Jeg har "set mig lidt ond" på min mors veninder

Kære Anna

Min mor har for et par år siden fået konstateret alzheimers.

Til at starte med gik det nogenlunde, men på det seneste er hun blevet temmelig forvirret, og hun er faktisk lidt svær at tale med nu.

Vi er tre voksne børn, og vi besøger hende/inviterer hende på besøg, som det passer til hver vores familie. Det fungerer okay, men jeg synes, hun sidder meget alene, og jeg har nu ”set mig lidt ond på” hendes veninder.

Hun har både venskaber, der går langt tilbage, og nyere venskaber, også med lidt yngre kvinder. Hun har altid været meget vellidt, men nu føler jeg, at de nærmest ikke gider ringe til hende og i hvert fald ikke gider besøge hende.

Jeg forstår dem jo på sin vis godt, for samværet ér drænende nu, men samtidig synes jeg da lidt, et venskab bør være ”i medgang og modgang”.

Forventer jeg for meget? Kan jeg tillade mig at stikke lidt til dem, hvis jeg møder dem? Eller kan jeg tillade mig at skrive og spørge dem, om de mon kan afsætte tid til et kort besøg i ny og næ?

Mange hilsner Sofie

Kære Sofie

Jeg ved af egen erfaring, hvor smerteligt det er at se en forælder ”forsvinde” på den måde, du her beskriver. Selv om I søskende gør alt, hvad I kan, følger der altid en følelse af afmagt med, fordi vi aldrig synes, at det, vi gør, er nok.

Måske har du allerede været i kontakt med Ældresagen eller Alzheimerforeningen? De kan bistå jer med fagkyndig vejledning og gode råd. Også i forhold til, hvordan I bedst muligt tilrettelægger samværet med jeres mor.

Det er trist at høre, at hendes veninder trækker sig, for det er bestemt ikke mindre vigtigt nu, at jeres mor mærker, at de også er der. Jeg tror godt, I kan finde en måde at involvere dem på, uden at de føler det som en byrde. I stedet for ”at stikke lidt” til din mors veninder, så tal åbent og ærligt med dem.

Pak din egen skuffelse over deres hidtil manglende engagement væk. Det må nemlig ikke lyder som kritik, når du fortæller veninderne, at I gerne vil have dem med ind i ”inderkredsen” omkring jeres mor. Giv dem konstruktive forslag til, HVAD de kan gøre for jeres mor, frem for at påpege alt det, de IKKE gør. Gør dem trygge i, at hvad som helst de kan bidrage med, er af uvurderlig betydning.

Dengang min egen mor blev dement, havde mine søskende og jeg stor glæde af, at besøge hende i fællesskab. Det gjorde det lettere, at vi således var flere om at foretage os noget sammen med hende.

Kunne du eventuelt skrive til din mors veninder og spørge, om de vil tage på besøg – sammen med dig? Måske gør det oplevelsen bedre for alle, hvis de i første omgang har dig ved deres side?

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.