Min søster fortæller ofte, hvor tætte vi er. Men sandheden er en helt anden

Hej Anna

Jeg har et problem med min storesøster. Der er 5 år imellem os, og vi er begge i 50´erne. Igennem årene har vi måske nok brystet os lidt af, at vi var åh… så tætte. Men ærligt talt er jeg kommet i tvivl om, hvorvidt det nogensinde har været tilfældet. Især min søster kan bare godt lide at høre sig selv sige de ord om tætheden, tror jeg.

Sandheden er, at hun piller mig ned, hver eneste gang vi er sammen. Endnu værre når der er andre til stede. Det er hele tiden noget med, at: ”Nu har du har jo altid haft svært ved … ” Eller: ”Det interesserer du dig da ikke for,” og hun kan lyde provokerende overrasket, hvis jeg fortæller hende om et eller andet, der er gået rigtig godt for mig.

De fleste af de ”sandheder” hun slynger om sig med, er enten grebet ud af den blå luft eller i bedste fald hører det ”lillesøster for tyve år siden” til. Jeg ved faktisk ikke, om jeg overhovedet har lyst til at have hende i mit liv længere, men det er måske også lidt drastisk at skære hende helt ud?

Mange hilsner den ”maste” lillesøster på 52

Kære maste lillesøster

Selv om det er en nærliggende antagelse, er det ikke altid vores familie, der kender os bedst. Især ikke hvis vi kun har fulgt overfladisk med i hinandens udvikling de seneste år. Nærheden kommer ikke af sig selv. Heller ikke i en familie. Den kræver, at vi bruger tid og energi på at følge med i hinandens liv, tanker og følelser.

Kan det derfor tænkes, at din søsters måde at tale til dig på bunder i usikkerhed? Det er nemlig min erfaring, at kommentarer som dem du nævner her, sagtens kan udspringe af et behov for at vise, at man virkelig tilhører inderkredsen. Der huserer en mærkelig og misforstået forestilling om, at man i en familie gerne må stikke lidt mere til hinanden end i en vennekreds. Jeg tror, det sker ud fra den antagelse, at familiære stikpiller og kantede ord ”bare” viser, at man er tæt forbundet. At relationen er af en beskaffenhed, der sagtens kan bære den slags. Det er bare langt fra altid tilfældet.

Jeg har en veninde, som med lettelse i stemmen fortalte, hvor skønt det var at tage på skiferie med vennerne, frem for de ferier hun hvert andet år tilbragte med sine søskende. ”Det er simpelthen, som om der er en anden respekt og omtanke blandt vennerne,” fortalte hun. Men er det ikke ret trist, hvis samme omtanke ikke er lige så naturligt til stede i en familie?

Inden du sætter din søster på porten, så fortæl hende, at den måde hun taler til dig på, ikke trækker hende ind – men derimod skubber hende ud af din inderkreds. Sig til din søster, at hvis hun ønsker en nær relation til dig, så bygges den op af gensidig respekt og reel interesse for hinandens liv og færden. Går hun ind på den præmis, så er der måske noget at bygge videre på?

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.