"Jeg var 19 år, og jeg kan huske, at jeg tænkte ”Idioter. Gamle dumme mænd"

En dag, da Cæcilie Norby gik og støvsugede det ægte tæppe under det store gamle spisebord, mens lyset væltede ind ad vinduet i spisestuen med fire meter til loftet, gik det op for hende, at hun havde set nøjagtig det samme scenarie før.

I en drøm hun havde drømt, længe før hun overhovedet flyttede ind i den smukke, gamle villa på Frederiksberg. Dengang hun var 16 år og på gal kurs i livet.

I drømmen stod en voksen kvinde på den anden side af bordet og holdt fast i Cæcilie med et skarpt blik. Cæcilie var vred over, at kvinden blandede sig i hendes liv. Vred over, at kvinden ville skille hende og hendes kæreste ad.

I dag tænker hun, at hun i drømmen stod ansigt til ansigt med sit voksne jeg. Og sin overlevelses­kraft. Sangen ”Future Self” på det nye album ”Sixty” handler om lige præcis det. Og hun siger ærligt:

– Det var så tæt på, at det var gået galt. Men jeg havde en eller anden power …

Det var et forhold, der indeholdt undertrykkelse, vold og stoffer. Men det lykkedes Cæcilie at vælge det fra – hun valgte musikken.

”Sixty” er hendes 16. album, og musikalsk er det nyt land for hende: Én kæmpestor, inciterende soul-disco-udladning med en snert underliggende melankoli.

– Jeg laver musik, som jeg har lyst til at være i, det har jeg altid gjort, og det har jeg også gjort her og med stor respekt og ærefrygt, for det er ved gud noget helt andet. Men jeg prøver også at klappe mig selv på skulderen for, at jeg altid er nysgerrig og eksperimenterer. Alternativet er jo at holde sig til det, man ved, man kan, og allerede har fået anerkendelse for, ikke?

Musikalsk har Cæcilie Norby altid gjort, hvad der passer hende. Fusionsjazz med Frontline, som hun selv kalder sin ”uddannelse” musikalsk.

Poprock med One Two og Nina Forsberg. Koncerter med Radioens Bigband. Orgelkoncerter. Korværker. Til en koncert i Aarhus Musikhus sidste år var der jazz, afrikansk musik, krukkespil og indisk sang, som Cæcilie havde lært sig til lejligheden på programmet.

– Folk flippede fuldstændig ud, og jeg måtte bare sige tak for tilliden. Jeg har igennem årene bevæget mig fuldstændig fra den ene yderlighed til den anden musikalsk. Da jeg var helt ung, var der en journalist, der sagde til mig: ”Du er nødt til at vælge, folk bliver forvirrede, og så taber du dit publikum”. Men jeg er virkelig glad for, at jeg ikke valgte.

Fri af hits

Så årene med ”One Two” og Nina Forsberg, som nok fylder en del i folks musikalske bevidsthed om Cæcilie Norby, har en helt anden plads i hendes egen bevidsthed.

– One Two eksisterede i 10 år, men det, jeg oplevede med Nina, var i virkeligheden en lille del af alt det, jeg lavede. Jeg elsker One Two, og Nina er en helt utrolig sangerinde og et helt utroligt menneske, så alt er godt.

– Men da vi lavede en reunion på festivalen ”Rock under broen” i 2008, tog jeg en beslutning: Det her er noget, jeg gør for sjov, og fordi jeg godt kan lide de mennesker, jeg står og spiller med på scenen. Det er en leg. Vi henter noget, vi kan huske, fordi vi legede den leg engang.

– Nogle gange kunne jeg da godt tænke mig at have nogle flere hits, som jeg kunne gå ud og have en fest med at synge. Jeg kan godt misunde nogle af mine medsøstre i branchen – at jeg ligesom dem havde haft noget at læne mig op ad på den måde. På den anden side er jeg jo fri.

– Der er aldrig nogen, der skal bestemme – heller ikke publikum – hvad jeg spiller til en koncert. Det er skønt. Jeg er ikke nødsaget til at spille nogle hits, som forfølger mig.

Og du kan leve af det?

– Ja, det har jeg kunnet. Altid. Og godt.

Og så havner vi uvægerligt i sommerens heftige debat efter DR-dokumentaren om sexisme i musikbranchen. Cæcilie siger:

– Jeg har prøvet at kigge tilbage i mit musikalske liv, for at prøve at se, hvad the fuss er her, hvad det er, de unge kvinder er oppe imod. Jeg var virkelig meget alene dengang i Frontline, for jeg var en af de få kvinder i jazzbranchen sammen med en masse gamle mænd, men jeg kan kun huske en eller to upassende kommenterer, det er det.

– Jeg husker faktisk mere de gange, hvor jeg er blevet flov, fordi folk har sagt, at jeg ikke har sunget de rigtige toner over en akkord. Der kan jeg næsten huske den eksakte dag, og hvem der sagde det.

Og her kommer – ups – en flov overraskelse:

– I virkeligheden synes jeg, at de allerstørste syndere i det her har været pressen. Jeg snakkede med Nina om det forleden, da vi drak kaffe, og hun sagde, ”Hvis der var nogle der var grænseoverskridende, så var det pressen dengang”. Og det er rigtigt.

– Min første pladereception nogensinde blev holdt på Montmartre. Det var med Frontline, og dér sad en journalist fra BT og en fra Ekstra Bladet ved et bord og diskuterede, hvordan jeg skulle fotograferes, sådan så min røv så bedst ud.

– Jeg var 19 år, og jeg kan huske, at jeg tænkte, ”Idioter. Gamle dumme mænd”. Men jeg tog det ikke ind, jeg tog det virkelig ikke ind, jeg tænkte bare, at det var pinligt for dem selv. Tænk at være så gammel og dum.

– Jeg har da også igennem årene været ude for, at folk har kommenteret min røv, når jeg har stået og sunget med ryggen til dem. Hvis det er én gang, så synger jeg helt ærligt bare lidt bedre af det. Men hvis det er to gange, og det bliver ved, så bliver det fandeme irriterende. Det kan jeg godt forstå.

– Så i Danmark er vi på en måde rigtig godt med, men vi er der alligevel slet ikke, for der er ingen tvivl om, at det er mænd, der har magten i vores samfundsstruktur. Derfor er den her snak så vigtig. Men det er pludselig blevet sådan lidt hænder­vridende. Det er ligesom pludselig blevet en kampsag. Og det er ikke der, jeg er. Jeg mangler nuancerne.

Vi havner ved medierne igen:

– De kvinder, der er med i dokumentaren, er gået efter strukturen, ikke efter bolden. Det er pressen, der er gået efter bolden – mændene.

Kerne af energi

Cæcilie fylder 60 i dag! – 9. september – men hun har haft for travlt med det nye album til overhovedet at overveje det nye, runde tal.

– Jeg har ikke sovet særlig meget det sidste par dage, det har jeg virkelig ikke, vi har mixet hele natten, jeg var hjemme klokken fem i morges og oppe igen halv ni. Men albummet spejler en masse godt tilbage til mig.

– Når jeg hører de numre, minder det mig om, at man stadig har en kerne af enorm energi indeni – også når man er 60. Den energi, man har, når man er over sin overgangsalder, er jo for vild!

Hendes mor er et forbillede:

– Min mor og jeg sad en dag på en café, da jeg selv var dér i overgangsalderen, hvor jeg følte mig totalt oppustet og lasket og bvadr-sløv. Hun havde høje hæle på, det har hun altid, og hun gik op for at bestille noget kaffe og stod dér i baren i sine høje hæle og kiggede på mig, og sagde: ”Det går over, du får det fantastisk igen”, og hun så bare helt vidunderlig ud.

– Det indre billede af hende har jeg ligesom haft med mig som en gulerod. Nu er hun også meget frisk og meget chik min mor, men det var bare en gulerod. Det er godt at have nogle ældre kvinder, der fortæller én, at det nok skal gå. Så det gør jeg også selv nu.

– For jeg oplever faktisk, at selv om jeg kører mig selv ret hårdt, så er der en eller anden form for overblik og overskud og en sjov tilbagevenden til noget ungdomsenergi. Som for mit vedkommende også er forbundet med, at jeg bare ikke gider så meget bullshit mere.

Så skidt med at rynkerne kommer og at huden hænger lidt i siderne, mener hun.

– Spændet mellem at være attraktiv og ikke attraktiv bliver større med alderen. På den måde at man ser mere forfærdelig ud om morgenen, end man nogensinde har gjort det, ha ha. Men der er flere tricks, der virker. Man kan byde mere på sig selv, rette på sin ryg, bruge sin udstråling.

– Man er måske også mindre følsom over, hvordan man tager sig ud. Da jeg var helt ung, i 20’erne måske, var det sådan, at hvis jeg sad og snakkede med en, jeg gerne ville imponere, så var det meget vigtigt, at mit hår lige faldt på en bestemt måde, eller at mit ansigt sås fra den bedste vinkel.

– I dag skal man godt nok gøre mange krum­spring, hvis man skal kunne vise det, man er allermest stolt af rent fysisk. Men man kan altså også nemmere … hvile i sig selv.

Er du nået et sted hen, hvor du ikke gider at følge ”reglerne”?

– Ja, jeg kører jo lidt efter mine egne regler, og hvad jeg har lyst til.

Cæcilie har stadig sit lange hår. Det at blive ældre handler nemlig også om retten til at insistere på sin egen kvindelighed. Undgå at amputere den.

– Vi er jo seksuelle væsener, og det er vi, helt til vi dør. Både mænd og kvinder. Dét, tror jeg, også er vigtig at snakke om, for snakken om overgangsalder kan lynhurtigt lande på hedeture, knogleskørhed og hold i ryggen og på, at det er synd for os. Den ligger lige til højrebenet, ikke? Så uden at være desperat omkring det, gælder det altså også lige om at holde fast i det modsatte.

– Hvad åbner der sig med overgangsalderen? Nu vil jeg lige indskyde, at jeg altså har, hvad jeg skal have på alle fronter. Men der åbner sig også den der … potentielle seksuelle legestue, ikke? Fordi man ikke længere kan blive gravid eller leder efter en far til sit barn. Altså det gør der jo. Det er der bare ikke så mange, der snakker om …

Ensomt barn

60 år er meget levet liv, siden Cæcilie blev født i 1964. Voksede op i en villa i Valby. Hendes mor, Solveig Lumholt, var operasanger, hendes far, Erik Norby, var komponist. Cæcilie var enebarn, til hun fik en lillesøster, da hun var seks et halvt.

– Jeg var faktisk et ret ensomt barn, jeg havde ikke særlig mange venner. Jeg havde en enkelt barndomsven, som jeg legede med, men han var tit længe ude at rejse med sine forældre. Et halvt år i Afghanistan, et helt år i Indien. Og jeg følte mig faktisk ikke særlig socialt begavet.

– Jeg havde mange fantasier, og jeg havde opfundet en usynlig legekammerat, men jeg havde ikke så mange gode sociale kompetencer. Jeg kom først i børnehave, da jeg var mere end seks år. Min far og mor var rigtig meget væk hjemmefra. Så jeg var utrolig meget alene.

Det var dén Cæcilie, der blev teenager, og det blev en udfordring af de store.

Det har ikke været nemt hele vejen?

– Nej. Det har det ikke. Altså jeg har haft nogle rigtig hårde forhold, da jeg var ung. Og det hårdeste, da jeg var helt ung. Det har påvirket mig. Som sangen ”Future Self” også handler om. Det nummer er kommet til at betyde en del for mig. Jeg havde et LSD-trip, da jeg var 16 år og lige havde mødt ham.

– Og så faldt jeg i søvn og drømte, hvordan mit liv kom til at se ud de næste to år. Det kom til at stemme. Jeg kan huske hver en detalje, fordi jeg var påvirket, det åbner jo bevidstheden.

Drømmen helt kort: Cæcilie er til fest med kæresten, går ud ad en bagdør og havner i et forfaldent, klamt hus med dryppende vandhaner og overfyldte badekar. Flash til, at han ligger i en hospitalsseng, hun ligger ved siden af. Stoffer er på vej til at tage livet af ham. Hendes familie står omkring sengen og prøver at få hende hevet væk. Det lykkes. Pludselig er hun tilbage i det forfaldne, klamme, dryppende hus. Alene.

– Der er en trappe, jeg går op ad den, og pludselig er der det flotteste rum. Der står et stort bord på et stort tæppe. På den anden side af bordet står en ældre dame. Pludselig kan jeg se, at det er hende, der har skilt mig og min kæreste ad.

– Jeg har lige mødt ham, vi er stadig forelskede, og jeg prøver ligesom med mine øjne at hade hende. Så sender hun mig et blik tilbage, så jeg næsten er ved at falde forover. Jeg indser bare, at hun har the power. Jeg kigger ud ad vinduet og ser min kæreste gå væk og ved bare, at vi vil blive skilt ad forever.

– Og pludselig gik det op for mig, at den dame, der stod på den anden side af bordet – det var mig selv. Den dag for nogle år siden, hvor jeg gik her og støvsugede, kunne jeg pludselig mærke, at det her tæppe, det her bord og det her vindue – det var drømmen. Jeg får helt kuldegysninger, når jeg tænker på det.

– Det er derfor, sangen hedder ”Future Self”. For der var noget, der brød ind og tog hånd om mig. Eller prøvede i hvert fald … Hvad fanden det så end var.

Hvordan kom du ud af det?

– Jamen, de næste to år gik det jo så downhill. Også fordi vi jo tog en masse drugs. Jeg blev voksen i løbet af ingen tid og så nogle ting, man ikke skulle se, og det var meget voldsomt i det hele taget. Meget voldsomt. Indtil jeg kom på højskole. Jeg kom væk fra det, jeg var i, og ind i noget, hvor jeg måtte lære mig nogle sociale færdigheder.

– Jeg måtte lære at få veninder. Jeg måtte lære, hvordan man taler med veninder. Lære om tøj og sminke og måden, man er glad og signalerer overskud på – alle de her pigeting, kunne jeg ikke. Jeg måtte lære det hele. Og det var også en del af ligesom at komme væk fra ham.

– Indtil da havde jeg ligesom bare gået i en rus, hvor flere faktisk havde prøvet at gøre mig opmærksom på, at: ”Det er altså ikke okay, det du er i”, og ”man må altså ikke slå sin kæreste”. Men det er sværere end som så at komme ud af.

Ville han give slip?

– Nej, det kan man ikke sige … Jeg kom ud af det, men han blev ved med at opsøge mig. Faktisk i rigtig mange år.

På et tidspunkt ringede en af hans venner: Cæcilies ekskæreste var blevet junkie og havde fået nogle blodpropper, og vennen spurgte, om ikke Cæcilie kunne tage kontakt med ham. Det blev et blankt nej tak. Sidste gang, han opsøgte hende, var, da hun nogle år senere spillede i Pumpehuset med Lars Danielsson, som hun var blevet kæreste med og stadig er sammen med.

– Og derefter så jeg ham aldrig mere. Han døde i 2000 af en overdosis.

Sådan et forhold, hvor ligger det i kroppen nu? Og som hvad?

– Jamen som et totalt overgreb. Men også som en energi. Da det stod på, og da det var allerværst, smed min far ham ud – korporligt – og hev telefonstikket ud ad væggen. Min far sagde: ”Det her kommer til at påvirke dig resten af livet”. Det havde han faktisk ret i.

– Det har fulgt mig. Meget. Men det har jo også været en enorm kraft, der har gjort, at jeg er blevet totalt anti-kvindevold. Eller antivold i det hele taget. Hvis jeg ser noget, slår det bare klik for mig.

Hun blander sig helt instinktivt. Og dét giver særligt hårdtslående mening, da hun siger:

– Det, der næsten var værst, var, at han havde en ven, som aldrig blandede sig, som kunne sidde og læse avisen, mens min kæreste bankede mig. Dét var faktisk næsten det værste. For min kæreste – han var i virkeligheden bare syg i hovedet.

– Så jeg … havde ikke nogen særlig lykkelig ungdom. Derfor har jeg sådan nydt at se min datter Asta i de der teenageår, hvor hun bare dansede og gik i byen, og jeg har tænkt: ”Guud, man kan have det fedt, når man er 16-17 år, man kan faktisk have det fedt!”.

Sidste udgang

Cæcilie Norby har haft musikalsk mod livet igennem. Hun siger, at det kommer af en frihedstrang.

– Behovet for selv at bestemme og at være kvinde i eget hus er en energi udsprunget af undertrykkelse. Det mod er opstået dengang, jeg var ung og oplevede den undertrykkelse. Det er mit eget bud. Jeg gør tingene selv. Jeg forventer ikke, at nogen gør ting for mig.

Halvandet år efter, hun ”kom væk”, var hendes karriere i fuld gang, hun var i studiet med One Two, spillede fusionsjazz med Frontline og øvede med Radioens Bigband. Nogle gange på en og samme dag.

Men du kunne lige så godt være gået ned?

– Ja … du ved ude ved Københavns Lufthavn, inden man kører over broen til Sverige, står der ”Last exit in Denmark” – last exit … den tog jeg. Det var virkelig så tæt på, at det var gået galt. Både min bedste veninde og min kæreste døde. Min veninde først. Hun var 20. Der gik jo nogle år, hvor vores veje var skiltes, og hvor hun altså … var blevet junkie. Hun prøvede faktisk at række ud …

– Men efter jeg gik fra ham, lukkede jeg bare døren til det miljø fra den ene dag til den anden og holdt mig virkelig væk, fordi jeg havde fået smag for et andet liv på højskolen. Jeg fik smag for, at man faktisk godt kunne have venner, og jeg var begyndt at spille musik, så der var nogle meget stærke ting, der trak.

Der er et spørgsmål, der brænder. Hvor var Cæcilies forældre i den periode?

– Mine forældre havde nok i deres eget. Men de prøvede, så godt de kunne, og jeg gjorde altså også mit for at skjule det. Og min far havde et alkoholproblem en gang imellem, han var kvartalsalkoholiker og dealede enormt meget med det. Han prøvede faktisk at være far, når han ligesom vågnede op fra det dér.

– Og min mor havde to børn og var ansat som solist på Det Kongelige Teater, så hun havde også nok at gøre, og jeg har ikke været særlig god til at gøre opmærksom på, hvad der skete. Jeg var bare sådan: ”Jeg er ung nu, hej hej”. Man vidste jo ikke andet, end at livet var sådan, jeg havde ikke noget at sammenligne med. Hvis sociale medier havde været en ting, så havde mit liv dengang set anderledes ud, det er jeg ret sikker på.

Dig og Lars?

– Vi har været sammen i 26 år, ja … Jeg har lært, at kærlighed ser anderledes ud, end man tror. At den skal findes et andet sted end man tror.

Når du kigger på din ungdom – hvad repræsenterer dit lange forhold til Lars så?

– Jamen, det repræsenterer noget rigtig godt. Der er et andet nummer på pladen kaldet ”Midnight Soldiers”, som handler om at tage rigtig godt hånd om hinanden på en helt anden måde. Den mere stille og dybe, sunde kærlighed skulle jeg lige rundt om en psykolog for at opdage.

– Jeg har gået i psykoterapi i tre et halvt år hos en helt fantastisk dame, og det er virkelig de bedste penge, jeg har givet ud. Hun sagde: ”Det her forløb kommer til at koste dig en mindre folkevogn”. Ha ha. Det gjorde det. Og jeg har stadig ikke nogen bil! Men jeg er meget privilegeret, at jeg fik lige præcis hende. Det ændrede nogle ting.

Fordi, siger Cæcilie, det paradoksalt nok ofte er de ting, man jager, som man også løber fra.

– Det var lige præcis sådan, det var med mig. Jeg jagtede de her bad guys, fordi jeg måske også løb fra en far, som var lidt sød, men enormt laissez faire: ”Det ordner du lige selv, jeg gider ikke, og jeg drikker lige nogle bajere med vennerne”. Det er jo det, man ser, som man efterligner, ikke?

– Men pludselig var der med Lars noget andet kærlighedsmæssigt, som jeg jo ikke havde kunnet se, for det var jeg ikke vant til. Hallo! Det skulle jeg lige have vendt i tre et halvt år. Terapeuten sagde forinden: ”Det bliver personlighedsændrende”. Og det blev det. På den allerfedeste måde.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 37/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.