Min veninde ringer på de mest vanvittige tidspunkter. Jeg har sagt fra, men det fiser ikke ind

Kære Renée

Jeg har en veninde, der er flyttet tæt på. Men jeg er ret træt af hende, hun opfører sig hjælpeløst og vil hele tiden have vores hjælp.

Jeg prøver at forklare de ting, hun nu gerne vil have hjælp til, men alligevel stiller hun de samme spørgsmål igen og igen til min mand og mig, der begge er håndværkere.

Jeg er på barsel, men det afholder hende ikke fra at ringe til os på de mest vanvittige tidspunkter. Jeg har fortalt hende, at vi har nogle faste tider, hvor vi ikke ønsker opkald, og vi ser helst, at hun skriver en besked i stedet for at ringe hele tiden. Men det er som om, det ikke fiser ind på lystavlen.

Jeg har snakket med en fælles bekendt. Han fortalte, at hun havde sagt, at vi havde masser af tid.

På nogle punkter husker jeg hende som den gamle, søde, sjove veninde, hun engang var, men hun er fuldstændig vendt i årenes løb og at ignorere hende en stund eller prøve at lægge en dæmper på kontakten har ikke hjulpet, hun ringer stadig i utide, fordi hun skal have hjælp.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg har to små børn, og når barslen er ovre, vender jeg tilbage til hverdagen. Hun har eget hus, hunde og er ellers alene, (og muligvis jagter hun familielivet selv). Hun arbejder som sygeplejerske og ytrer selv, at hun har masser af tid.

Jeg har tænkt på, om vi kan være vokset fra hinanden, da vi er så forskellige. Men jeg kan ikke være hård, fordi jeg dybt inde stadig ser hende som rar og venlig, og det er hun også stadig, men desuden møgbelastende og selvoptaget og viser ikke så megen interesse for andre end sig selv og sine to hunde.

Hvad skal jeg gøre?

Mvh. en snart skaldet veninde

Kære snart skaldede veninde

Det er et svært dilemma, du står i. På den ene side holder du af din gamle veninde og vil gerne, at jeres venskab fortsætter, på den anden har du lyst til at bede hende om at stoppe med at kontakte dig og din familie.

Hvordan tackler du det på en måde, så du bevarer venskabet, men så hun forstår, at du ser hendes adfærd som grænseoverskridende og invaderende?

Jeg tænker, at du måske ikke har fået sagt det på en måde, så hun kan høre det. For hvis hun havde hørt og forstået dit budskab, må vi gå ud fra, hun var stoppet. At hun ikke har hørt det, tror jeg måske kunne bunde i, at du selvfølgelig finder det meget svært at sige fra over for hende, og at du derfor ikke har været tydelig nok?

Det er svært at få sagt ordentlig fra over for et menneske, man holder af. Problemet er bare, at der helt tydeligt går skår af dig, og at du åbenlyst er ved at få pip af din venindes konstante henvendelser af praktisk karakter.

Hvis man skal sætte en grænse, så det menneske man skal sætte den over for, forstår det, så tror jeg, man i første omgang skal være enig med sig selv om, at det er o.k.

Du skal mærke, tænke og føle, at det er ok, så hele dit væsen ved, at det er ok, at du siger fra. Men jeg vil gerne hjælpe dig, for det, du beskriver, er møgirriterende for dig, så derfor er det fuldstændig i orden for dig at sige fra.

I processen med at blive klar til at få sagt det, så din veninde kan høre det og forstå det, kunne det være en idé, at du og din mand tager en snak om, hvad I kan og ikke kan være med til, så I er enige om, hvad der er o.k. for jer, og hvad der ikke er. I kan eventuelt skrive tingene ned.

Når I har fuldstændig styr på dét, der ikke er o.k. for jer, og du kan mærke dybt inde, at det er helt o.k. for dig at sige fra, så ser jeg ingen anden vej.

Der er risiko for, at hun bliver ked af det. Du kan gøre dit for at få tingene sagt på en venlig, ordentlig og besytemt måde, men du kan ikke styre, hvordan hun modtager det.

Når du så har fået formidlet det, kan du bede hende gentage det, du har sagt, så du sikrer dig, at hun har forstået dig rigtigt. Du kan også tage dét, du og din mand skriver ned, med og vise til hende.

På samme tid siger du til hende, at du holder af hende, og at du ønsker at bevare jeres venskab, for det hører jeg, at du gør. Du siger til hende, at det er vigtigt for dig at sætte de her grænser, men at det ikke betyder, du ikke kan lide hende.

At skulle sætte en grænse kan være enormt ubehageligt. Men hvad er alternativet, enten skal du lade hende gå over dine grænser, hvilket også giver et enormt ubehag - eller også skal du tage ubehaget en gang for alle og få sagt, hvordan du oplever hendes adfærd, og at du gerne ser den stoppe.

Sidst, men ikke mindst, kan det tænkes, at siden din veninde er nytilflyttet og ikke har mand og børn, kan der ligge et element af ensomhed i hendes kontaktforsøg.

Her kan du tænke over, om du kunne have rum til mere kontakt med hende, hvis det ikke handlede om praktiske ting, men var mere venindeagtige? Så kunne det være en måde at bløde op omkring grænsesætningen.

Jeg ved også, det ikke er en let løsning, jeg er kommet med. Jeg tror bare ikke, der findes nogen let løsning på det her dilemma. Det kræver derimod, at du farer med lempe, men også at du bliver meget tydelig. At gøre begge dele på én gang er noget af et kunststykke.

Jeg håber, du finder modet til at tage den svære samtale.

Kærlig hilsen

Renée