Brevkasse
2. september 2024

Jeg er 39 år og har aldrig haft en kæreste. Mine venner får mig til at føle, at mit liv er forkert

"Men netop de to har på det seneste haft gang i projekt ”Goodie skal have en kæreste, inden hun bliver 40!”. Goodie, det er mig." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
Anna_m

Foto: Betina Fleron

Kære Anna

Jeg er 39 år og har aldrig haft en kæreste og har aldrig været forelsket. Jeg synes heller ikke, jeg har savnet det.

Jeg trives i mit liv, har et arbejde, jeg er glad for, har dejlige forældre og to yngre brødre, jeg tit ses med, og har mange fritidsinteresser. Min omgangskreds er lille, den tæller to gode veninder fra folkeskoletiden.

Men netop de to har på det seneste haft gang i projekt ”Goodie skal have en kæreste, inden hun bliver 40!”. Goodie, det er mig. Det har de altid kaldt mig, fordi de synes, jeg er ”good looking”.

Ind imellem strejfer det mig, om jeg – trods alle mine protester – alligevel skulle tage imod deres ”kærlighedshjælp”. Men helt ærligt, jeg kan blive skrækslagen bare ved tanken om en kæreste, når man er 39 og absolut ingen erfaring har i den retning.

Faktisk føler jeg også, at det er anmassende og sårende af de to, selv om de mener det godt. Det er som om, mit liv er forkert, og deres med mand og børn er det rigtige liv. Anna, jeg beder vist bare om dine tanker om det her.

Kh den 39-årige single

Kære 39-årig single

Det er lidt af et dogme, at alle mennesker helst skal danne par med nogen for at være glade i og for deres liv. Som du selv er et godt eksempel på, holder den antagelse ikke altid stik.

Vi lever heller ikke i 1800-tallet, hvor en kvindens eneste formål med livet var at gifte sig og føde børn.

I dag indretter vi vores tilværelse på mange forskellige måder. Parforhold og kernefamilie er kun én ud af mange familieformer, og efterhånden må der være en vis konsensus om, at der findes andet end ”mand og børn”, der giver livet mening.

Hvis jeg alligevel skal prikke lidt til det, du fortæller, hvad er det så, der gemmer sig i ordene om, at du føler dig skrækslagen ved tanken om en kæreste?

Hvis det udelukkende handler om, at du er bange for at ”falde igennem” på en date, så vid, at du langt fra er det eneste menneske på din alder, som aldrig har haft en kæreste.

Det er med andre ord ikke dig, der er noget i vejen med, men derimod vores ekstreme fokus på romantiske relationer.

Alle vegne fra bombarderes vi med fortællinger om, at intime relationer og sex er noget nær lige så vigtigt som at spise ... Og den idé bliver ofte den sten, mange mennesker snubler over.

Hos Sex og Samfund kan du læse mere om, hvor forskellige mennesker er. På Femina.dk ligger der også en ret rørende artikel om den unge kvinde Cecilie, der fik følelsen af at tage sin krop tilbage, da hun erkendte, at hun befandt sig på det aseksuelle spektrum.

Helt overordnet tror jeg, det er ved at være på tide, at du fortæller dine to velmenende veninder, at du ikke er single af nød, men fordi du har valgt det. Måske skal de bare finde ro i, at du rent faktisk trives?

Dit liv er jo netop dit. Ikke dine venners eller nogen som helst andres.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også