Brevkasse
17. december 2024

Når jeg skriver til mine børn, svarer de ikke. Det har stået på i tre år

"Jeg ser hans tidligere kone, men han har meddelt mig, at han ikke kan se mig, så længe jeg har kontakt med hans eks." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_

Foto: mew

Kære Anna

Jeg er 76 år gammel, fraskilt og har fundet kærligheden med en gammel ven af familien. Vi har kendt hinanden i cirka 35 år og som kærester i cirka tre år.

Jeg boede tidligere tæt på min datter og hjalp dem en del, stod vel nok lidt for meget på pinde for dem. For små to år siden var jeg, grundet min økonomi, nødsaget til at sælge mit hus og fandt så en passende lejelejlighed en halv times bilkørsel fra min datter, lidt længere fra min søn, men tæt på min kæreste.

Lejligheden og byen, jeg bor i, passer mig perfekt, men flytningen passede åbenbart ikke mine børn. Min datter og svigersøn dukkede en dag uanmeldt op hos mig og overfusede mig på det groveste for manglende evne til at passe på min økonomi.

Jeg fortalte det til min kæreste, som blev meget indigneret og skrev et sobert og pænt brev til dem og satte dem på plads. Det har de taget meget unådigt op og vil nu under ingen omstændigheder se hverken mig eller ham.

Min søn er skilt, men gift igen. Jeg ser hans tidligere kone, men han har meddelt mig, at han ikke kan se mig, så længe jeg har kontakt med hans eks. Det skal siges, at jeg ser alle børnebørnene helt uden problemer.

Det har nu stået på i snart tre år. Jeg har skrevet til dem flere gange, men kun fået tavshed til svar.

Hverken min kæreste eller jeg ved vores levende råd.

Med de venligste hilsner fra en frustreret mor

Kære frustrerede mor

Selvfølgelig skal du arrangere dig, som du selv bedst kan overskue. Du er jo ikke flyttet til den anden ende af landet, og jeg undrer mig over din datters voldsomme reaktion. Jeg kan sagtens forstå, at din kæreste tog dig i forsvar. Desværre virker det ikke altid afvæbnende på en konflikt, når vi sætter nogen på plads. Især ikke når vi lader en anden føre pennen.

Jeg har erfaret – blandt andet her i brevkassen – at det ofte er vanskeligt for en ny partner, når man som svigermor er venner med sin søns ekskone. For betyder det så, at du bedre kunne lide hende? Prøv, om du kan gøre din nye svigerdatter tryg i, at hun er vigtigst for dig.

Det faktum, at du fortsat ser dine børnebørn, øjner jeg et håb i. Din søn og din datter får svært ved at holde dig fra livet, når nu deres børn elsker at være sammen med dig.

Alle tætte relationer er fyldt med kompromiser. Også den slags, der ligner kameler, når vi sluger dem. Bliv ved med at skrive til dine børn og gør det klart, at du er villig til at lytte til dem. Også selv om det, de siger, kan blive svært at høre på.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også