Pernille er nødt til at gå tidligere om fredagen for at kunne nå at hente sine børn: “Det er noget svineri, at der bliver reduceret i åbningstiderne”

Når arbejdsdagen er slut, skal der drønes hen og hentes børn fra daginstitutionen. Så er det direkte hjem, få børnene ud af bilen og ind i huset, ud igen efter overtøjet i bilen, ind med det - så har du måske glemt noget, og så er det ud igen.

Hurtigt er der gået en times tid, og så rammer ulvetimen for alvor, hvor der skal jongleres med tre små børn, der også skal nå at have noget aftensmad, inden de skal i seng.

Sådan beskriver 29-årige Pernille Rokkjær, der arbejder fuld tid som sygeplejerske, en typisk hverdagseftermiddag for hende og hendes mand Victor. De har en datter på tre år og tvillinger på halvandet.

Det er stressende og en logistisk udfordring at få en hverdag med fuldtidsarbejde og små børn til at gå op i en højere enhed, fortæller hun.

- Jeg har evigt dårligt samvittighed. For eksempel vil min datter gerne gå til gymnastik sammen med sine venner, men jeg kan ikke give hende lov, fordi der simpelthen ikke er tid. Jeg ved ikke, hvor i kalenderen jeg skulle finde den time, siger Pernille.

En undersøgelse fra Akademikerbladet fra 2024 viser, at 43 procent af de danske forældre generelt har svært ved at få hverdagen med børn og arbejde til at hænge sammen. Samtidig har lidt mere end hver fjerde kommune skåret i institutionernes åbningstider det seneste år.

Det viser en rundspørge femina har lavet. Her har 26 kommuner svaret, at de har skåret i åbningstiderne. 92 kommuner har svaret på feminas rundspørge.

I de fleste tilfælde er der skåret omkring en time om ugen i åbningstiden.

Og det har konsekvenser for forældrene, påpeger formand for FOLA, Forældrenes Landsorganisation, Signe Nielsen.

- Det sætter forældrene i et fuldstændigt vanvittigt pres, når man begynder at skære i åbningstiderne.

- Nogle kan måske ikke nå på arbejde til tiden om morgenen, nogle er måske tvunget til at gå ned i tid for at kunne nå at hente børnene om eftermiddagen, nogle vil måske begynde at overveje hjemmepasning.

- Vi har en statsminister, der siger, at vi skal arbejde mere, men det er jo ikke muligt, hvis vi ikke kan få passet vores børn, siger Signe Nielsen.

Særligt vil det være en udfordring for de forældre, der arbejder i erhverv, som har faste arbejdstider, som pædagoger, sygeplejersker og sosuassistenter. Faggrupper, som vi egentlig mangler på arbejdsmarkedet, påpeger Signe Nielsen.

- Vi kan godt indrette vores samfund til konsulenten, som kan flexe lidt, holde lidt fri og rykke rundt på ting. Der er bare også rigtig mange andre faggrupper, siger hun.

For Pernille Rokkjær, der netop arbejder som sygeplejerske, har det da også haft en arbejdsmæssig konsekvens.

Hun bor sammen med sin familie i Holstebro Kommune, hvor åbningstiden i hendes børns daginstitution er blevet reduceret med et kvarter hver dag. Det betyder, at institutionen nu lukker klokken 16:30 mandag til torsdag og klokken 15:30 om fredagen.

Særligt åbningstiden om fredagen volder problemer, for her har hun først fri klokken 15:30, netop der hvor institutionen lukker.

Hun har derfor været nødt til at lave en særaftale med sit job om, at hun kan gå senest klokken 15 om fredagen - ellers kan hun ikke nå at hente sine børn.

- Jeg synes lidt, det er noget svineri, at der bliver reduceret i åbningstiderne. Vi betaler i forvejen sindssygt mange penge for at få passet vores børn, så det er lidt som at gnide salt i såret, siger Pernille.

Muligheden for en særaftale på arbejdet, værdsætter hun meget, men det gør også, at hun ikke altid når at blive færdig med sit arbejde, som hun så må “kaste videre” til en kollega.

- Man kan også godt mærke i kollegagruppen, at vi er flere, der har en særaftale, og det er jo klart, at det går ud over de andre, som derfor aldrig kan få lov at gå før, og det forstår jeg virkelig godt, hvis man synes er træls, siger hun.

Kvinderne henter og bringer

Det er altid Pernille, der afleverer og henter børnene, og det er der en særlig grund til.

Børnenes institution ligger i den anden ende af byen, så hvis de skal nå at blive afleveret inden arbejde, er familien nødt til at bruge bilen for at få det hele til at gå op, forklarer Pernille.

Den tilgår hende, da hendes mand har en arbejdsbil, som der kun kan være ét barn i, og derfor er det også Pernille, der dagligt har aflevere- og hente tjansen.

Og den fordeling er de langt fra alene om.

Ifølge en spørgeundersøgelse fra i år, som Akademikerbladet har udført, er det nemlig 43 procent af mødrene, der har børn fra 0-6 år, som står for at hente børn alle ugens hverdage fra dagpleje, daginstitution eller skole. Kigger man på fædrene gør det sig kun gældende for hver femte.

Det er også i højere grad kvinderne, der afleverer børnene om morgenen. 57 procent af mødrene afleverer børn alle hverdage, og for mændene gør det sig gældende for 34 procent.

Når der så skæres i åbningstiderne i daginstitutionen, har det derfor særligt konsekvenser for kvinderne, påpeger Mette Verner, der er økonom og seniorforsker ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Og det gælder både et øget mentalt pres for at få familielivet og arbejdslivet til at gå op såvel som karrieremæssige konsekvenser, fortæller hun.

- Det er et puslespil at få et familieliv til at gå op, og når pasningstilbuddet bliver forringet på den måde, så kan en løsning i familien for eksempel være, at flere kvinder går på deltid, siger Mette Verner.

Men det er ikke kun, når det kommer til at bringe og hente børn, at det er kvinderne, der oftest er primus motor. Generelt er kvinderne oftere dem, der ender med ansvaret for familielivet, forklarer Mette Verner.

For eksempel er det oftere mødrene, der bliver hjemme, hvis børnene bliver syge.

Jo Krøjer, der er forskningsleder og lektor i køn og arbejdsliv på RUC, peger også på, at kvinderne i højere grad er ansvarlige for at få familielivet til at rulle og fremhæver den ofte debatterede “mental load”.

- Derhjemme, og egentlig også på arbejdet, er det i højere grad kvinder end mænd, der forventes samt påtager sig det mentale ansvar for, at tingene hænger sammen. Det betyder, at kvinderne i højere grad har en ekstra mental belastning.

- Når daginstitutionerne skærer i åbningstiderne, og det bliver vanskeligere at få familielivet til at hænge sammen, så bliver det krydspres, der er mellem arbejdsliv og familieliv større- og det bliver forholdsmæssigt større for kvinder end for mænd, siger Jo Krøjer.

Generelt når der skæres i den offentlige sektor, så vil det i højere grad ramme kvinderne, forklarer hun.

Før velfærdsstaten og den offentlige sektors opblomstring var det nemlig familierne - nærmere betegnet kvinderne, der gik hjemme og stod for at varetage omsorgsopgaver, som for eksempel børnepasning.

Opgaver der i dag i højere grad varetages af den offentlige sektor, men denne er, og har i de sidste 20-25 år, været præget af en stram økonomi, der har ledt til indskrænkelser, fortæller Jo Krøjer.

Når man skærper åbningstiderne i daginstitutionerne, når man gør det vanskeligere at få sine gamle forældre på plejehjem eller når når man gør det sværere at få sit barn med psykiske eller fysiske sygdomme behandlet, så vender den arbejdsopgave tilbage til familierne.

Og familierne er stadig præget af, at omsorgsarbejde og praktisk husarbejde i højere grad varetages af kvinder end af mænd, fortæller hun.

- Indskrænkelser i omsorgssektorens kapacitet rammer kvinderne hårdere på deres livsmuligheder og karrieremuligheder, fordi det er dem, der i højere grad overtager, når den offentlige sektor svigter, siger Jo Krøjer.