Min mand har fået stress og angstanfald. Hvornår er det nok?

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 47 år, gift med min mand på 13. år. Vi har tre børn på 11, 13 og 15 år. Vi har en hverdag, der fungerer. Men for cirka to år siden begyndte min mand at mangle overskud.

For et år siden fik han konstateret stress og begyndte at få angstanfald. Han blev sygemeldt fra sit job og fik kortvarig hjælp fra en psykolog.

Det betød meget for min mand at komme på arbejde igen, og han kæmpede for at komme tilbage. Arbejdspladsen har været meget samarbejdsvillig.

Psykologen viste sig selv at være stresset og blev sygemeldt. Han er i et gruppeforløb hos en psykoterapeut, og det fungerer. Vi snakker godt sammen, og jeg har foreslået ham, at de eventuelt kunne snakke om pårørende.

Jeg står for stor set alt herhjemme. Jeg kan ikke stille krav, for eksempel at han tager alene til forældremøder. Efter flere snakke laver han mad, og jeg står for al planlægning i forhold til børnene, al koordinering, rengøring mv. Foruden at passe mit arbejde som sygeplejerske med skiftende vagter. Det vil stresse ham, hvis jeg foreslår selv at lave mad en dag.

Jeg er ved at være træt. Jeg savner at få omsorg, være kærester, og at han tager initiativ til noget. Han kæmper og bruger alle sine kræfter på at opretholde sin hverdag med arbejde.

På den ene side kan jeg se, at han kæmper og har forståelse for det, men på den anden side er jeg ved at være træt og ved ikke, hvor længe jeg kan kæmpe for os og børnene. Jeg ønsker ikke at blive skilt, men hvornår er nok?

Håber, at du har nogle råd til, hvordan man passer på sig selv og familien som pårørende til en stressramt.

Mvh

En pårørende

Kære pårørende

Hvornår nok er nok, kan ingen sige noget om, det afhænger fuldstændigt af dig, dit liv, dit overskud, din energi, din tålmodighed.

Om det nogensinde bliver nok i lige præcis dit tilfælde, kan du heller ikke vide, før en dag hvor det bare er nok. Hvis du da nogensinde når dertil? Det vil være så forskelligt fra menneske til menneske, hvor meget man kan og vil holde til af sygdom hos sin partner, før man vælger at gå.

Din mand har ovenikøbet fået angst, som er en psykisk belastning, der også kan opstå ved stress. Jeg tænker, han er hårdt ramt lige nu, jeg tænker, han selv ved det. Jeg tror også, han ved, at byrden på dig er stor, og hvis han kunne aflaste dig, tror jeg, han ville gøre det.

Jeg synes, det er meget positivt, at han arbejder på at få det bedre. Han gør, hvad han kan. Men det, du kan gøre for at passe på dig selv, er at indse, at du ikke kan få det, du længes efter, fra din mand lige nu. Og det lille "lige nu" er væsentligt, for stress er en belastningstilstand, som de fleste kommer sig fuldstændig over. Det tænker jeg også, din mand vil komme til med tiden.

En anden ting, du kan gøre, er at sørge for at få hjælp udefra. Har du og din mand forældre? Og i så fald kan de hjælpe jer med at tage sig af børnene et par dage om ugen?

Er det muligt, at dine forældre, eller en veninde, kan tage en fast dag med overnatning måske med jeres to mindste børn - og at din mands forældre kan tage hver anden weekend i en periode, hvor alle tre børn kommer afsted?

Og kunne det være muligt at finde penge til rengøringshjælp en gang om ugen - måske bare det næste halve års tid?

Jeg tænker, det at kunne slippe indkøb og madlavning en dag om ugen og hver anden weekend, samt ikke længere skulle tage dig af rengøring, ville lette din hverdag betragteligt. Jeg tænker, at det er investeringen værd.

Måske virker det her som et banalt råd, fordi det kun tager sig af de praktiske ting og ikke alt det kærlige, du længes efter. Men hvis man får praktiske ting af vejen, kan der dannes rum for det kærlige, så du måske kan have mere overskud til at være kærlig over for din mand, som så måske kan finde overskuddet til at give bare lidt tilbage.

Sidst, men ikke mindst, er det så muligt for jer at sige til jer selv, at I ikke deltager i forældremøder, fester, fødselsdage og de ting, der synes uoverskuelige, det næste halve år? Skriv til skolen eller børnenes klasselærere, forklar situationen, sig, de skal kontakte jer, hvis der er noget vigtigt.

Giv dig selv lov til at give slip på alle de krav, du stiller til dig selv, alt det, du tror, du skal formå. Jeg ved, det er svært, jeg er sikker på, det er lige så svært for din mand, han er bare tvunget ud i det - men hvis du ikke skal gå ned med skibet, er du nødt til på en måde også at behandle dig selv som sårbar.

For man bliver sårbar, når ens familie er ramt, og man pludselig står med det hele selv, den erkendelse kan være svær for pårørende, faktisk lige så svær som det er at erkende for en person, at han/hun er syg med stress.

Det, jeg prøver på at sige, er nok, at det jo helt tydeligt ikke kun er din mand, der er ramt, det er også dig. Tag imod alt den hjælp, du kan få, så der bliver tid til, at du smider dig på sofaen, læser en bog eller tager en lur.

De pauser har alle mennesker brug for i deres liv. Det gør dig ikke svag eller doven, tværtimod, det gør dig stærk at passe på dig, så du kan passe på og holde sammen på din familie.

Kærlig hilsen

Renée