Brevkasse
17. oktober 2024

Min datter flyver snart fra reden. Tanken er uudholdelig for mig lige nu

"Jeg har igennem hendes barndom ikke tænkt så meget på det med, at hun en dag skulle flytte hjemmefra, men den seneste tid er jeg begyndt at tænke på det næsten hele tiden." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna mejlhede

Foto: Betina Fleron

Kære Anna

Min datter er 19, og vi har et meget tæt og dejligt forhold uden de store konflikter, men med masser af hygge og gode stunder.

Vi har kun hende, og hun er selvfølgelig vores ét og alt. Jeg har igennem hendes barndom ikke tænkt så meget på det med, at hun en dag skulle flytte hjemmefra, men den seneste tid er jeg begyndt at tænke på det næsten hele tiden. For hvordan skal jeg kunne undvære vores morgenstunder sammen? Vores eftermiddage? Vores hverdagsaftener?

Jeg får næsten tårer i øjnene ved tanken om den dag, hun flytter, allerede nu. Jeg ved godt, det er det naturlige skridt og alt det der, og jeg kunne selvfølgelig heller ikke drømme om at holde hende tilbage på nogen måde, men tanken om ikke at have hende i min nærhed hele tiden er uudholdelig for mig lige nu.

Hvad kan jeg "trøste" mig selv med, hvis man kan sige det sådan? Og tror du, jeg kan forberede mig selv lidt – uden at det vil kræve, jeg trækker mig fra hende/er mindre hjemme? For det har jeg ikke lyst til.

Kærlig hilsen Irene

Kære Irene

Det er ikke for ingenting, at vi ligefrem bruger udtrykket empty nest-syndrom for de følelser, du beskriver. For de fleste forældre oplever en kolossal tomhed, når det sidste (eller eneste) voksne barn flytter hjemmefra.

Selv om det ikke nødvendigvis dulmer savnet, kan det hjælpe lidt at overveje alternativet: At din datter aldrig flytter. Dét scenarie ville jo være det mest ulykkelige. For hvad gik der galt, siden hun aldrig fik lært at stå på egne ben?

Du behøver bestemt ikke trække dig fra din datter. Min erfaring er, at jo varmere og sundere relationen til vores børn er, des lettere bliver det for dem at bevæge sig ud i voksenlivet.

Men vis din datter, at glæden i dit liv også kommer andre steder fra – end kun hende. Det er for stort et pres, hvis hun får indtryk af, at din verden synker i grus, den dag hun ikke bor hjemme hos dig længere.

Selvfølgelig skal jeres datter mærke, at hun er det vigtigste i jeres liv. Men sideløbende hermed skal I øve jer i at acceptere, at hun også får andre, vigtige mennesker ind i sit voksne liv. En kæreste f.eks. eller børn. Nogle, der fylder mere i hendes hverdag, end I kommer til at gøre fremover.

Det ER en svær proces at vænne sig til, at vi med årene betyder mindre for vores børn, end de gør for os. Men det er nu engang sådan, forældre/barn-relationen er skruet sammen.

En af de vigtigste opgaver, vi forældre har, er at gøre vores børn til trygge, kærlige og selvstændige voksne. At de kan flyve fra reden i forvisning om, at de kan. Ikke mindst på grund af al den tillid, kærlighed og samhørighed de sendes videre ud i verden med.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også