Hun er til fest på gymnasiet, da en fyr spørger hende, hvor hun bor. Svaret får ham til at udbryde: "Wow"

Vi begynder med at spole tiden cirka 20 år tilbage. Forfatter Sara Rahmeh går på Roskilde Katedralskole, og til en fest på gymnasiet spørger en fyr hende, hvor hun egentlig bor.

Som det mest naturlige i verden svarer hun: “Jeg bor i Taastrupgaard”. Taastrupgaard er et lejlighedskompleks, som ligger vest for København og bliver klassificeret som et socialt boligbyggeri. Fyren udbryder: “Wow, du bor i the ghetto?! Har du så set nogen blive skudt? Er du en ghetto girl?”

Fyrens reaktion overrasker Sara Rahmeh, for det er slet ikke sådan, hun ser sig selv og sit hjem.

– Jeg husker det meget tydeligt. Først grinede jeg af det og jokede også med det, for jeg syntes, det var så langt ude, at det blev helt sjovt, siger Sara Rahmeh.

Hun forvrænger sin stemme:

– Uha, vi er så farlige. I skal ikke komme over til os, siger hun og bliver så alvorlig igen.

– Men da det efterfølgende skete igen og igen, kunne jeg godt mærke, at det påvirkede mig. For indtil da havde jeg aldrig tænkt over, at mit hjem var anderledes end de andres huse på villavejene …

Sara Rahmeh går i stå i sin fortælling. Ikke fordi hun ikke har mere at sige. Tværtimod kan jeg se, at hun overvejer, hvordan hun skal komme videre herfra.

For hun har meget på hjerte. Det mærkede jeg allerede, da jeg for lidt siden trådte ind i villalejligheden i Vanløse, og Sara Rahmeh – inden jeg havde nået at tage mine sko af – havde forklaret, at hun har skrevet sin nye roman, “Betonhjerter”, mens hun har været på barsel med sin søn.

Derfor er den også skrevet de mest mærkværdige steder, så hun kunne være i nærheden af ham imens.

– Jeg har skrevet store dele af den på gulvet, i sengen og i min søns kravlegård. Ofte havde jeg følelsen af, at “sådan skriver man ikke rigtigt en bog”, men det har jeg bare skullet lægge fra mig og sige, at den her proces har været helt sin egen.

– For jeg var nødt til at skrive bogen på det her tidspunkt. For mig var det at blive forælder ret overvældende. Og jeg havde brug for at holde fast i en lille del, der kun var mig.

– Det var den ene ting i det sidste år, jeg gjorde for mig selv. Så den betød rigtig meget, siger hun.

Riv lortet ned

De mange timer krøllet sammen i sønnens kravlegård er nu blevet til romanen “Betonhjerter”. Heri tager hun livgreb med de mange fordomme, der er rettet mod at vokse op på blokken.

Fordomme, hun siden den dag til festen på gymnasiet blev konfronteret med igen og igen.

Sara Rahmeh er færdig med at overveje og fortæller, hvordan hun blev så påvirket af folks kommentarer, at hun til sidst altid var på forkant, når folk spurgte ind til hendes bopæl.

– Jeg husker tydeligt følelsen af at skulle forsvare mit bagland. Så når jeg sagde, jeg er opvokset i Taastrupgaard, skyndte jeg mig at tilføje, at “nej, nej, nej, det er ikke så slemt. Det er faktisk meget rart, og vi skyder ikke på hinanden”.

– Andre gange tænkte jeg, skal jeg skamme mig over, hvor jeg kommer fra? Er det bedre bare at sige, at jeg kommer fra Taastrup? Men jeg havde det også sådan, at det passer jo ikke, altså, jeg kommer fra Taastrupgaard, og det blev jeg mere og mere stædig omkring, siger hun og fortæller, at selv da hun som ung studerende flyttede hjemmefra, gav hendes omgangskreds blokken skylden.

Som om hun ikke kunne komme hurtigt nok væk derfra.

– Og sådan var det slet ikke. Det var, fordi jeg læste på Copenhagen Business School, og det er virkelig svært at lave lektier, når man bor sammen med en arabisk familie på seks. Det må jeg sige, de er meget højlydte alle sammen.

Hun griner, men fortæller, at det er svært at være et ungt menneske, når folk hele tiden sætter spørgsmålstegn ved, hvem du er, og hvor du kommer fra.

– Det gjorde mig faktisk ret ked af det dengang. At jeg var nødt til at forsvare og beskytte mig mod folks fordomme hele tiden. Og desværre er det mit indtryk, at sociale medier har gjort det endnu værre i dag.

– Tænk at være et ungt menneske, der bor på Nørrebro, og hver gang du tjekker din telefon, læser en avis eller ser nyhederne, bliver du konfronteret med diverse ghettolister og kommentarer om, at nu må vi altså rive lortet ned. Lortet – det er jo dit hjem, siger hun med en hovedrysten.

Mellem overromantisering og dæmonisering

Sara Rahmeh beskriver sig selv som en stærk kvinde. Hun er sådan en, der tager tyren ved hornene og springer ud i livet med åbne arme.

Da hun var i 20’erne rejste hun til Qatar, blev gift og arbejdede sig op i en stor international hotelkæde. Men efter seks år i Mellemøsten var livet ikke det, hun havde drømt om.

Ægteskabet gik ud over kærligheden og gjorde hende til en dårligere version af sig selv. Så hun forlod sin daværende mand og rejste tilbage til København.

Skilsmissen blev en slags genfødsel, og hun fik en stor trang til at fylde sit liv med ord og poesi. Hun opdagede poetryslam, en kunstform, hvor poesi reciteres højt og hurtigt og gerne foran et publikum.

En måned efter stillede hun op i sin første poetryslam-konkurrence, hvor hun talte om danskhed og demokrati. Den vandt hun.

I 2021 udgav hun digtsamlingen “Langt væk og lige om hjørnet”, en samfundskritisk digtsamling om at vokse op i Danmark med palæstinensiske og syriske rødder.

At slå ud med armene er altså ikke fremmed for Sara Rahmeh, og derfor gav det også mening for hende, at hendes næste litterære projekt skulle handle om, hvordan det er at vokse op “på blokken”.

– Jeg tænkte, at jeg da umuligt kan være ene om at bære rundt på de her følelser om min opvækst. Og det var egentlig den her essens om, at jeg gerne ville ære min opvækst, der satte mig i gang med at skrive den, fortæller hun.

I romanen tager den unge pige Yasmin læseren med rundt på Blokken og ind i lejlighedskompleksets opgange. For eksempel møder man i opgang 138 Soumaya, som er Blokkens øjne og ører.

I opgang 161 bor Abdulrahman, som er født Rasmus Andersen, og i opgang 211 bor Imam Mustafa, Blokkens mest eftertragtede halal-bachelor. Sådan hopper man ind og ud af opgangene, hvis beboeres liv på forskellige måder fletter sig ind i hinandens.

Desuden trækker Yasmin læseren med ind i Monsoon Exotic Bazaar, hvor sønnen Maliks fremtid højlydt bliver diskuteret hen over frugten og grøntsagerne.

Hun åbner døren ind til Alis barbershop Fresh Cutz, som mændene forlader med skønhedscremer skjult i poser, og vandpibe-cafeen Shisha Palace, som serverer alkoholfri drinks.

Sara Rahmeh fortæller, at romanen ikke er en afbildning af Taastrupgaard, men at hun i sin hukommelse helt sikkert har været tilbage i barndommens gade for at hente inspiration.

Det har været vigtigt for hende ikke at pynte på livet i et socialt boligbyggeri, men at fremlægge alle stedets nuancer.

– Jeg ønsker ikke at overromantisere eller dæmonisere. Det var vigtigt for mig ikke at falde i samme fælde, som, jeg føler, ofte sker på dansk tv: At man dæmoniserer det hele, at det bare er død og ødelæggelse, og at stedet er fuld af terrorister og PET-agenter, som kommer og stormer kvarteret.

– At hver gang, der er en minoritet repræsenteret i tv, så er folk sådan, “selvfølgelig er hun undercover som terrorist, eller selvfølgelig er han potentiel selvmordsbomber”, siger hun.

– Jeg prøvede virkelig at fortælle om det her sted med alt, hvad det indebærer. Det er ikke et glansbillede, jeg maler. For man kan ikke lade, som om der ikke sker kriminalitet.

– Man kan ikke lade som om, der ikke er drenge, der falder i bandemiljøet eller bliver fristede af nemme penge, for det er der. Men der er også børn, der går i skole, mennesker, som forelsker sig og er lykkelige, og mennesker, som udlever deres drømme.

– Jeg havde bare brug for at fortælle, at det her sted huser så mange forskellige mennesker, og der foregår mange forskellige ting, ligesom alle andre steder. Og ligesom alle andre mennesker må man godt være stolt af sin hjemstavn, også når man kommer fra blokken, siger hun og slår hånden i bordet.

– Derfor er romanen også en ode til Blokken, en ode til min egen opvækst. Jeg havde brug for at high-five mit 17-årige selv og sige: Det var fint, du var glad, vi havde det godt, og det har gjort dig til det menneske, du er i dag. Men der var fandeme også lort, det kan vi heller ikke komme uden om.

Taler din mor dansk?

Selvom det er over 20 år siden, at Sara Rahmeh forlod Taastrupgaard for at studere på CBS, påvirker stedets negative konnotationer stadig hendes voksne liv.

Da Sara Rahmeh blev mor for halvandet år siden, besluttede hun sig for, at hendes søn ikke skulle i vuggestue lige med det første.

I stedet aftalte hun med sin mor, at hun skulle passe sønnen de dage, hvor Sara skulle arbejde. Sammen med Københavns Kommune skulle de derfor udarbejde en kontrakt om at ansætte moren som privatpasser.

– Total win-win for alle jo, smiler Sara Rahmeh, som var glad for at opdage den mulighed, som kunne bringe hendes søn og mor tæt sammen.

Men det skulle vise sig ikke at gå helt så nemt.

– Da jeg ringer til kommunen for at lave kontrakten, siger damen: ”Åh undskyld, jeg kan se, du har et udenlandsk efternavn. Jeg vil bare sikre mig, at din mor taler dansk.”

– Jeg bekræfter lidt irriteret, at min mor selvfølgelig taler dansk, rigtig fint dansk endda. Men så har hun et spørgsmål mere, siger Sara Rahmeh.

Smilet er nu forsvundet.

– Så spørger hun, hvor vi bor. Hun siger, at hvis vi bor i nogle af de socialt belastede boligområder, kan de desværre ikke hjælpe os.

Sara Rahmeh kigger ned. Og så fortæller hun, at kvinden fra kommunen havde en liste over steder, man ikke må bo, hvis man vil anvende privatpasser-ordningen.

Herpå stod Taastrupgaard.

– Den ramte mig virkelig. Jeg tror ikke, at hun prøvede at være racist. Hun gjorde bare sit arbejde og fulgte reglerne. Men reglerne var jo racistiske.

– For det vil jo sige, at hvis jeg flyttede tilbage til det sted, hvor jeg voksede op, så ville jeg – som et voksent og selvstændigt menneske – ikke være berettiget til at vælge, hvem der skulle passe mit barn, fordi de er bange for, at vi kun taler arabisk derhjemme.

Hendes stemme dirrer, da hun fortæller.

– Jeg er født og opvokset i det her land. Og det er jo ikke en forbryder, jeg vil have til at passe mit barn, det er min mor. Min egen mor!

– Mens alt det her skete, var jeg i gang med at skrive den her bog og var sådan, kan det virkelig være rigtigt, at vi stadig kan dømme folk baseret på deres adresse?

Både Sara Rahmeh og hendes forældre er flyttet fra Taastrupgaard, og derfor gik ordningen igennem, men ikke før kvinden fra kommunen havde mødt Saras mor og hørt hende tale dansk.

– Hun sagde: !Jeg vil meget gerne hilse på din mor, og det foregår på dansk!! Jeg synes, det var så for meget, men det sagde jeg ikke, jeg bed mig selv i tungen, for jeg ville så gerne have den ordning.

– Men jeg kan ikke lade være med at føle mig sådan, åh, uanset hvad jeg gør, så vil jeg altid være lidt udenfor, fordi der altid kommer de her situationer, hvor folk på grund af mit navn, mit udseende og min opvækst kigger på mig med skepsis. Altså …

Hun går i stå i ordene. Ryster opgivende på skuldrene. Så siger hun: Jeg er 37 år, jeg er et voksent menneske, som arbejder og betaler skat. Altså, jeg synes egentlig, jeg har ret godt styr på mit liv.

Og så at få at vide, at man lige skal tale lidt dansk. Måske jeg alligevel skulle have sagt noget, sagt fra, men nu siger jeg fra på en anden måde, siger hun og henviser til romanen.

Aldrig Torben og Lene

Sara, hendes mand og deres fælles søn skal snart flytte fra villalejligheden i Vanløse, og derfor er deres ejendele så småt pakket ned i kasser.

Familien har nemlig købt et hus i Herlev, hvor der er plads til, at Sara kan få et hjemmekontor, så hun kan have alle sine bøger omkring sig.

Hun nikker mod et bord i hjørnet af stuen, hvor der ligger en stak af hendes yndlingsbøger. Dem har hun forbudt sin kæreste at pakke ned, for hun kan ikke undvære dem, fortæller hun.

– Men der er 40 flyttekasser med bøger i kælderen.

Hun griner og lader, som om hun tørrer sved af panden.

Sara Rahmeh er meget glad for sine bøger. Det har hun været hele sit liv. Hun husker, hvordan hun som barn elskede at komme på biblioteket og fordybe sig i bøgernes verden.

Hvordan hun kunne bruge timer på at udvælge sig sin næste læseoplevelse. Faktisk var hendes første arbejde at stille bøger tilbage på deres plads på et bibliotek.

Alligevel var hun ikke særlig gammel, da hun opdagede, at ligegyldigt hvilken dansk bog hun hev ned fra hylderne, var der ingen af karakterne, der lignede hende.

– Jeg husker intet tidspunkt, hvor jeg i mine teenageår kunne finde bøger, der handlede om mennesker, jeg kunne identificere mig med på et dybere plan.

– Jeg har altid læst historier om mennesker, der ikke ligner mig. Nej, der er vi sgu lidt bagud i Danmark, siger hun.

– Jeg synes virkelig, vi er nødt til at give plads til, at der kommer historier, som ikke nødvendigvis handler om hr. og fru Danmark hele tiden.

– Jeg håber, at min bog kommer ud til mennesker, som sjældent føler sig set, hørt eller repræsenteret på godt og ondt i litteraturen i Danmark. Størstedelen af det, jeg læser, er på engelsk, fordi der er meget mere repræsentation. Der er diversitet. Tag nu bunken der, hun nikker mod stakken på bordet, som hovedsageligt er engelsksproget.

– Der er alt fra et queer-gymnasiedrama om to drenge, der bliver forelskede, til en kinesisk fantasy-historie, et post-apokalypse-drama fortalt af to lesbiske.

– Der er en muslimsk historie, en halal-romance. Jeg har ikke den mulighed, når jeg går ind i en dansk boghandel og kigger på hylderne. Så den mulighed vil jeg gerne være med til at skabe, siger hun og tænker sig om et øjeblik:

– Derfor kommer jeg heller aldrig til at skrive en roman om Torben og Lene. Nej, jeg vil gøre mit for at diversificere de mennesker, vi møder i bøgerne.

For Sara Rahmeh er “Betonhjerter” den bog, hun selv manglede, da hun stod der på biblioteket og søgte i reolerne.

– Jeg har prøvet at skrive en bog til mig selv, som jeg ville have sat pris på, dengang jeg læste alle andres historier. Dengang var der absolut ingen, der mindede om mig i de her bøger.

– Men nu ved jeg, at vores historier også fortjener en plads, og at vi er mange, der gerne vil læse historier om folk, der ligner mig, ligesom vi er mange, der har et hjerte, der banker for det sted, jeg kommer fra. Nemlig blokken.

Artiklen blev udgivet i femina uge 20, 2023.