Min veninde vil hele tiden tale om dengang, jeg var syg, selvom jeg er kommet videre. Hvordan tackler jeg hende?

Kære Renée

Jeg har et dilemma, som handler om at få sagt fra over for en veninde.

Vi går ture og spiser sammen, og jeg sætter pris på vores venskab. År tilbage kom vi for alvor i snak, da vi begge har børn med diagnoser. Hendes datter er autist og langt hårdere ramt og meget afhængig af sine forældre, end min, der har ADHD, og med alderen klarer sig godt.

Jeg er begyndt at undlade at tale om de ting, der glæder og udfordrer min datter. Jeg føler konstant, at min veninde skal finde noget at sætte en negativ finger på. Hun ved meget om diagnoser, men altid at skulle kloge sig er trættende at høre på.

En anden ting. Sidste år var jeg syg på grund af medicinskift, det udløste både depression og angst. Her var hun virkelig en støtte og en omsorgsgiver for mig. Det er jeg meget taknemmelig for og har takket hende mange gange.

Jeg bryder mig ikke om at vade rundt i egen sygdomssnak, og det ved mine veninder udmærket godt. Men den her veninde vil gerne tale om, hvordan jeg havde det dengang kontra i dag – selv om jeg for længst er kommet videre.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle hende. Jeg føler, at hun har brug for at markere sig. Kan det være et behov, hun har? Jeg vil nødigt undvære hende, men er samtidig næsten lettet de dage, hvor vi ikke har aftalt gåtur.

Håber du kan give mig et råd til at beholde venskabet uden at miste energi, som jeg gør nu?

Venlig hilsen

Fisken

Kære Fisk

Det er altid en balance at skulle sige fra og sætte grænser, hvordan gør man det uden at personen bliver ked af det, vred eller trækker sig fra relationen?

Jeg tænker: Der er nok bare ingen anden vej end den ærlige og venlige samtale.

Det kan være, at din veninde har brug for at være den kloge. Hende der ved noget om diagnoser, og måske hun vender tilbage til dine vanskeligheder fra fortiden, fordi hun dengang hjalp dig rigtig meget. Måske det, at hun ved noget om diagnoser, begge jeres børn har, ubevidst er med til at give hende noget værdi – det at have værdi er jo en dejlig følelse.

Jeg ved det ikke, jeg gætter ud fra det, du beskriver. Men det er muligt, også fordi vi alle sammen ved, hvor vigtigt det er for os selv at føle os værdifulde, og hvor langt vi vil gå for at opnå den følelse.

Det er muligt, at din veninde ubevidst markerer sig som værdifuld i dit liv. Og hvorfor så gøre det over for en veninde? Måske oplever hun ikke sig selv som værdifuld? Måske er hendes sorg over at have et barn med en autisme diagnose så stor, at hun føler det som et personligt nederlag, uden hun selv er klar over det?

Måske er du et af de steder i verden, hvor hun føler, hun kan hjælpe med noget og dermed have en værdi? Måske konkurrerer hun (igen ubevidst) med dig fordi, det at være bedre end dig til noget, giver hende en værdi?

Der er mange muligheder for hendes bevæggrunde, og det er ikke sikkert, at hun selv er klar over, hvad hun gør, eller at hun overhører dine signaler og grænser?

Det kunne være konstruktivt at undersøge de her ting sammen, eventuelt med dit brev og mit svar som et oplæg til snakken. På den måde sikrer du, at hun kan læse, at du holder af hende, at du synes, det er svært at få tingene sagt, at du ikke dømmer hende, men at du ønsker åbenhed, respekt og omsorg mellem jer.

Jeg ved ikke, hvordan I normalt taler sammen i forhold til åbenhed, og hvor dybt I analyserer hinanden.

For du kommer ikke udenom at have en samtale med hende om de grænser, du er nødt til at sætte for at passe på dig selv.

Men du kan tage samtalen med udgangspunkt i dig selv, det du oplever smerteligt, hvorfor du oplever det smerteligt, hvordan du ser dig selv, hvor meget du holder af hende og sætter pris på jeres venskab, hvor glad du er for jeres gåture og al den hjælp, du føler, du har fået af hende.

Med udgangspunkt i hvor værdifuld hun er for dig, så værdifuld at du har skrevet til mig, fordi du er så bange for at miste hendes venskab, når du sætter ord på de ting, som fylder dig i jeres relation, og som du ønsker skal ændres, så I kan fortsætte jeres dejlige venskab.

Jeg tror og håber på, at hvis du går ind i samtalen med et åbent og kærligt hjerte, uden at dømme hende, den hun er, eller det hun gør, men koncentrerer dig om, at det ikke er rart for dig, så vil hun kunne høre det du siger, og forhåbentligt møde dig kærligt og åbent tilbage.

Det er et forsøg værd, for hvad er alternativet, at du aldrig får det sagt, aldrig får sat den grænse?

I det tilfælde kunne jeg gætte på at venskabet nok naturligt har en risiko for at glide ud i sandet, for du vil få mindre og mindre lyst til at ses, i det jeres gåture giver dig en ubehagelig fornemmelse.

Kærlig hilsen

Renée