Jeg skal konstant forsvare min beslutning - og nu er det slet ikke, som jeg havde håbet på

Kære Anna

Her ved årsskiftet kan jeg fejre 1-årsjubilæum som pensionist. Jeg valgte selv at gå på pension, da jeg var 67. Jeg kunne sagtens have fortsat i jobbet.

Jeg sad i regnskabsafdelingen, og arbejdspladsen ville gerne have beholdt mig. Men jeg ville nå at have nogle gode, aktive år sammen med min mand, som allerede er pensioneret.

Nu synes jeg bare, jeg konstant skal forsvare min beslutning. Jeg får ofte stikpiller fra venne- og omgangskreds, der går på, at sådan en frisk dame som mig da sagtens kunne fortsætte et par år mere, og om jeg ikke går i stå uden udfordringer.

Jeg smiler og slår det hen. Men det går mig ærligt talt på og får mig til at føle, at jeg ikke har ret til det, jeg gør, og på grund af kommentarerne nyder jeg slet ikke mit otium, som jeg havde håbet på. Hvad skal jeg gøre, synes du?

KH Jytte

Kære Jytte

Hvis vi skulle indrette hele vores liv efter alle mulige menneskers meninger, ville vi i den grad komme på overarbejde.

Heldigvis er meninger dog sjældent entydige fortolkninger af selve sandheden. De er nok snarere et øjebliksbillede af, hvad der lige rører sig i dem, vi taler med.

Du har forladt arbejdsmarkedet efter et langt arbejdsliv og gjort det med vidt åbne øjne og grundige overvejelser. Ovenikøbet har du en klar fornemmelse af, hvad de næste år skal bruges på. Så hvorfor ikke stole på dig selv her?

Tvivlen, der sniger sig ind på dig nu, handler slet ikke om din beslutning, men om alle mulige andre menneskers blik på den. Det er så let at kvæles i andres ”synsninger.”

Hvis vi æder dem rå og ufortyndede, inficerer de hurtigt vores fordøjelsessystem og stopper os til med ubegrundede spekulationer.

At gå fra arbejdsmarkedet som 67-årig er jo ikke ligefrem ”uden for skiven” af det tilladelige. Jeg kender godt til overvejelserne om, hvornår man egentlig bør (eller bare gerne må) trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Mange i min familie og vennekreds, der nærmer sig pensionen, nøler stadig. Fordi det er en helt ny æra, man således tager hul på.

Selv om det altid er med en vis bæven, at vi går ind i nye livsepoker, så er pensionisttilværelsen også det afsnit af vores liv, hvor vi kan indrette vores dage, præcis som vi vil.

Jeg kender en skøn 67-årig kvinde, der første dag i sit nye pensionistliv fór ud til stranden og skrev ”FRIHED” med kæmpe bogstaver i sandet.

Jeg er overbevist om, at hverken hun eller du hælder enhver form for ansvarsfølelse og lyst til at bidrage i afløbet, bare fordi I ikke længere bruger totredjedele af jeres tid på en arbejdsplads.

Nyd du blot den frihed, dit otium giver dig – og gør det med god samvittighed!

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: