Min mand valgte hunden over mig. Men det var ikke det værste han gjorde

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 69 år, der føler mig forvirret og trist. Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg har det.

Det startede i efteråret 2014, hvor jeg blev voldtaget af min mand. Han havde aldrig været voldelig før, men efter vores læges mening er han sociopat, alt er andres skyld.

Det var kun mig, det gik ud over, og vi skulle holde jul hos os hele familien. Vi har fire børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn, og samtidig var min mor døende, så der var andre ting, der var vigtigere end at dvæle ved det.

Vi havde en hund, som bed vores oldebarn, så han måtte på skadestuen. Jeg ville have hunden aflivet, men min mand valgte hunden, og jeg valgte at gå.

Året efter blev min mand syg. Jeg elskede jo stadig manden, som jeg vidste, var derinde bagved, han flyttede op til mig. Men da han blev rask igen, blev han ondskabsfuld og sarkastisk, så jeg sagde, at vi kunne være gift og tage til familiefester sammen, men ikke bo sammen.

Det gik fint, troede jeg, men det viste sig, at han havde været til familiekomsammen uden mig og børnene, hos hans side af familien. Da jeg fortalte, at det blev jeg meget ked af, eftersom vi jo var gift, mente han hellere, vi måtte blive skilt.

Jeg har det fint med at være skilt, men nu har jeg mistet min ene datter, der har valgt sin far til og mig fra, det har jeg det dårligt med.

Jeg er sikker på, at hun nok skal komme igen, men pludselig har jeg været en dårlig mor og kun været der for de andre. Det ved jeg 100 procent, ikke er sandt.

Nogle dage tænker jeg, at det kunne være rart at tale med en psykolog/psykiater, og andre dage tænker jeg, at jeg spilder deres tid, da der ikke er noget at gøre ved de ting, der nu engang er gjort.

Den rådvilde

Kære rådvilde

De ting, der er sket, kan ingen ændre på, det har du fuldstændig ret i. Men du kan altid få hjælp til at bearbejde det, som er sket og måske endda nye måder at se det hele på.

Via den hjælp kan du også få redskaber til følelsesmæssigt og praktisk at håndtere det, som er sket og måske også hjælp til den måde, du fremover kunne forholde dig til fortiden, og ikke mindst til den situation du står i nu.

Det er en rigtig god ide, at du ser en psykolog, og søde dig, du spilder ingens tid. Psykologen gør sit arbejde, som de får penge for, så det allerværste, der kan ske, er, at du ikke føler, du får hjælp og derfor har spildt dine penge.

Den slags oplevelser, du har været udsat for, kan sætte sig som traumer i vores kroppe, men hvor dybt og hvor meget kan afhænge af, at man får det bearbejdet.

Det, at du spørger til, om du skal gå til psykolog, kan også være et ubevidst ønske fra din side om at komme til en psykolog og få talt om alt det, de sidste år har budt på. Og ja, det lyder virkelig, som om du har haft det meget hårdt de senere år.

Jeg tænker, at I har et langt liv sammen og fire børn, og du er blevet i så mange år sammen med ham. Også fordi du vælger at flytte sammen med ham igen, at der også, som du siger, findes en anden mand bag, som du engang har elsket og som elskede dig.

Det må være så tungt at se ham ændre sig på den måde og at have været udsat for det, du beskriver. Jeg tror dog, du gjorde ret i at gøre, som du gjorde.

Det er jo det, man gør, når man har et langt liv og historie, børn og børnebørn sammen. Der valgte han så at være modbydelig igen. Det er ulykkeligt, men det kunne du ikke vide.

Det værste er selvfølgelig, at nu står du i den situation, at din ene datter har valgt din mand til og dig fra. Du skriver ikke meget om, hvad der ledte op til hendes beslutning om at tage så drastisk et skridt, så jeg er lidt uforstående over for, hvorfor hun pludselig træffer det valg?

Du har helt sikkert en god grund til ikke at gå nærmere ind i detaljerne, og smerten er selvfølgelig også den samme, uanset hvad der har ledt op til det.

De andre tre børn holder sig neutrale, jeg antager, at det handler om neutralitet i forhold til, at I er gået fra hinanden igen, og at ingen af dem ved noget om voldtægten?

Du har måske valgt ikke at fortælle dem det, fordi du mener, det vil være for voldsomt for dem at vide det om deres far, eller det har jeg en fantasi om, siden du ikke nævner det?

Jeg tænker som du, at din datter nok skal vende tilbage, det er man som mor nødt til at tænke for at holde fast i håbet, og fordi det andet ville være alt for ubærligt. Men det er selvfølgelig svært at sige noget om, når jeg ikke forstår grunden til, at hun har trukket sig væk fra dig.

Det vigtige i den forbindelse, tror jeg, er, at du holder dit hjerte og din dør åben for hende, og at hun ved, du ikke bærer nag eller på anden måde er vred over, at hun har valgt dig fra.

For at hun skal kunne komme tilbage til dig, skal hun vide, du venter med åbne arme, og det kan du med ro fortælle hendes søskende, som jeg går ud fra, hun stadig taler med, da de forholder sig neutrale og dermed ser både dig og deres far.

Lad hendes søskende vide, at du savner hende, at du ikke bærer nag.

Sidst, men ikke mindst, så ved du ikke, hvad din mand fortæller hende, om han manipulerer med hende, men vid, at hvis han gør, så er det ikke hendes skyld, at han er, som han er.

Jeg håber for dig, at det lykkedes, at hun en dag vender hjem igen.

Kærlig hilsen

Renée

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: