Min mand bliver ved med at love, at det er sket for sidste gang. Alligevel gentager historien sig

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 40 år, der har to store drenge på 15 og 10 år med min mand, som jeg har været sammen med i godt 22 år, hvoraf vi har været gift i 10 af dem.

Min mand elsker at arbejde og er sjældent hjemme, og jeg kan mærke, at det begynder at gå mig lidt på.

Det store problem er dog, at min mand har en ven, som han arbejder med, og som han altid kan finde ekstra arbejde sammen med.

Det er dog sådan, at når de arbejder sammen, vil de gerne drikke, så jeg sidder tit hjemme med ondt i maven, da jeg ikke ved, hvilken stand han kommer hjem i. Ofte er han meget beruset, men kan godt gå selv ind ad døren.

Mine børn ser en smule af det, men er nok bare vant til det. Det giver mange skænderier, og jeg er tit gal, når jeg kan høre i telefonen, at han er pissestiv.

Det er hårdt, for når han tager afsted, lover han, at han nok ikke vil drikke, men kommer så hjem og dingler. Han forstår ikke, hvorfor jeg bliver sur og ked af det.

De drikker, uanset om det er en søndag eller en onsdag, hvor de begge skal på job dagen efter. Jeg kan bare mærke, at de dage han kommer stiv hjem efter at have været afsted med sin ven, bliver der flere og flere af.

Vi har hus, bil og børn sammen, så det er svært bare at rende fra det hele, men jeg synes ikke, jeg gider blive ved med at sidde herhjemme og vente på, at han kommer stiv hjem.

Han har været på antabus flere gange, og efter nogle uger synes han selv, at han godt kan styre det, og så stopper han med dem igen. Åh, jeg synes bare ikke, jeg kan blive ved at holde til det drikkeri.

Jeg synes, at der er mange steder, man kan få hjælp, men han skal jo selv søge hjælpen, og han synes ikke, at der er noget galt.

Hilsen den fortvivlede husmor

Kære fortvivlede husmor

Jeg tænker, at du lever sammen med en mand, der har et alkoholmisbrug. Den måde, du beskriver jeres liv på, og den måde han drikker på, som en konstant, også uanset hvordan det påvirker familien og uanset, hvor meget du beder ham lade være, er et sikkert tegn på misbrug.

Alkoholisme er en sygdom, det ved du nok alt om. Du skriver også, at der er uendelig mange steder og måder, din mand kan få hjælp på, og det har du ret i. Men det allervigtigste er, at han selv ønsker at stoppe med at drikke.

For at han skal gøre det, kræver det, at han erkender, at han har et problem, og som jeg læser dit brev, er din mand ret langt fra den erkendelse. Han har dog i perioder taget antabus, og det må jo være en eller anden form for indrømmelse af, at han ikke selv kan styre sit alkoholmisbrug.

Problemet med antabus er, at så overlader han dét at blive rask til en pille, og det kan ingen pille gøre, når man har et misbrug. Antabus kan hjælpe i den første fase, hvor man så ikke kan drikke pga. pillen, for så bliver man meget syg.

Men hele den behandling, der skal til, hvor man selv indgår og er aktiv i at blive ædru, den del er man nødt til at gøre selv. Igen – det kræver, at din mand erkender, at han har et misbrug. Så hvad er det, du står over for?

Jeg tænker, det er et valg om, hvor længe du vil blive ved med at holde til at bo sammen med en mand, der er syg, og som ikke vil tage ansvaret for sin sygdom.

Problemet med alkoholisme er, at den virkelig går ud over familien. Børnene oplever enorm utryghed, hvornår er stemningen i familien god, hvornår eksploderer det? Kommer far hjem om lidt, fuld og umulig og uforudsigelig? De ubehagelige oplevelser kan påvirke børnene i mange år frem.

Jeg vil foreslå dig at gå ind og google TUBA, som er en organisation, der arbejder med børn af alkoholikere. Der vil dine børn også kunne få hjælp i form af samtaler og oplysning.

Jeg forstår, at det er svært at gå fra det hele, opløse familien, både økonomisk, praktisk, og fordi du elsker din mand og drømmer om at have en familie.

Prisen for at blive hvor du er, kan dog være høj, men det kan selvfølgelig også være svært at blive alene. Det er kun dig, der kan vurdere, hvad du skal gøre.

Jeg ved dog, at alkoholisme, hvis det ikke bliver behandlet, er en progressiv sygdom. Det vil sige, at ubehandlet bliver den kun værre med tiden.

Hvis jeg skulle råde dig til noget, vil jeg sige, at du skal stille din mand stolen for døren. Sig til ham, at hvis han ikke går i alkoholbehandling og tager sit misbrug alvorligt, så vil du forlade ham.

Han vil benægte, at han har et problem, og du skal vide, det er en del af sygdommen. Faktisk ikke kun for ham, men også for pårørende. Alle benægter sygdommen, så længe de kan, fordi den er så frygtelig smertelig at erkende og gøre noget ved.

Grunden til, at jeg råder dig til at sætte ham stolen for døren, er, at sygdommen ikke stopper af sig selv, og som du beskriver jeres liv og hans drikkeri, så er det ikke bare noget, han kan klare selv.

Og den anden grund er, at omkostningerne ved at leve med en, der har et misbrug, er meget store, både for dig selv og for dine børn. Den utryghed og ulykkelighed sætter sig som dårligt selvværd.

Som du også selv skriver: Du kan ikke blive ved at holde til hans drikkeri – det kan dine børn heller ikke.

Jeg sender dig et stort knus og ønsker for dig, at den forandring må komme, som du og din familie trænger så hårdt til.

Kærlig hilsen

Renée

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: