Brevkasse
2. oktober 2024

Min veninde og jeg har altid haft gode snakke. Men nu handler de pludseligt kun om cremer og restauranter

"Min veninde lader til helst at ville snakke om sommerhuse, smykker, rejser, cremer og restauranter for tiden, og når jeg bringer nogle af de store ting på banen, føler jeg, hun fejer mig af." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_

Foto: mew

Kære Anna

Min veninde og jeg har kendt hinanden, siden vi var elever sammen, og vores snakke har altid været både gode og dybe. Vi har altid kunnet tale om det hele.

På det seneste er jeg begyndt at føle, at vores samtaler er blevet overfladiske, selv om jeg synes, jeg bringer de samme emner op, selv deler ud, som jeg altid har gjort – og spørger ind til hende, som jeg altid har gjort.

Min veninde lader til helst at ville snakke om sommerhuse, smykker, rejser, cremer og restauranter for tiden, og når jeg bringer nogle af de store ting på banen, føler jeg, hun fejer mig af.

Hvis jeg skal spørge hende, hvad der foregår, føler jeg, det hurtigt kan blive en kritik af hendes personlighed, så jeg er lidt i vildrede om, hvorvidt jeg skal spørge hende eller ej, og hvis ja, hvordan?

Kærlig hilsen veninden

Kære veninde

I to har jo kendt hinanden i så mange år. Derfor tror jeg godt, du kan tale med hende om det her, uden det lyder som en kritik af hele hendes væsen.

Min erfaring er den, at jo mindre vi har lyst til at tale om de ting i livet, der er vanskelige, des mere har vi brug for det. Kan det tænkes, at noget presser din veninde så meget, at hun slet ikke kan overskue det?

Jeg havde engang en kvinde siddende på mit præstekontor. Hendes tilværelse var i opløsning, fortalte hun, for hendes mand ville skilles og sælge deres fælles hjem igennem 20 år. ”Mens han talte, kunne jeg ikke tænke på andet, end hvor meget jeg ville savne det smukke gulv i vores havestue,” fortalte hun. ”Og i stedet for at sige noget, rejste jeg mig op og begyndte at arrangere puderne i sofaen.”

Den adfærd, kvinden beskrev her, er der intet unormalt i. For når alting sejler omkring os, forsøger vi ofte at holde sammen på os selv ved at gribe fat i små bitte ting og detaljer.

Noget vi kan overskue at rette på – eller kaste vores energi ind i. Måske bakser din veninde med noget virkelig svært? I så fald er du måske lige præcis dét menneske, der kan hjælpe hende ved at turde spørge – og også rumme hendes svar.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også