Brevkasse
19. august 2024

Jeg føler, at mine kolleger udfritter mig med personlige spørgsmål

"Jeg svarer blot på spørgsmålene, men står bagefter tilbage med fornemmelsen af, at de ikke spurgte af venlig nysgerrighed." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
Anna_Mejlhede

Foto: mew

Kære Anna

Jeg er en ret introvert person. På mit arbejde er jeg tit ude for, at mine kolleger stiller mig lidt udfrittende spørgsmål af personlig karakter, som jeg har svært ved at sige fra overfor.

Jeg svarer blot på spørgsmålene, men står bagefter tilbage med fornemmelsen af, at de ikke spurgte af venlig nysgerrighed, men for at have materiale til at snakke om mig bag min ryg.

Det kan være spørgsmål om, hvorfor jeg har valgt at tage alene på ferie, eller om hvordan jeg har valgt at stifte familie.

Hvordan får jeg sagt fra i situationen? For jeg vil jo allerhelst, at man bare kan snakke frit sammen uden bagtanker og forbehold?

Venlig hilsen X

Kære X

Vi kan ikke styre, hvad andre mennesker taler om, eller hvad de tænker. Jeg ved godt, at det kræver megen øvelse at acceptere.

Ligeledes kan det være lidt af et maraton at lære, hvordan vi får trukket vores grænser op, så andre ikke bare vader ind og tramper græsset ned.

Det kan være udtryk for helt almindelig interesse i dig, at dine kolleger spørger, hvad du skal i din ferie. Derimod er det en kende over grænsen, at nogen, du ikke kender særlig godt, udfritter dig om dit privatliv.

Jeg tror, du skal finde på en fast formulering, du kan komme dine kollegers uvelkomne spørgsmål i møde med. Lær dig simpelthen en sætning udenad, så du ikke i befippelse over et nærgående spørgsmål får sagt noget, du bagefter fortryder.

Kunne det fungere for dig at sige noget i retning af: ”Tak for din interesse, men lige dét holder jeg for mig selv”. Du kan også følge din sætning op med at skyde spørgsmålet direkte tilbage til spørgeren. Nogle gange hører folk ikke selv, hvor akavet og nærgående de spørger, før de selv bliver bedt om at svare på det samme.

Måske vil du have glæde af at læse nogle af de mange bøger, der er skrevet om at være introvert? På dansk kan jeg f.eks. anbefale Anna Skyggebjergs ”Introvert – stå ved dig selv”.

Alle mennesker er forskellige. Og heldigvis for det. Tænk, hvilken kedelig verden vi ville få, hvis vi sagde det samme og gjorde det samme og indrettede os på samme måde i såvel privatliv som arbejdsliv.

Der er jo behov for både introverte og ekstroverte mennesker i verden, og dét skal du fortælle dig selv hver eneste dag! Gem din fortrolighed, og brug den sammen med de mennesker, du stoler på.

Jeg tror, det bliver lettere for dig at respektere dine egne grænser – og trække dem tydeligt op – når du husker dig selv på, at også DU er betydningsfuld.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også