Brevkasse
7. marts 2025

Min svigermor kysser mig, når hun hilser og siger farvel. Jeg HADER det

"Min svigermor fanger mig i det, der føles som en armkrog om halsen og tvinger mig ned på niveau med hende - for derefter at placere sine læber på det nærmeste stykke hud," skriver en læser til feminas brevkasse.
Af: Redaktionen
kære brevkasse

Illustration: Thit Thyrring

Kære brevkasse

Min svigermor kysser alt og alle når hun hilser og siger farvel, og jeg HADER det! Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige fra. Jeg har længe gået og visualiseret måder, jeg kan gøre det på, men jeg har simpelthen ikke fået det gjort, fordi det er superakavet.

Hvordan foregår det? Min svigermor er et par centimeter lavere end mig, og for at indfange mig til kysset fanger hun mig i det, der føles som en armkrog om halsen, og tvinger mig ned på niveau med hende - for derefter at placere sine læber på det nærmeste stykke hud. Det kan være hals, kind eller hår. Og så kommer kysset.

Det kan mærkes og lyder lige som når man spidser sine læber sammen og suger luft ind. Fy føj – nej tak.

Jeg prøver ofte at afværge det ved at gribe fat i hendes højre skulder for at kunne styre hende og holde hende i behørig afstand. Det lykkes nogle gange.

I forvejen er jeg ikke typen, der går efter et kram til mennesker, jeg ikke kender, og jeg prøver lige så meget at værne mig, når jeg kan fornemme, at folk vil kramme mig. Jeg stikker derfor meget ofte højre hånd frem rettidigt for at undgå uønskede kram. I just don’t like it.

Hjælp mig!

Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt! 

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk

Svar 1

Kære dig

Wow, det lyder superubehageligt og til dels som en invadering af dit personal space med sådan et smækkys fra svigermor.

Nu skal det ikke handle om mig, MEN, jeg har haft en oplevelse lidt a la det. Min farfar havde engang en vane med altid at give mig sådan et ordentligt vådt kys på kinden, når vi sagde hej. Det brød jeg mig heller ikke synderligt om, så nu er jeg hurtigere end lynet, når vi skal sige hej og skynder mig ind i krammet for at undslippe det.

Det lyder dog som om, at du allerede har prøvet at afværge på flere forskellige måder. Så måske du skal starte et andet sted: Hos din kæreste.

Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det ville være grænseoverskridende og superakavet at sige det direkte til din svigermor. Prøv at sige det til din kæreste i stedet.

Sig, at du synes, det er ubehageligt, og om din kæreste ikke kan sige til personens mor - på en meget diskret og henkastet måde - at det jo ikke er alle mennesker, der higer efter et ordentligt smækkys. Nogle finder det ligefrem ubehageligt, når et andet menneske kommer så tæt på dem.

Hvis ikke det virker, så har jeg lidt svært ved at se andre end de to udveje, du nok ikke er så stor fan af.

Enten må du bide det i dig, hvilket jeg godt forstår, hvis du har nul procent lyst til. Ellers må du hive din svigermor til side og tale stille og roligt med hende om det. Forklare, at det altså ikke har noget med hende at gøre, men at du simpelthen bare ikke bryder dig om, når andre mennesker kommer så tæt på dig.

Hilsen Heidi Kirkeby Mogensen

Starter hver morgen ud med et blødkogt æg og en friskbagt bolle, og så suser jeg på arbejde på min elcykel. Jeg trænger til forår og er ovenud lykkelig for, at det endelig er her. Det skal fejres med Faxe Kondi og mere bagværk.

Svar 2

Kære du

Det lyder til, at du har en kærlig og sød svigermor, hvilket jo er et rigtig fint udgangspunkt. Men jeg forstår også godt, at du synes, at kysseriet kan blive lidt for meget – især når du ikke engang selv er en krammer.

Selvfølgelig skal du ikke blive ved med at modtage flere kys end en Justin Bieber-plakat på et teenageværelse i 10’erne, når nu du synes, det er ukomfortabelt.

Har du snakket med din kæreste om det? Måske bliver det nemmere, hvis det bliver en samtale mellem de to. Din kæreste behøver jo ikke engang at nævne, at det er med udgangspunkt i dine oplevelser.

Hvis du har mod på det, kan du jo også selv tage snakken med hende. Start samtalen på et tidspunkt, hvor hun ikke LIGE har kysset på dig. Hold bolden på din egen banehalvdel. Fortæl om dit forhold til det uønskede kram. Forsikr hende om, at der jo ikke er noget galt med hendes kys, men at det bare bliver lidt for meget for dig personligt.

Det er jo helt okay, at vi har forskellige grænser – og de skal respekteres. Det er jeg sikker på, at din svigermor er enig i.

Held og lykke med det.

Hilsen Sigrid Luna Nielsen

Utrættelig brætspilstype, et menneske, der bruger lidt for mange penge på outdoorudstyr og øl, og som tænker på sig selv, som en der læser bøger, men realiteten er, at jeg har været i gang med den samme bog i over et år.

Læs mere om:

Læs også