Min mands behov for nærhed kvæler mig. Hvordan kan jeg få mere alenetid?

Til Anna Bennich

Jeg er lykkeligt gift, men min mand og jeg har helt forskellige behov for alenetid, ro og bedring.

Når jeg vil gøre ting på egen hånd, selv små ting som at tage et bad alene, bliver han påtrængende og undrer sig over, hvorfor jeg ikke vil være sammen med ham.

Han er absolut ikke kontrollerende, men har bare et stort behov for nærhed og tager en slags offerhætte på. Han vil altid være, hvor jeg er, hvilket er lidt stressende, især da vi havde børn. Nogle gange brænder det i mit hoved, fordi alle vil have min opmærksomhed og desværre ender han nogle gange sidst.

Det er rart, at han gerne vil være sammen med mig, men jeg føler mig lidt kvalt af hans behov for opmærksomhed og validering. Hvordan skal jeg formidle det på en god måde?

Jenny

Psykologen svarer: Begge behov skal respekteres

Tak for dit brev. Et tema i din problembeskrivelse handler om forskelle i bedring. Det er også blevet tydeligere, efter at børnene kom, hvilket slet ikke er mærkeligt. For samtidig med at behovet for restitution øges (det er vildt sjovt men også meget arbejde at få børn!) skrumper tiden til netop det ganske dramatisk.

Nogle kommer sig bedst isoleret, andre foretrækker at være tæt på andre for at komme sig. Ingen af ​​dem er forkerte, men begge behov skal respekteres. Du har brug for øjeblikke af stilhed for at indhente dig selv. Men det vil ikke være særlig afslappende, hvis dit behov er omkranset af skyldfølelse (som er offerrollens stærkeste kort). En dårlig samvittighed kvæler hvilen, så den skal stoppe.

Nærhed er et andet tema, hvor dine behov ser ud til at kollidere lidt. Nærhed er selvfølgelig vigtig i kærlighedsforhold. Det, vi ikke tager så ofte op, når vi taler om relationer, er det modsatte af nærhed – afstand. Det er også vigtigt.

Jeg tror, ​​det blev tydeligere for mange under pandemien, da arbejdet flyttede hjem, og vi pludselig ville bruge alle døgnets timer sammen. Nogle syntes, det var hyggeligt, mens andre var ved at eksplodere.

At have sit eget liv, adgang til sine egne værelser sammen med sin partner – det er sundt. Hvis den anden bliver for klæbrig, kan det også kvæle tiltrækning, så det er klogt at holde lidt øje med den balance.

Du spørger, hvordan du kan formidle dette på en god måde. Start med lejligheden. Tag fat på det uden for selve konflikten. Altså ikke når du står midt i problemet og er frustreret, men i et stykke tid når du har det godt. Det giver bedre forudsætninger for at nå hinanden, at kunne lytte og ræsonnere uden at havne i forsvarsposition.

Beskriv dine ønsker og behov på en konkret måde. Forklar, at det ikke handler om ham, det handler om dig. At du er anderledes med hensyn til dette behov. At du skal have din egen tid, at det ville se ens ud, hvis du var sammen med en anden.

Spørg ham så, hvordan han ser det, og hvordan han tror, ​​du kan løse det. Måske har han brug for lidt mere fremsyn, og at du også afsætter øjeblikke, som kun er dine? Hans behov skal selvfølgelig også imødekommes. Det vil nok være nemmere for dig at håndtere forskellene, hvis du forstår dem bedre, og begge er involveret i problemløsningen.

Endelig er det helt fint at ende på sidstepladsen, når ungerne dukker op. At føle sig lidt afvist kan selvfølgelig være svært, men som voksen skal man håndtere det konstruktivt uden en offerhætte. Ellers risikerer det at efterlade følelsen af, at man har fire børn, der konstant har brug for ens opmærksomhed, og det bliver sjældent godt i længden.

Denne artikel blev første gang bragt af MåBra, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.