Jeg har rost min kone for hendes krop. Men det er fem år siden, vi sidst har haft sex
Foto: mew
Hej Anna
Mit problem har stået på længe. Jeg er sammen med min kone på 30. år. Min kone har igennem det meste af vores samliv ikke holdt af sin krop.
For fem år siden blev hun ramt af kræft, men blev opereret og er heldigvis rask og har lige været til femårstjek og er fundet kræftfri, hvilket jeg selvfølgelig er dybt taknemmelig for.
Vi har det som familie skønt og er glade for hinanden og laver mange ting sammen. Men vi har vidt forskellige sexbehov, og mit er på ingen måde blevet mindre, trods vi begge er fyldt 50.
Det er fem-seks år siden, vi sidst har været intime. Grunden til, at det skete sidst, var, at jeg havde kontaktet min læge vedrørende problemet, og vi var blevet tilbudt en samtale. Det ville hun ikke ydmyges med og ville have, at jeg aflyste det møde, og derfor havde vi sex den ene gang.
Jeg bliver afvist hver gang, jeg antyder noget. Jeg har også skrevet breve og beskeder til hende, uden der sker noget på lagnerne. Jeg ville gerne have nogle værktøjer til en løsning på ”vores” problem.
Jeg har ikke lyst til at forlade hende eller ødelægge det, vi har bygget op over alle de år. Men igen, så har jeg jo også mine behov, og de kan jo ikke ”kun” løses ved ”at gøre det selv”, som man siger …
Vi er begge ”lidt godt i stand”, men havde en tur på Wegovy og tabte os begge en hel del, +20 kilo hver, hvilket jeg håbede ville hjælpe på det. Jeg roste hende for hendes fine krop osv., men lige lidt hjælper det.
Med venlig hilsen Den anonyme
Jeg har kendt dem i 17 år og kalder dem familie. Nu er der sket noget, der har gjort dem til bitre uvenner
Kære anonyme
Hvor er det et ømskindet sted, I to står lige nu. Der er jo hverken nogen løsning i at skulle overtale din kone til sex – eller selv at leve i cølibat.
Kan du spørge hende, om ikke hun vil overveje at gå til en kropsterapeut eller en sexolog alene? Måske tager det lidt af presset, hvis hun får lov til at styre gangen i en sådan proces selv. Ud fra hvad du her fortæller, lyder det nemlig, som om det mest af alt er forholdet til hendes egen krop, der er anstrengt. Ikke forholdet til din.
Sideløbende kan du også selv få professionel rådgivning om, hvordan du griber jeres samliv an. Konkrete ”værktøjer” får I bedst hos en fagligt kyndig på området.
Jeg ved, at nogle kvinder tyer til hormonbehandlinger, hvis lysten til sex helt forsvinder med overgangsalderen eller efter et sygdomsforløb. Men det er ikke alle, der har mod på at medicinere sig til et godt seksuelt samliv. Især ikke lige oven på et kræftforløb.
De havde været gift i ti år, da mailen tikkede ind: "Altså hvem er han egentlig?"
Desuden lyder det til, at problemet sidder et helt andet sted end i noget hormonelt i din kones tilfælde?
Hvad der vil virke for jer, ved I kun selv, men jeg tror, at I begge skal have noget kvalificeret hjælp. Alt det gode, der er i jeres relation, fortjener bestemt at få alle de chancer, I overhovedet kan levere.
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.