Min svigermor har slettet mig på Facebook og smidt mig ud af chatgrupper. Jeg elsker min kæreste, men hun dræner os

Kære Renée

Jeg er i vildrede. Jeg elsker min kæreste afsindigt højt. Men hans mor dræner os!

Hun har slettet mig som ven på Facebook, smider mig ud af chatgrupper med billeder og andet materiale. Hun beskylder mig for ting, som ikke har fundet sted.

Hun skaber sig og opfører sig til tider som et lille barn, hvis hun ikke får det, præcis som hun vil have det. Hun kan sågar finde på at ringe grædende til min kæreste, hvis tingene ikke går efter hendes hoved.

Nogle gange tænker jeg, om hun gør det for at skabe splid imellem os. Altså, min kæreste og mig. Jeg har et barn fra tidligere og et barn med ham.

Hun mener selv, at hun giver begge børn hele verden, men det er ikke sandheden. Det er kun det biologiske barnebarn. Den anden ænser hun nærmest ikke, selv om hun ønsker barnet i sit liv.

Det er trættende, energikrævende og gør mig oprigtig ked af det. Jeg får ondt i maven, hver gang jeg skal være i nærheden af hende.

Jeg føler, hun udnytter sin søn på rigtig mange måder. Og generelt synes jeg bare ofte, det virker, som om det er min kæreste, der skal være forælder til hende og ikke omvendt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op, og min kæreste mener, det er en sag mellem hende og mig, til trods for vi ikke rigtig kan tale sammen. Hvad vil du anbefale at gøre?

Venlig hilsen

Den ulykkelige svigerdatter

Kære ulykkelige svigerdatter

Jeg synes, det er rigtig svært at anbefale dig at gøre noget bestemt baseret på tolv linjer, som nok også kun er overskrifter i forhold til de ting, der ganske sikkert er meget mere detaljerige og komplicerede.

Jeg tænker, du selv skal finde frem til, hvad du skal gøre ved den her situation, og hvordan du skal agere i den.

Din kæreste mener, det er en sag mellem dig og hans mor, selv om I ikke rigtig kan tale sammen. Det vil sige, at han har trukket sig ud af det, der sker for hans mor, og den måde, hun opfører sig på over for dig, enten fordi han ikke ser sagen på samme måde som dig, eller fordi han bare ikke har lyst til at blive blandet ind i det.

Det kan jo bunde i virkelig mange ting at antage den holdning. På sin vis kan han ikke helt være det bekendt, når hun skaber sig og opfører sig som et barn. Det er grove løjer. Og han burde nok være mere solidarisk med dig.

På samme tid er det hans mor, og det der med nogens mor er bare svært at komme imellem.

Så måske er det eneste, du kan gøre i forhold til at få opbakning fra din kæreste at tilgive ham, at han er ude af stand til at give dig det, du har brug for lige nu. Så er det, jeg tænker, at så er der jo også kun dig til at mærke efter, hvor meget du kan og skal finde dig i fra hendes side?

Vi mennesker gør os meget ofte de mest sindssyge anstrengelser for ikke at ødelægge den gode stemning, og det lyder lidt på mig, som om du lige nu binder knuder på dig selv for at bevare en eller anden form for relation til hende.

Det hele skal jo helst bare være lidt hyggeligt, det ved vi alle sammen godt. Det er det, jeg læser i dit brev, der er faktisk intet ved din svigermor, der er hyggeligt, tværtimod.

Du skriver, at du får ondt i maven, hver gang du er i nærheden af hende, og det synes jeg bestemt, du skal tage hensyn til. Det er ikke o.k., at det er sådan.

Så hvor ofte skal du gå med til at have ondt i maven pga. hende? Er det en gang om ugen, til fødselsdage, som så bliver seks-otte gange om året, er det kun til jul, eller måske endda hver anden jul?

Nogle gange tror man, at en situation er umulig at gøre noget ved – man er fanget i et hjul, i mønstre, i hverdagen, i at sådan har det altid været – men faktum er, at du kan ændre det i dit liv, der er smerteligt, hvis du vil tillade dig selv at gøre det.

Det vil sige, at du fra nu af kan begynde at begrænse samværet med hende. Sig venligt og bestemt fra.

Du behøver ikke engang forklare over for hende eller over for din kæreste, at du ikke kommer med over til middag, du siger bare, det kan jeg desværre ikke. Det kan være, din kæreste får behov for at hjælpe med at forbedre jeres forhold til hinanden, hvis du først begynder at sige fra, og det kan også være, han ikke gør.

I den perfekte verden havde du en skøn svigermor, der elskede dig og dine unger, og som du kunne være fælles med om at elske din kæreste.

Jeg tror, at hvis du begynder at acceptere, at det blev, som det blev med din svigermor, vil du heller ikke hele tiden håbe på, at hun skal forandre sig, eller at I pludselig får et godt forhold.

Det tror jeg kan give dig lidt ro, og dermed kan det mindske smerten ved, at hun bare ikke er nogen fest at være i familie med.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.