Jeg frygter, at alle mine veninder bliver gravide snart

Kære brevkasse

Jeg frygter, at 2025 bliver året, hvor mange omkring mig bliver gravide.

Jeg er slet ikke nået dertil endnu, selvom jeg også har en kæreste, som jeg har været sammen med i mange år.

Men det virker som om, at det for mange i min både nære og brede omgangskreds er "det naturlige næste skridt".

Selvfølgelig er det individuelt, hvornår man er klar til den slags, hvis man altså ønsker det, men jeg er faktisk overrasket over, at tiden har indhentet mig (os) på den måde.

Jeg er bekymret for, hvad det får af betydning for mine venskaber, der i forvejen er udfordrede af arbejdsliv, parforhold osv.

Må jeg bare affinde mig med det, eller har I nogle gode råd og betragtninger, der kan give mig mere ro i maven?

Hilsen hende, der troede vi havde mange “ungdomsår” tilbage

Svar 1

Kære du

Jeg står med dig. Mine sociale medier prydes også rigtig meget af venner og bekendtes scanningsbilleder, gravide maver eller små børn. Og det er jo SÅ dejligt for dem.

Men det kan være rigtig svært at stå på sidelinjen og se ens venskaber skifte karakter. For min erfaring er, at det er uundgåeligt.

Personligt ville jeg gøre to ting i din situation: Få nye bekendtskaber i din brede omgangskreds, og engager dig i graviditet og småbørnslivet hos dine nære venner.

For mig er det vigtigt, at jeg har venner, som er nogenlunde samme sted i livet som mig. Det betyder, at jeg har en del venner, som er kommet ind i mit liv inden for de sidste par år, og som er nogle år yngre end mig selv.

Samtidig er mine tætte venner utrolig vigtige for mig, og jeg håber også på at blive en vigtig person i deres børns liv. Jeg vil gerne engagere mig – ligesom jeg gør i min moster-rolle.

Passe børnene, når der er behov for det, have ”lege-aftaler” med mine venners børn - og bare være sammen med dem som familie en onsdag aften over grøntsagslasagne, med Børste på fjernsynet og en putning, der forhåbentligt ikke trækker ud.

Der skal dog også være plads til, at man kan have aftaler med sine venner uden deres børn, synes jeg. Jeg tror dog virkelig sagtens de to ting kan sameksistere.

Og så vil jeg råde dig til at huske på at venskaber tit blomstrer periodevist. Så måske bliver kontakten med nogle venner mere sparsom i de næste mange år, men blomstrer op igen, når børnene begynder at blive store (også selvom det potentielt sker forskudt).

Pas på dine eksisterende venskaber, men giv også plads til, at nye venskaber kan opstå.

Rigtig godt nytår.

Svar 2

Kære dig

Jeg kan sagtens forstå dine tanker, og jeg husker selv, da jeg var i midten af 20'erne og de første i mit Facebook- og Instagramfeed begyndte at annoncere deres graviditeter.

Et par år senere begyndte snakken i min egen venindegruppe, netop fordi børn for mange af dem (inkl. mig selv på det tidspunkt) var "det naturlige næste skridt" - og når noget føles som det rigtige "næste skridt" i livet er det jo det, man skal gå efter.

Uanset om det er at blive forældre, at vente eller slet ikke at få børn.

Det er helt naturligt, at lysten til at få børn kommer på forskellige tidspunkter i venindeflokken - selvom det måske kan føles som om, at nogle bliver påvirkede og inspirerede af hinanden til at gå samme vej - og min erfaring er, at venskaber sagtens kan klare det.

Både før, under og efter eventuelle graviditeter i vennegruppen.

Da jeg selv blev gravid, var det langt fra alle mine tætte veninder, som var samme sted i livet, men det ændrede ikke på noget. Det er klart, at jeg talte mere om graviditet og børn med dem, der var i samme båd som mig selv, og om andre ting med dem, der ikke var - ikke at det ene udelukkede det andet - men jeg så dem alle lige så meget som før.

Og det, tror jeg 100 procent, var fordi, at vi virkelig valgte hinanden til og prioriterede at ses på trods af, at vi var forskellige steder i livet.

Så mit råd til dig er at omfavne dine veninders drømme og dét sted, de er i livet nu, og få det bedste ud af de nye livssituationer, i står i.

Giv plads til at tale om præcis det, der fylder - om det så er børn, arbejde, parforhold eller padeltennis. Der er plads til det hele.

Når man bliver voksen, er det nok lidt et livsvilkår, at livet ændrer sig hurtigere og mere forskelligt end man har været vant til i børne- og ungdomsårene, hvor mange følger den samme "tidslinje". Men min erfaring er, at det slet ikke er noget dårligt.