Jeg tør ikke fortælle min familie, at jeg ikke flytter hjem

Kære Renée

Jeg flyttede til Aarhus i 2019. Jeg er fra Sjælland, og det er her, min mor, far og storesøster bor. Det er stort set det eneste familie, jeg har.

Jeg flyttede til Aarhus pga. en daværende kæreste. Det gik ikke mellem os, men jeg blev boende alligevel, da jeg havde søgt ind på fysioterapeutuddannelsen i Aarhus.

Jeg kom ikke ind i første omgang, men søgte igen og blev optaget i Aalborg i februar 2021.

Mit dilemma er, at jeg før studiestart følte mig ensom. Jeg havde ikke nogen venner – kun min ekskæreste, og det var ikke meget værd, da han kun gjorde mig ked af det.

Jeg ringede tit grædende til min mor, fordi jeg var ensom, og havde egentlig besluttet mig for at tage hjem. Men da jeg startede på studie, fik jeg lyst til at blive boende i Aarhus.

Jeg er blevet glad for det, jeg har fundet en fyr, som jeg kan se en fremtid med. Min familie ved ikke noget om ham.

Jeg er bange for, at gøre dem sure og skuffede, og at de vil mene, at jeg vælger en fyr, jeg endnu ikke kender så godt, over dem.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige til dem, at jeg gerne vil blive boende i Aarhus. Det er jo mit valg og liv. Men jeg føler mig selvisk, hvis jeg bliver boende, og er bange for, at de bliver skuffede over mig og ikke vil støtte mig.

Jeg er god til at tage beslutninger, efter hvad alle andre synes, jeg skal gøre – især min familie.

Hvordan skal jeg få det sagt, når alle tror, at jeg flytter hjem næste år? Jeg er virkelig ked af det og føler mig presset.

Jeg vil gerne få det sagt, men jeg ved ikke hvordan.

Knus

Den fortvivlede

Kære Den fortvivlede

Du skriver ikke meget om, hvorfor din familie skulle blive skuffede over, at du vil blive boende i Aarhus.

Du har aldrig fortalt dem om dit ønske om at blive i Aarhus eller om den fyr, du har mødt.

Det betyder, at alt det, du skriver, er hypoteser om, hvad der måske vil ske, når du fortæller din familie, at du er blevet forelsket, er glad for dit nye studie og derfor har besluttet dig for at blive.

Jeg synes, du skal fortælle dem det så hurtigt som muligt. Hvis de har en mening om det, kan du ikke forhindre den.

Forældre har alle mulige meninger om, hvad deres unge mennesker foretager sig og vælger i deres liv. De forsøger at skåne dem for sorger og forhindre dem i at træffe beslutninger, de vil fortryde.

Det er naturlig forældreadfærd, og fordi de fleste forældre har glemt, at det er umuligt at forhindre dem i at træffe beslutninger, de fortryder en dag, eller beslutninger, der er decideret dumme, og at det er umuligt at skåne dem for sorg og modstand.

Unge mennesker træffer tonsvis af dårlige, vidunderlige og kloge beslutninger. De uddanner sig, bliver klogere, modnes og får erfaringer, der hjælper dem i livet.

Indimellem føler de sig ensomme, deprimerede, bange eller sorgfyldte, uanset hvad forældrene gør. De følelser er en del af livet, forældre kan ikke gøre andet end at lytte, være der og støtte.

Det er muligt, at de synes, at det er bedst, du kommer hjem. Det kan jeg ikke vurdere. Især fordi du har været igennem en periode med ensomhed og hjemlængsel.

De vil måske derfor ønske at få dig hjem, så de kan være tæt på og passe på dig. Men du er en stærk, ung pige.

Du er kommet igennem din hjertesorg, har overvundet din ensomhed og har det godt. Det er vildt godt gået, og du skal være stolt af dig selv.

Du flyttede langt væk fra din familie og tryghed, til en fremmed by. Du har klaret det og er kommet ind på studie og har fundet en kæreste.

Jeg tænker, at dine forældre vil forstå, hvordan livet er – op og ned. Hvis de husker deres egen ungdom, vil de også huske perioder med sorg og ensomhed.

De vil huske, at de klarede den, og forstå, at du har klaret den, og være stolte af dig. Det tror jeg på.

Hvis du er nervøs for deres reaktion, kunne en idé være, at du sender dem en mail med dit brev til mig og mit svar.

Så ved de det hele og forstår, at du elsker dem, selv om du vælger at blive boende i Aarhus, for det lyser ud af dit brev, hvor meget de betyder for dig.

Men de forstår også, at du er nødt til at vælge at leve dit liv på dine præmisser, som du har brug for og lyst til.

Du kan selvfølgelig ikke leve dit liv efter, hvad de tror, tænker og mener. Det kan være svært for forældre at forstå, men de fleste lærer det på et tidspunkt.

Jeg læste en vidunderlige artikel i Politiken: Et interview med den tyske sociolog Hartmut Rosa, som sagde, at vi ofte fortæller os selv, at hvis vi havde tid, ville vi gøre alt muligt.

F.eks. at når vi har bygget huset færdigt, når ungerne er flyttet hjemmefra, når vi er færdige med gymnasiet … Men vi gør det for det meste aldrig.

Når vi når pensionsalderen, er vi måske stadig ikke begyndt at leve. På en eller anden måde bliver vi ved med at udsætte livet.

Jeg synes ikke, du skal udsætte noget, hverken at fortælle dine forældre om dine planer eller det liv, du er blevet ret glad for.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.