Min kollega fortæller de mærkeligste historier om, hvordan hun kom til skade. Hvad gør vi?
Foto: mew
Hej Anna
På min arbejdsplads har vi en kollega, som jeg og flere af de andre er meget bekymrede for. Det sker lidt for tit, at hun møder op med et blåt øje, skrammer eller, som i går, en ordentlig bule i panden. Hun bor sammen med en fyr, de fleste i byen kender, og han er rimelig vellidt. De har ingen børn.
Jeg har flere gange spurgt vores kollega, om alt er okay derhjemme. Og til det svarer hun altid bare ”fint” eller ”jo da, hvad ellers” og ting i samme dur. Men hun virker faktisk altid lidt trykket. Selvfølgelig kan det jo også være mine mange spørgsmål, der går hende på. Jeg tror bare ikke, det er tilfældet.
Når vi spørger, hvordan hun egentlig er kommet til skade, har hun de mærkeligste begrundelser. At hun har for lavt blodtryk og tit falder eller, som i går, at hun gled på et vådt badeværelsesgulv og slog hovedet mod toiletkummen.
Hvis nu det handlede om et barn, ville vi naturligvis indberette vores bekymring til kommunen. Men hvad i al verden stiller man op, når det drejer sig om en voksen?
Mange venlige hilsner
En bekymret kollega
Kære bekymrede kollega
Jeg synes, at du skal fortælle din kollega, at du er bekymret for hende. Men gør det en dag, hvor du er alene med hende. Hun må ikke få en fornemmelse af, at alle går og taler om hende bag hendes ryg. Hun skal føle sig tryg, hvis hun skal turde fortælle dig, hvad der reelt foregår hjemme hos hende.
Jeg vil foreslå, at du omgående kontakter rådgivningen i Danner huset og spørger, hvordan du mest nænsomt får åbnet for samtalen med din kollega. De har også den rette faglige erfaring, der skal til, for at jeres kollega får den støtte, hun har brug for. Deres åbne rådgivning kan man ringe til døgnet rundt. Selv om din kollega måske stadig afviser, at der er noget galt, så stil dig til rådighed og bliv ved med at vise, at du er der for hende.
Jeg kører op i mit sommerhus for at slappe af. Så kommer min nabo og har akut brug for hjælp - igen
Nogle af de råd Danner Huset giver til mennesker, som har mistanke om, at en de kender udsættes for vold, er også, at du skal give hende lov til at føle og tænke, som hun gør. Det er slet ikke unormalt, hvis din kollega bebrejder sig selv, og føler at det er hendes egen skyld, hvis hun bliver slået af sin kæreste.
Du skal også kunne rumme, at du ikke kan handle på din kollegas vegne, men derimod udelukkende hjælpe hende til selv at handle. Var der tale om et barn, forholdt det sig ganske rigtigt anderledes. For her er det lovpligtigt at handle på barnets vegne og anmelde sin mistanke til kommunen.
Gør hvad du kan for at vise din kollega, at hun ikke står alene. Selv om hendes kæreste er vellidt i byen, så er han på ingen måde urørlig! Måske er det lige præcis det, din kollega skal betrygges i?
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.