"Jeg er godt klar over, at jeg påvirker stemningen i et lokale, når jeg kommer ind. Det er ikke pral, det er et faktum"

Hun bor permanent i soundtracket til livet i Danmark gennem sidste 50 år. Sanne Salomonsen er en af de få kunstnere, der bliver ved med at genkende og ramme vores store følelser som nation.

I læderbukser, let foroverbøjet mod publikum og nede i knæ rocker hun fra side til side og blinker til guitaristen, mens hun svinger med håret. Sanne er stolt af sin status som idol, men adel forpligter, og derfor kommer taknemmelighed og nysgerrighed altid lige et taktslag før alt andet.

– Jeg er godt klar over, at jeg påvirker stemningen i et lokale, når jeg kommer ind. Det er ikke pral, det er et faktum. Frem for alt er det er et kæmpestort privilegium. Jeg er så forelsket i mit job. Det er jo min vej i livet. Musikken er min, men den tilhører også alle, der lytter til den. Så folk reagerer, når de møder mig. Altid kærligt, og det genererer mig altså ikke. Tværtimod.

– Hvis ikke det skaber ydmyghed at blive elsket af så mange så længe, så er man altså et dumt svin. Jeg er så taknemmelig for mit liv. Det har jeg altid været, og kærligheden er nøjagtig lige så ny og stærk, som da jeg debuterede som lille teenager i et andet årtusinde.

Karrieren og de mange år på landevejen har sat sine stærke spor, som absolut ikke ender blindt foreløbigt. Sanne elsker stadig det sus, hun får, hver eneste gang hun går på.

Men med alderen er hun, med egne ord, blevet mere nysgerrig og rummelig, så der nu er plads til mere end musik i det liv, som hun vil leve fremad med sine hunde, venner og lille familie tæt på. Med omsorg for krop og sind.

For hvor livet tidligere bød på mere fest end hverdag, bruger hun nu sin fritid på at træne, læse, lære, spise og sove. Samtidig går tiden mellem koncerter i stigende grad med at reflektere over, hvordan fremtiden kunne folde sig allersmukkest ud, og hvad hun brænder for at bruge resten af sit liv på. Nemlig kunsten, relationerne og naturen, som altid har haft en stor plads, men som nu folder sig ud på ny og ifølge Sanne næsten magisk vis. Det vender vi tilbage til senere.

– Mine tanker er første skridt ind i begyndelsen på resten af min vej. Bevidstheden om, hvor jeg er i livet nu, hvor jeg vil hen, og hvordan jeg kommer det. Jeg kan mærke, at jeg er ny-nærig med min tid. Der er ting jeg vil opleve, og når jeg lader arbejdet styre, er der ingen tid til noget som helst andet. Sådan har det altid været med mig.

– Jeg er drevet af musik og drukner mig lykkelig i mødet med publikum. Jeg elsker det, og ud over kærligheden til min søn og vores familie er musikken mit ét og alt. Men Danmark er jo altså et lille yndigt land, og jeg mærker, at jeg næsten er mæt. Proppet af at krydse broer, køre af og på færger, tisse på tankstationer. Afkørslen til Ringsted, Nyborg, Aarhus, Frederikshavn set fra motorvejen er evindelige dejavuer. Sådan vil jeg ikke blive ved med at have det.

– Så i 2025 er jeg på scenen hele foråret rundt i hele landet, og så vil jeg holde rigtig sommerferie. Det har jeg ikke gjort siden folkeskolen. Sommeren i Danmark er den fineste i verden, og jeg har stort set kun oplevet den fra en festivalscene, så længe jeg kan huske, siger Sanne.

Den har dog ikke kun været lyse juninætter, duften af grillmad og musik ud over festivalpladser og bøgehække.

– En undtagelse var den forfærdelige sommer i 2006, hvor jeg i maj samme år havde fået en blodprop i hjernen. Jeg fik en depression som en af de mange senfølger, som folk, der har skadet hjernen, nok genkender. Den sommer blev jeg så eftertrykkeligt og fuldstændigt slået hjem. Det gik ud over så mange, at jeg måtte trække mig. Det kan jeg stadig mærke i maven, når jeg taler om det, så den sommer tæller ikke. Nu har jeg min styrke igen, og den vil jeg bruge på at få den absolut dejligste sommer i det nye år.

Hestepige

Sanne blev født i 1955 i København og husker sin far som kærlig og varm. Videnskabsmand og universitetslektor. Han var ornitolog, eventyrer og grønlandsforsker og tog på vilde ekspeditioner i hele verden.

Moren var ”helt anderledes end ham og en skøn og sød pige fra provinsen”. Hun holdt sammen på familien og den stærke familiefølelse, når han var ude. Han åbnede verden, og hun stod for trygheden. Selv om det egentlig var ballet, som blev Sanne entrébillet til showbizz, blev stjernedrømmene i første omgang overhalet af en hest.

Da Det Kongelige Teaters balletskole kontaktede hendes forældre efter en åbenbart bestået debut i en tv-udgave af Elverhøj, da hun var seks år gammel, takkede forældrene pænt nej på Sannes vegne. ”Hvad vil du helst? Ballet hele tiden eller ride på heste, lige når du vil?”, blev hun mildt manipulerende spurgt. Hun var ikke i tvivl og galoperede lykkeligt langt væk fra balletten og videre i det gode barndomsliv med lillebror, far, mor.

Da hun fyldte 11 år, flyttede københavnerfamilien til Holte.

– Vi var bittesmå. Min bror var ni, og jeg var lige fyldt 11. Han lærte mig at spille guitar, og så gik jeg til klaver. Noder og klassisk og sådan. Jeg har gehør, så det tog mig to minutter at øve noder, og så sad jeg ellers ved klaveret i døgndrift, hørte blues, komponerede og skrålede. Og så fløj jeg. Blev sanger i et rigtigt band som 13-årig og fik en af de kvindelige hovedroller i musicalen Hair og så kan man nok google sig til resten.

Brormand Steens guitarlærer var Stig Møller, som senere blev en af 60’ernes største danske sangere og sangskrivere som medlem af Steppeulvene.

– Min bror blev akademiker som min far. Var omkring biologi, men endte lykkelig på humaniora og blev filmindkøber. Vi landede, hvor vi skulle, begge to. I musik og film. Når det handler om at være et godt barn, så var det ham, der blev hjemme og spiste pænt op. Det har nok ikke altid været så sjovt for ham.

– Han er et af mine allertætteste yndlingsmennesker i dag. Rummelig og god at tale med. Det er en gave at dele sin barndom med nogen, og min deler jeg med ham. Vi er forskellige, men vi har tolerancen til fælles. Den har vi med hjemmefra.

– Vi stammer fra to kærlige, inkluderende mennesker, som lærte os, at alle er børn af hver deres tid. Vi har alle en sjæl og et hjerte, som skal respekteres og anerkendes, uanset hvem og hvordan vi er. Vi er mennesker og skal behandles ordentligt alle sammen. Jeg er så taknemmelig for, at mine forældre var sådan, for de blev godt nok testet af mig i slutningen af 60’erne og i 70’erne.

– Jeg flyttede helt vildt tidligt og blev jo først bagt ordentlig færdig gennem musikken. Min tidligste ungdom var i selskab med voksne jazzmusikere på tur. Jeg lærte alt fra bunden og sugede til mig. Jeg blev det menneske, jeg blev, gennem det liv jeg levede.

Når man er anfører på holdet

Som solist og chef for et stort hold af musikere og teknikere har Sanne med tiden lært, hvad hun mener, der er værd at vide om ledelse. Med alderen er det blevet soleklart for hende, at hvis man viser folk respekt og giver plads til deres kreativitet, får man respekt igen.

Alle leverer ganske enkelt langt mere, end man kan forvente, hvis man behandler dem ordentligt. Og er man backing for Sanne på kryds og tværs gennem 21 soloplader og flere tusinde koncerter, skal der leveres på den helt store klinge. Fra bagerste roadie og til damen i front. For Sanne handler ledelse først og fremmest om at elske at være på hold med nogen.

– Det dér med at være chef har jeg aldrig tænkt særligt over. Men jeg er helt klart blevet bedre til det med tiden. Jeg har selv taget ansvar for min kunstneriske karriere hele vejen. Mit ansvar over for mig selv har altid været at lave den musik, som udtrykker, hvem jeg er, på det tidspunkt, jeg laver den. Pladerne er min livshistorie, og at jeg nu kan se frem til og tilbage på så lang en karriere og stadig elske hver plade og huske, hvor jeg var i livet, da den kom, er sgu fantastisk i sig selv, siger hun.

Pladserne og dermed livshistorien er ikke kommet af sig selv. De har krævet stamina.

– Man skal være modig i musikbranchen. Man må stå på mål for sig selv. Man kan ikke forvente, at andre gør det. Det træner man ved at læse nogle bøger, finde sig nogle forbilleder.

– Jeg er stenbuk, og så er man solidt plantet i jorden. Min filosofi er, at man må øve sig på at styre sine tanker, så man ikke lever i sine følelsers vold. Uanset branche, og hvad man ellers går og slås med. For står man stærkt, så står man fast. Og det har alle respekt for. Man må være stærk i modvind og gavmild, når vinden vender din vej. Det er det vigtigste, og det prøver jeg på i de sammenhænge, hvor det er mig, der slår tonen an.

Vild med svampe

Med nyt et nyt år og det sidste i 60’erne i sigte er planen klar. Sanne vil rejse mere og vise børn og børnebørn, hvor dejlig planeten er.

Hun elsker kunst, kultur og historie og vil male, fordi ”det føles præcis som at komponere musik med følelser og farver”. Og så er hun blevet fuldstændig vild med at studere medicinske svampe og deres magiske og helbredende egenskaber. I en sådan grad, at hun faktisk godt kunne se sig selv som hobbylandkvinde i en skurvogn på sin egen heste- og svampefarm i en fremtid på den anden side af musikken.

– Jeg er et nysgerrigt og søgende menneske. Jeg har brug for alle mine kræfter for at leve det liv, som jeg gerne vil. Så er jeg dybt optaget af alt, hvad der på naturlig og sund vis kan styrke, rengøre og vitalisere min krop og mit sind. En af mine gode venner viste mig en amerikansk dokumentar om medicinske svampe og om de biologiske processer og netværk, som de danner.

– Min hjerne eksploderede fuldstændigt. Det er så vildt, hvad de medicinske svampe har gang i og kan. Jeg kan varmt anbefale, at man for eksempel googler den danske professor og botaniker Lene Lange, som er ekspert på området, siger hun.

– Medicinske svampe fascinerer mig, for naturen stiller altid op for os, og det bliver man så ydmyg og taknemmelig over at opleve.

Selv om det er de mikroskopiske processer i naturen, Sanne fordyber sig i, er hun samtidig dybt berørt af og bevidst om den skræmmende virkelighed med krig og konflikt, vi lever i. Vejen videre er kærlighed. Det er hun ikke i tvivl om. Kærlighed og tolerance over for det, som man ikke forstår og derfor ikke anerkender og respekterer.

– Jeg ville ønske, at folk helt bevidst åbnede deres hjerter og viste så meget mere empati for deres omverden. Når man giver kærlighed til andre, får man det bedre med sig selv. Når du mærker, at andre reagerer positivt på dine handlinger, er det hjælp til selvhjælp og den bedste investering, du overhovedet kan foretage dig.

– Det ligger ikke i tiden, men vi må ikke være nærige med omsorgen og empatien over for mennesker og dyr. Det burde være almindelig dannelse, men sådan er det bare ikke altid, siger hun og ville ønske, at flere havde det på samme måde, hvis verden skal blive et bedre sted.

– Som min veninde Pernille Højmark har sagt det, så mangler vi et parti i Danmark, der hedder ”De Anstændige”. Jeg stemmer på anstændigheden.

– Efter min sygdom fik jeg en tatovering, hvor der i sanskrit står: ”Feel love and gratitude for everything and everyone everyday”, altså: ”Mærk kærlighed og taknemmelighed for alt og alle hver dag”. Det er fandme et godt råd. Jeg takker alle universets guder for mit liv hver aften. Jeg er mit livs store kærlighed. Det skal man give sig lov til at være med stolthed for at kunne rumme alle mennesker. Det er et nytårsforsæt, som varmt kan anbefales.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 52/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.