andet, end du kunne ønske.

Husk, at du har vidst det længe, og at den slags tager tid at bearbejde. Hvad der end kommer af reaktion, er der intet forkert ved dig eller de beslutninger, du har taget.

Du har gjort det bedste, du kunne, og det er godt nok.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.