Brevkasse
14. januar 2025

Min chef har svært ved at holde sine løfter og sætter mig ofte i svære situationer. Skal jeg sige op?

"Jeg har prøvet at konfrontere ham med det på en humoristisk måde – ved f.eks. at spørge ham, om han nu kan huske alt det, han lige har lovet mig." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_m

Foto: mew

Kære Anna

Min chef gennem mange år holder ikke sine løfter. Umiddelbart vil han gøre alt, hvad han kan for at hjælpe og støtte sine ansatte. Han lover os mange forbedringer, også helt konkrete tiltag, men når det kommer til stykket, overholder han ikke altid det, han har lovet. Det sætter os ansatte i en ofte pinlig situation, hvor der for eksempel ikke er de folk, der skulle være til en opgave.

Jeg har prøvet at konfrontere ham med det på en humoristisk måde – ved f.eks. at spørge ham, om han nu kan huske alt det, han lige har lovet mig. Så indrømmer han, at noget gik galt og forklarer det væk fra sig selv. Men jeg føler ikke, at jeg ved, hvor jeg har ham.

En gang indkaldte han mig til en trivselssamtale, hvor også min arbejdsmiljørepræsentant var med. Men det viste sig at være en ”fælde”, fordi han i virkeligheden ville bringe en kritik videre fra en kollega. En kritik, som ingen gang havde på jord. Jeg mener, at man som chef bør være varsom med at tage sladder for gode varer. Og flere år efter undskyldte han også.

Hvad stiller man op med en chef som ham – der gerne vil fremstå som en god chef og tror, at han er det? Skal jeg bare sige min stilling op? Eller er der en klog måde at omgås ham? Jeg holder nemlig meget af mit job og mine kolleger.

Med venlig hilsen en frustreret ansat

Kære frustrerede ansatte

Inden du vælger sidste udvej og opsiger din stilling, så kontakt din fagforening, hvis du er medlem af en sådan. Mon ikke der er noget, de kan gøre for at bistå dig og dine kolleger?

De eksempler, du nævner i dit brev, lyder jo som tydelige ledelsessvigt. At blive bondefanget på den måde, din chef gjorde til ”trivselssamtalen”, er i mine øjne helt til hest. Selv om han undskyldte senere, så stol ikke på ham en anden gang, men forbered dig til tænderne.

At omgås din chef klogt, tror jeg mest af alt handler om, at du tager nogle meget konkrete forholdsregler i forhold til ham. Hver eneste gang, du og dine kolleger indgår aftaler med jeres chef, så få dem på skrift. Dokumenter alt, hvad I aftaler indbyrdes. Kommuniker eventuelt over mail, hvis det gør det lettere for dig.

Det er afsindig svært at navigere i et samarbejde, hvor tilliden er røget. En analyse fra Djøf viser, at 39 procent af de medarbejdere, der ikke har tillid til deres nærmeste chef, i høj grad oplever sig som stressede i hverdagen. Blandt dem som HAR tillid til deres chef svarer kun 11 procent, at de føler sig stressede.

Jeg synes, det vil være helt urimeligt, hvis din chefs opførsel driver dig væk fra det job, du holder af. Men er der intet, der afhjælper situationen, så husk, at et job aldrig er lige så vigtigt som livet selv.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også