Da lægen pludselig blev helt stille under scanningen, vidste Mia godt, at noget var galt

En sygeplejerske måtte hjælpe hendes mand ud af rummet. Han var blevet så dårlig, at han måtte ud og have frisk luft.

Hvis ikke han havde siddet ned, var han nok besvimet, fortæller Mia Lønborg Mikkelsen.

Minutterne forinden var lægen blevet helt stille, mens hun scannede Mias bryst.

Ultralydshovedet blev hun ved med at køre rundt om de samme områder.

- Og så vidste jeg godt, at der var noget. Jeg lå og forberedte mig på, at jeg ville få at vide, at det var kræft. Men jeg håbede bare, at hun sagde, at der ikke var noget.

Men Mia fik ret i sine bange anelser. Efter mammografi og ultralydsscanningen på Aarhus Universitetshospital var der stort set ingen tvivl. Lægen var sikker på, at det var ondartet brystkræft.

Det var derfor, at Mias mand måtte hjælpes ud. Han fik det fysisk dårligt af at høre, at hans kone, mor til deres tre børn og kæreste gennem mere end 26 år havde kræft. Både i brystet og i lymferne.

- Det var skrækkeligt at være derinde. Og bagefter gik vi derfra og var fuldstændig knuste. Vi græd og græd og græd, min mand og jeg, fortæller Mia Lønborg Mikkelsen, der beskriver, at hun var i chok efter beskeden.

Men hvis alt snart skulle slutte, havde hun i det mindste levet godt og opnået alt, hun ønskede, tænkte hun.

Det var den 22. januar 2025, og derefter gik der syv dage, før de fik det endelige svar på biopsier, scanninger og blodprøver.

Det var de længste syv dage i Mias og familiens liv. Alt stod fuldstændig stille, mens de ventede på at finde ud af, hvor aggressiv kræften var, og om den havde spredt sig.

Uanset hvad, der måtte ske, besluttede Mia sig for, at hun i hvert fald ikke ville holde noget hemmeligt. Hverken over for sin familie, venner, netværk eller arbejdsgiver.

De tog direkte hjem fra sygehuset og fortalte både forældre, svigerforældre og børn om sygdommen.

“Men det er jo sådan noget, man dør af,” havde hendes yngste datter sagt.

- Jeg var helt knust, fordi jeg syntes, det var sindssygt synd for mine børn, at de skulle opleve, at mor var syg. Og også min mand, som skal stå i alt det her. Det var især det, der ramte mig. Ikke at det var synd for mig selv, forklarer Mia.

Rundt om spisebordet sad hun med sin familie og græd og fortalte, hvad der var sket.

De vidste ingenting endnu, og alligevel vidste de godt, at det ville blive en hård tid.

Brystkræft er den kræftsygdom, som flest kvinder i Danmark får. Hvert år rammes knap 5000 af sygdommen, og det anslås, at over 75.000 danske kvinder lever med diagnosen, viser 2021-tal fra Kræftens Bekæmpelse.

Den 29. januar, ugen efter, faldt den endelige dom: Mia har såkaldt østrogenfølsom brystkræft. Den mest almindelige type af brystkræft.

Det er ikke en aggressiv type brystkræft, og lægerne forsikrede hurtigt Mia om, at de nok skulle “få styr på det”.

For et par år siden var hun begyndt at undersøge sig selv regelmæssigt. Hendes bryster havde skiftet karakter gennem årene, særligt efter hun havde ammet tre børn, og hun var begyndt sommetider at tænke på sin afdøde farmor, der havde haft brystkræft.

Når hun mærkede på sine bryster, følte hun, at det venstre bryst var mere hårdt end det andet. Men det var ikke, fordi hun mærkede en knude eller kunne se, at noget så anderledes ud. Tværtimod kiggede hun på sine bryster i spejlet og tænkte, at de så helt almindelige og symmetriske ud.

Selv om hun egentlig ikke var bekymret, blev hun alligevel for en god ordens skyld undersøgt ved lægen. Lægen mærkede ikke på det tidspunkt noget ved Mias bryster, der gav anledning til at sende hende videre i systemet.

De to blev enige om, at Mia bare skulle ringe, hvis hun oplevede forandringer og havde brug for at blive undersøgt igen.

I løbet af efteråret og vinteren 2024 tænkte Mia mere og mere over det hårde, venstre bryst. På et tidspunkt blev det nærmest som en besættelse for hende. Hun mærkede hele tiden efter, også om natten, når hun lå på siden, eller når hun i træningscentret lå på maven under nogle øvelser. Derfor ringede hun til sin læge igen.

- Et par uger forinden min lægetid i januar var min venstre brystvorte også begyndt at ændre sig en smule. Det var faktisk det, der fik mig til at reagere. Der tænkte jeg for alvor, at noget måtte være galt.

Mia havde på fornemmelsen, at når hun tog til lægen den 20. januar, ville alt ændre sig. Hun regnede heller ikke med, at de ville komme til Thailand med deres tre børn i slutningen af måneden, som de havde glædet sig til i månedsvis.

Hun fik ret. To dage efter blev Mias og familiens liv vendt på hovedet. Her lå hun på briksen med sin mand ved sin side og ultralydsscanneren på brystet. Knuden, som lægerne den dag fandt, fyldte mere end fem centimeter.

- Det er skørt at forklare, for mange vil nok tænke; jamen, det havde man da opdaget. Men mit bryst havde hele tiden set fuldstændig normalt ud, jeg kunne ikke finde én, rund knude på noget tidspunkt, og der var ingen andre faresignaler, forklarer hun.

Hendes store skræk var, at kræften havde spredt sig til andre organer. Derfor var det paradoksalt nok en stor lettelse, da det endelige svar kom, som lød alene på kræft i venstre bryst, forstadier til kræft i højre og kræft i enkelte lymfer.

Det var, som om dødsstødet, hun havde ventet, ikke kom alligevel.

Nu er hun så godt som flyttet ind på sygehuset i Aarhus. I alt skal Mia igennem 16 gange kemo, hun har valgt at få opereret begge bryster væk og skal også have strålebehandling.

Hun får “hele pakken,” siger hun selv.

Da kræften er østrogenfølsom skal hun senere sættes i overgangsalderen og måske have fjernet sine æggestokke, men det er ikke besluttet endnu.

- Nu har jeg taget arbejdshandskerne på. Jeg ved, hvad planen er, så nu fokuserer jeg på, hvad der skal ske. Jeg græder ikke mere. Kun når nogen krammer mig lidt for længe.

For godt to uger siden tog Mias egen søster, Camilla Elisabeth Løvstrup, også arbejdshandskerne på.

Efter beskeden om søsterens brystkræftdiagnosen, satte hun sig ned og skrev et borgerforslag. Hun ønsker, at den nuværende aldersgrænse for den nationale brystkræftscreening sænkes fra 50 år til 40 år.

I Danmark bliver kvinder mellem 50 og 69 år i dag tilbudt mammografi hvert andet år, som er en røntgenundersøgelse af brystet, der kan afsløre små forandringer, som man ikke selv kan mærke med fingrene.

Screeninger fra 40-års alderen finder allerede sted i andre lande, herunder Sverige.

Overlæge ved Kræftens Bekæmpelse Janne Bigaard kan godt forstå søstrenes ønske om tidligere diagnosticering, men hun understreger samtidig, at der ikke er videnskabeligt belæg for, screening fra 40-års alderen vil have den effekt.

- Man kan ikke nødvendigvis kopiere en metode, der fungerer for én aldersgruppe til en anden. Mammografien virker på kvinder, der er gået i overgangsalderen, som ikke har lige så tæt og uregelmæssigt brystvæv, som kvinderne i den yngre gruppe har, forklarer hun og uddyber:

- For kvinder mellem 40-49 år kan det generelt være rigtig svært at mærke forandringer selv eller som læge, fordi det ikke nødvendigvis starter som en knude, men som mange små mikroområder, der smelter sammen med tiden. Derfor er det også vigtigt, at lægerne er lydhøre og sender patienter videre til både ultralyd, mammografi og vævsprøver, for det kan ikke afgøres med hænderne alene og formentlig heller ikke ville blive opdaget ved en mammografi-screening, siger hun.

Alligevel mener de to søstre, at det danske sundhedsvæsen bør genoverveje den nuværende screeningsproces. Det samme ønsker de flere end 50.000 danskere, der nu har skrevet under på borgerforslaget, som dermed skal behandles i Folketinget.

- Jeg synes, det er for sent, at man får screening. Jeg skal ikke kunne sige, at tidlig screening er det rigtige, men der må også være en grund til, at der er andre lande, der har sænket aldersgrænsen for det, siger Mia og uddyber:

- Jeg kender selv mange, der i slutningen af 30'erne og i starten af 40'erne har fået konstateret brystkræft ligesom mig. Det mener jeg, vi er nødt til at tage alvorligt og kigge på, så vi kan fange flere tilfælde tidligere.

Hun understreger, at hun selv oplevede, hvor svært det kan være at undersøge sig selv og mærke efter forandringer.

- Var min kræft blevet opdaget tidligere, kunne jeg måske have nøjedes med en brystbevarende operation. Det er ikke til at sige. Men der er ingen tvivl om, at jo senere, vi opdager det, jo værre bliver det.

Overlæge Janne Bigaard medgiver, at tidlig diagnosticering potentielt kan betyde, at man kan undgå større operationer eller spredning til lymfer, men understreger fortsat, at der ikke tilstrækkelig evidens for, at mammografiscreening-metoden vil kunne gøre en forskel for kvinder i 40'erne. Hun undrer sig selv over, at der endnu ikke er fundet en metode, der vil fungere optimalt for den yngre aldersgruppe.

Hvis alt går efter planen, og Mia Lønborg Mikkelsen ikke undervejs bliver mere syg, får hun sidste omgang kemo i slutningen af juni. Derefter skal hun have fjernet begge bryster, strålebehandles og sættes i overgangsalderen.

Der er en plan for de kommende måneder, og det er den, hun forholder sig til nu.

- Måske er det overstået til efteråret. Jeg ved det ikke. Lige nu forsøger jeg at leve mit liv fuldt ud med mine venner og min familie. Jeg tager ud at spise, styrketræner, holder børnefødselsdage og fortsætter med alt, som jeg plejer.

Hun ved, at hun formentlig vil blive dårligere af kræftbehandlingen undervejs. Lige nu er det som stilhed før stormen, siger hun.

- Men der skal også være nogle lyspunkter i alt det svære. Jeg har lovet mine piger, at de må klippe mit hår i en sjov frisure, når det begynder at falde af. Og så insisterer jeg på at blive ved med at tale åbent om min kræftdiagnose. Jeg er blevet mødt af så meget omsorg fra både mine nærmeste, bekendte og fremmede. Det er helt vanvittigt.

- Folk fra nær og fjern skriver til mig, stopper mig på gaden i vores lokalsamfund og spørger, hvordan jeg har det. Jeg føler mig ikke alene, og jeg kan kun anbefale andre, der måtte ende i den her situation, at tale højt om det, slår Mia fast.

For Mia har det også været afgørende at inddrage sine børn i forløbet, så de aldrig kommer til at føle, at andre ved noget, som de ikke ved. Børnene har også været med på sygehuset og set, hvor deres mor bliver behandlet.

Lige nu nyder Mia sit liv og håber, hun kan også kan gøre alt det, hun elsker, når hun forhåbentligt er på den anden side af sygdomsforløbet.

- Det første, vi skal, er i hvert fald at bestille en ny tur til Thailand, når jeg er klar igen. Og nok også en endnu længere rejse i samme ombæring.