Vi mødte hinanden ved morgenmadsbuffeten. Nu har han stillet mig et spørgsmål, der får mig til at tøve
Foto: Betina Fleron
Hej Anna
Jeg skriver til dig, fordi på en ferie på Kreta sidste år mødte jeg mit livs kærlighed.
Vi boede på samme hotel, er begge danskere og snakkede sammen ved buffeten om morgenen, indtil han en dag spurgte, om vi skulle drikke et glas vin sammen senere. Og så slog lynet ned, og vi har været kærester siden.
Om kort tid har vi ét års dag, og han foreslår, vi fejrer det med at flytte sammen. Han bor i Jylland, jeg bor på Sjælland, men han flytter gerne over til mig.
Sagen er bare, at han er 30, jeg er 45, og selv om vi begge er udadvendte typer, lever vi ret forskelligt. Det er ikke noget problem nu, men jeg er bange for, at det bliver det, hvis vi skal have en hverdag. ”Lad det komme an på en prøve”, siger han.
Jeg er til gengæld virkelig glad for vores forhold, som det er. Jeg synes, jeg er modig anlagt, men her tøver jeg. For tænk, hvis jeg mister ham og det, vi har. Gode indspark ønskes.
De bedste hilsner Eva
Kære Eva
En kvinde, jeg kender, beskrev engang for mig, hvordan det føltes, dengang hun flyttede sammen med sin kæreste: ”Hele første år skændtes vi næsten hver dag”, fortalte hun.
”Men så aftog det, og vi fandt en fælles rytme. Jeg tror, det kan sammenlignes med det, der sker, når man planter to træer ned i den samme store lerpotte. De skal bruge tid og kræfter på at flette deres rødder sammen. Den proces er vigtig og ikke altid helt smertefri”.
Jeg har lige siden tænkt over hendes fine beskrivelse her. For hvor er det et smukt og sandt billede på det, der sker, når to forskellige tilværelser vælger at slå sig sammen.
Du nævner ikke noget om, hvorvidt I har børn. Var det tilfældet ville jeg være langt mere forsigtig. For når to familier skal ”fusionere”, er det en betydelig mere kompleks proces.
Vi har booket en tur til Provence, men jeg vil gå fra ham. Kan jeg godt tage med på ferien først?
Selvfølgelig er det altid forbundet med en vis risiko at flytte sammen. Men der er også en risiko ved at lade være.
Tal med din kæreste om, hvordan I tackler jeres forskelligheder i et samliv.
Er parterapi noget, I begge har mod på? Jeg ved godt, at mange tænker, at den slags først er nødvendigt, når det hele begynder at gå skævt. Men da kan det netop være for sent. Det er bedre at forebygge end at behandle.
En mulighed kunne også være, at du og din kæreste lod bofællesskabet begynde med en prøveperiode. Fungerer det ikke for jer at dele hjem, så fortsæt som nu som kærester.
I skal blot forinden være enige om, at et forsøg af denne art ikke er lig med en fiasko, hvis I lander på hver jeres matrikel igen.
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.