Da Helle Fagralid fik en ny chef, traf han en drastisk beslutning

Helle Fagralid elsker duften af nyslået græs. Faktisk kan hun bedst lide at slå græsset selv. Havearbejde er zen. Det er det med at få noget gjort. Se frugten af sit arbejde. Men det er mere end det.

Det handler også om at være i samklang med naturen og lukke alt andet ude. Det gælder både i hjemmet i Hellerup, som hun deler med Ole Bornedal, og oppe i deres gamle stråtækte sommerhus på Nordkysten.

Grønt er godt for øjnene. Og for sjælen. Det har hun vidst, siden hun var barn.

– Jeg elsker at ordne have, jeg kan nærmest blive besat af det. Jeg elsker at slå græs, fordi man ligesom ikke kan gøre andet, mens man gør det. Og det er dejligt at gøre noget, som jeg kan se, har en effekt, og som jeg på en måde samtidig gør for mig selv.

– Det er enormt rekreativt at være i naturen og i haven. Min far tog mig med på jagt, fra jeg var helt lille. Jeg tror, det var der, jeg fik naturen ind. Jeg havde en oplevelse af at være ét med den.

Var du god til at sidde stille og vente?

– Ja, megagod, jeg kunne være musestille, nærmest helt forsvinde.

Helle var 10 år, da en skolelærer havde set en casting-annonce til tv-serien ”Da Lotte blev usynlig” og sansede, at det var noget for Helle. Det var det. Hun mærkede tidligt, hvad der trak

– Jeg tror, at når noget føles så rent i én, så er det, som om skæbnen fører én.

Den rene følelse var fremherskende i mange år. Helles mange roller: I tv-serier som ”Forbrydelsen”, ”1864” og ”Den som dræber”. I film som ”Sorg og glæde”, hvor hun spiller en fødselsdeprimeret mor, der slår sit barn ihjel. Og i ”Så længe jeg lever”, hvor hun spiller sangeren John Mogensens kone Ruth.

Og så er der alle teaterrollerne på Det Kongelige Teater. Det vil sige: Der var.

I andres hænder

Allerede året efter hun blev færdig på Statens Teaterskole i 2001, blev hun som 25-årig fastansat på Det Kongelige Teater.

Men med årene mærkede hun en stigende metaltræthed, og hun begyndte at drømme om at blive … gartner. For nu at blive ved haven: Hun blomstrede ikke nok, der hvor hun var.

– Man kan vel sige, at jeg bare knoklede løs og var i … andres hænder i forhold til at skulle møde et bestemt sted på et bestemt tidspunkt og ikke altid selv havde noget at sige, i forhold til hvad jeg skulle spille og med hvem. Så det var på godt og ondt. Mest på godt.

– Men det gjorde jo, at alle de dér idéer og tanker, jeg havde om, hvad jeg gerne ville … de forsvandt sådan langsomt i … det store maskineri.

På ondt?

– Ja, det var det. Det med aldrig selv at kunne bestemme over sin tid. Altid stå til rådighed. Være væk, når alle andre var til bryllup, fødselsdag eller bare spiste aftensmad.

– Så jeg havde i mange år et ønske om at prøve noget andet også, men det var virkelig svært at kombinere med sådan et job, hvor man er på arbejde hele tiden. Jeg havde ikke engang tid til en hobby! Næsten ikke engang tid til at læse bøger, så meget arbejdede jeg.

– Jeg lavede også film, radio, speaks og alt muligt ved siden af. Så jeg var faktisk mæt af teatret, det lagde jeg heller ikke skjul på, men jeg var ikke selv i stand til at flytte mig fra det teater, som jeg var groet lidt sammen med og følte mig meget privilegeret over at være en del af.

– Jeg havde en kæmpe sult efter noget andet, jeg turde bare ikke tage skridtet. Men da vi så fik en ny chef … ville han gerne noget andet, og jeg tror også, at han så … at jeg ikke havde den samme gejst længere.

Så han tog skridtet for dig?

– Ja, det gjorde han. Og det var godt. Jamen, det var så godt.

Det er otte år siden. Hun var selv 40. Og fyringen var det rigtige skub. Men det rummede indiskutabelt også store følelser at skulle være sin egen chef efter 14 år i Det Kongelige Teaters trygge favn.

– Det var på en måde en stor sorg, men også en lettelse. Og så en … pinefuld forventning. Det var klart en blandet følelse at vide, at nu stod verden åben og samtidig: Hvad skulle der ske?

– Man bliver jo sagt op med et års varsel, så jeg havde et år til at tage afsked og gå og være lidt nostalgisk.

– Men meget hurtigt fandt jeg ud af at søge ind på Kunsthistorie og kom ind. Og så var det altså virkelig dejligt at mærke den nye frihed og prøve at komme ud og arbejde på andre teatre også. Bestemme selv i mit arbejdsliv.

Når det er sagt:

– Altså … når jeg tænker tilbage på alle de gode konstellationer, roller og historier, jeg har været i arbejdsmæssigt, så ærgrer jeg mig lidt over, at jeg ikke nød det mere, mens jeg var i det.

I dag skriver hun blandt andet for netmediet Kunstkritikk.dk og spiller roller, når de er der, og hun synes om dem. Hun har lige været på optagelser i Berlin.

– Det var den mest vidunderlige oplevelse af, at alting gik op i en højere enhed. Jeg filmede en dansk/tysk serie, en lillebitte, men skidegod rolle. Jeg må ikke sige noget om det, produktionen er hemmelig indtil videre. Men det giver en særlig ro og koncentration at arbejde i udlandet.

– Når jeg ikke var på optagelse, skrev jeg på mine artikler til Kunstkritik eller gik på kunstudstilling. Jeg nød det. Det var den vildeste luksus.

Frihedens somre

Vild luksus var ikke en del af hverdagen, da Helle var barn i Helsingør. Hun var to år, da hendes forældre blev skilt. Hun boede hos sin mor og var hos sin far hver anden weekend. Somrene delte de.

Hvordan var din barndoms somre?

– Jeg husker dem som utrolig dejlige og meget simple. Vi tilbragte vores sommerferie på Skotterup strand ved Snekkersten, for min mor havde ikke nogen penge til at rejse for. Med min far var jeg på sommerlejr med SID, hvor min papmorfar var uddannelsessekretær, derfor var det en fast tradition.

– På den måde kom jeg rundt og så Danmark sammen med min jævnaldrende papkusine. Vi nød den ultimative frihed, vi havde dér. Vi boede i vores eget telt og gjorde lige, hvad vi ville, vi lavede så meget ballade og fandt på alt muligt sjovt.

– Det var ret vidunderligt. Der var total frihed. Det var der i det hele taget i min barndom.

Hvad har din opvækst betydet for det menneske, du er blevet?

– Hm … Jeg tror, det har stor betydning, at jeg er blevet givet den frihed. At jeg er vokset op i en tid, hvor man af forskellige årsager havde tillid til, at børn kunne klare ret meget. Nogle gange har det måske været lige på grænsen af, hvad der var fornuftigt.

– Jeg startede jo med at filme, allerede da jeg var 10 år, og tog selv bus og tog – ind imellem på underlige tidspunkter – til og fra København og til Lyngby, hvor filmstudiet lå. Jeg var hundeangst indimellem.

– Der var måske lidt for mørkt eller lidt for øde ved et eller andet busstoppested, eller der sad en underlig mand i toget, men jeg kom igennem det, og jeg gjorde det, fordi jeg skulle, og fordi jeg gerne ville.

– Jeg tror, min mor fulgte mig og viste mig vejen, første gang jeg skulle ind til Per Holst Film i Livjægergade. Ellers gik jeg selv.

Når Helle i dag taler med sin mor om, hvordan hun turde lade sin lille datter gå alene igennem mørke stier klokken fem om morgenen op til busstoppestedet for at tage bussen til Lyngby, siger hendes mor også, at det ville hun, retrospektivt set, måske ikke have gjort i dag.

– Men det var jo sådan, det var dengang. Og det var også det, der var muligt, vi havde ingen bil, hun kunne ikke komme og hente mig, og der var ingen mobiltelefoner, men man fandt jo ud af det eller spurgte nogen om hjælp. Og det var fint.

– Når man bliver givet den tillid, er det som om, det bliver selvforstærkende, for så får man faktisk også tillid til, at man kan klare noget, selv om det umiddelbart virker helt umuligt.

– Jeg tror, at den måde at blive opdraget på, som var ret normalt, da jeg var barn, er en stor mangel i dag. Simpelthen det at vise børn tillid.

Naturen styrer

Efternavnet Fagralid er færøsk – Helles mor er født og opvokset på øerne. Og Helle har været der mange gange igennem årene.

– Jeg oplever faktisk, at min tilknytning bliver stærkere og stærkere. Jeg ved ikke, om det handler om min barndom og en eller anden form for romantisering af, hvor vi kommer fra. Det kan godt være, det er et behov for at skabe en identitet omkring det.

– Eller også er det bare helt reelt, fordi jeg deroppe føler mig virkelig lille i forhold til naturen. Følelsen af at, naturen bare styrer, og man ikke har så meget at skulle have sagt, er ret fascinerende. Og så er der en helt særlig ro. De går ikke så meget op i tid, ”det finder vi ud af” og ”det ordner sig”.

– Det er virkelig som at komme til et andet land, når man kommer til Færøerne. Religion spiller også stadig en kæmpe rolle, og jeg forstår det godt, fordi de ligesom har levet under naturens luner og helt andre vilkår.

Og derfor kommer vi naturligt til at tale om retten til abort. Som er forbudt på Færøerne, længe har været et betændt emne og fortsat kommer til at være det.

– For forslaget om fri abort er lige blevet afvist i Lagtinget, fordi præcis halvdelen stemte for og halvdelen imod. Det er jo helt tosset. Jeg er så ærgerlig over det. Så der er stadig ikke fri abort, og det har kæmpe konsekvenser, for så skal kvinderne rejse til Danmark, og det er dyrt, besværligt og ydmygende – og totalt misforstået.

– Men man er også nødt til at forstå, at mange mennesker på Færøerne tænker anderledes om abort, end vi gør i Danmark. Og der er trods alt en udvikling i gang, nogle gange tager ting også bare tid. Det tror jeg, vi generelt er nødt til at acceptere i den vestlige verden.

– Vi kan ikke presse vores idéer ned over andre kulturer, det skal komme indefra. Og det er ved at komme indefra på Færøerne, det mærker jeg. Især de unge er engagerede i den debat, så jeg tror på det, det kommer lige om lidt.

– Når det er sagt, synes jeg samtidig altid, at man skal prøve at forstå det, man ikke forstår – uden at det nødvendigvis skal føre til enighed. Det er måske også noget, jeg har med mig fra skuespillet: At sætte sig ind i en karakter.

– Hvorfor handler hun, som hun gør? Hvad er det for mekanismer, der ligger bag? Jeg tror så meget på dialog og viljen til at forestille sig at være i andres sko.

En forvirrende tid

Helle kalder den tid, vi lever i, ”forvirrende”. Og hun sætter fingeren hårdt ned i en af tidens store, blå mærker: Den utopiske forestilling om, at vi kan skabe perfekte liv i en perfekt verden.

– Vi vil så gerne fikse alt, ikke?

Det er en umulig opgave. På det store fælles verdensplan. Men også på det nære menneskeplan. Inklusiv hendes eget. For det har selvfølgelig ikke været nemt hele vejen. Det har det ikke for nogen mennesker, siger Helle, men:

– Det handler hele tiden om at finde en balance, hvor den modstand, der er, ikke får lov til at tage over. Jeg prøver at finde det lille lys i det sorteste mørke. Jeg har som alle andre mennesker oplevet dødsfald og skilsmisse og at få nej til noget, man gerne vil …

– Og jeg kan blive meget ked af det og emotionelt påvirket af modstand, men samtidig har jeg hele tiden en lille kerne af lys eller håb eller tro på, at det nok skal lykkes, at det nok skal gå godt – samtidig med, at alt kan føles, som om det falder fra hinanden.

– Men jeg tror også, at modstand er godt, for det er med til at flytte os, udvikle os. Modstand er en del af livet. Jeg tror, mange i dag har svært ved at acceptere, at der sker fejl, og ting går i stykker og forhold går i stykker, og modstand, død, ulykker og sygdom er en del af livet. En dårlig karakter i en skoleopgave? Altså …!

– Som jeg siger til min søn: ”Nå ja, men hvis du får 4, har du jo bestået, det har du også, hvis du får 2. Så håber jeg, at du lærer noget, så du måske kan gøre det anderledes næste gang”.

– For det er, som om vi har en idé om, at det hele skal være rigtigt og perfekt og … glat, alt skal bare gå glat.

Idealer om kærlighed

Helle og Ole. Mødte hinanden for 12 år siden, da Ole skulle lave ”1864”, som Helle skulle spille med i.

– Og så … klikkede vi bare.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– At kærlighed kan se ud på mange måder og tage mange former. Jeg elsker min familie, jeg har en masse venner, som jeg virkelig elsker, det er også en form for kærlighed.

– Da jeg var yngre, havde jeg måske en idé om, at kærligheden skulle være på en bestemt måde, og hvis man ikke viste sin kærlighed på den og den måde, så var det måske ikke rigtigt, så føltes det ikke rigtigt. Jeg havde nogle meget høje idealer om, hvordan den anden skulle vise sin kærlighed.

– Der er jeg nok blevet klogere, for det handler jo så meget om den kærlighed, man selv har og viser – mere end hvad den anden har eller gør. Og det er i virkeligheden også der, glæden ligger. Det at kunne være noget for andre.

Nøglen?

– Det handler om at blive ved med at være nysgerrige på hinanden, men også nysgerrig på sig selv – det vil sige at blive ved med at gøre sine egne ting også, tror jeg.

– Så man kører lidt parallelt og fletter ind i hinanden, men ikke nødvendigvis er den store symbiose – det er det, der fungerer for os. Især det med at blive ved med at være nysgerrige og udfordre sig selv og hinanden.

– Men … jeg synes heller ikke, man skal blive sammen for enhver pris, det ved jeg jo af erfaring. Jeg har et virkelig nært venskab med min eksmand, min søns far. Men det kunne ikke være anderledes, vi skulle fra hinanden. Så har vores kærlighed fået en anden form, som er et dybt og nært venskab.

– På den måde var det jo rigtigt, at vi var sammen og fik barn sammen. Det ser bare anderledes ud nu.

Det er jo sådan, det er i et liv. Med tiden er der meget, der ser anderledes ud.

Hvad betyder penge for dig i dag?

– At jeg stadig har en tro på, at jeg kan klare mig for meget lidt. Jeg går ikke særlig meget op i materialistisk status. Det betyder bare ikke rigtig noget.

Men du bor i stort hus og har sommerhus?

– Ja, jeg har masser af luksus i mit liv, absolut, vi er dybt privilegerede. Vi har også selv skabt det, vi har knoklet i den grad. Det, synes jeg, gør en stor forskel. Det gør også, at jeg kan nyde det; jeg tillader mig at nyde det.

– Jeg har arbejdet fra jeg var 10 år, og jeg har bygget min økonomi op fra den første andelslejlighed, jeg købte for 80.000 kr. Og så har jeg bare været utrolig fornuftig økonomisk, jeg har aldrig brugt mere, end jeg havde.

– Dét, tror jeg, nok også kommer af barndommens oplevelse af ikke altid at have råd til det, man gerne ville. Det er ikke, fordi jeg har oplevet det som et afsavn, da jeg var barn, overhovedet.

– Jeg kunne godt se, at mine venners forældre havde bil og boede lidt anderledes og havde finere tøj. Men jeg fik en masse arvetøj, som jeg elskede. Jeg lærte at værdsætte det, der var.

Den rigtige mening

Sådan har hun det på sin vis stadig. Genbrug er godt.

– Oles datter, Fanny, gik på et tidspunkt rundt i min gamle læderjakke, fra jeg var teenager. Det er vidunderligt, det gør mig så glad.

Hun trækker ud i sine kakifarvede, arbejdsagtige bukser med lommer:

– De her bukser købte jeg, da jeg gik på teaterskolen! Ole bliver ikke imponeret, når jeg fortæller, hvor gammelt meget af mit tøj er, men jeg er vild med det.

Skændes I to nogensinde?

– Hvis der er noget, vi virkelig kan diskutere, er det politik. Fordi vi tit står to forskellige steder. Og så alligevel ikke. Jeg tror faktisk at vi er ret enige om nogle grundlæggende værdier, når det kommer til stykket – vi er måske bare ikke så enige om vejen derhen.

– Men på en måde er det også meget dejligt. Jeg kan jo godt lide, hvis man har forskellige holdninger, jeg bliver faktisk lidt bange, hvis man er for enige. Også i vennegrupper.

– Det der med at alle skal være enige og synes det samme – det bryder jeg mig ikke om. For jeg er bange for den rigtige mening. Jeg er oprigtigt bange for den u-rummelighed, der ligger i at have den rigtige mening og påtvinge andre den.

Der er altid nuancer?

– Altid.

Jeg har på fornemmelsen, at der kan være diskussioner i loftshøjde, når alle jeres fem sammenbragte store børn er med ved middagsbordet?

– Ja, dét kan der. Der er indimellem drama og forskellige holdninger, der brydes. Og … altså jeg er jo sjovt nok ret konfliktsky.

Er du det?

– Ja, det er jeg, helt vildt. Altså, når det kommer til det nære. Aj – jeg er i det hele taget konfliktsky. Det giver sig udslag i, at jeg helst ikke vil såre nogen, og jeg vil helst heller ikke have, at der er andre, der sårer andre.

– Og det kan også godt give sig udslag i, at jeg trækker mig for meget, ikke siger min mening – eller siger den lidt for tydeligt … Men jeg er blevet bedre til det. Meget bedre.

Hvem har lært dig det?

– Jeg har vel lært det lidt med tiden. Og måske også lidt af Ole og i vores samtaler, for han er bestemt ikke konfliktsky. Altså, det er jo ikke fordi, der ikke har været konflikter i min opvækst. Men … jeg kan bare bedst lide, hvis alle har det godt, der skal ikke være nogen, der bliver sårede.

– Nogle gange er det helt skørt, for det kan også betyde, at jeg f.eks. kommer til at købe nogle briller, for nu har jeg taget optikerens tid, ha!

Det har du gjort?

– Ja …

Bare fordi du ikke ville være bekendt at sige, at du ikke ville have dem?

– Ja. Det er ikke dem, jeg har på i dag. De ligger derhjemme, og jeg er glad for dem, og de er supergode og alt muligt, men jeg havde helt ærligt ikke rigtig brug for dem. Jeg havde faktisk slet ikke brug for dem.

Og hvad kan vi så lære af det:

– Jeg tror, at vi kvinder generelt er ”gode til” at være ovre i andres følelser i stedet for at være hjemme hos os selv. Og empati er fint – men det er også vigtigt at kunne sige fra.

Så næste gang, du besøger optikeren, kommer du ikke hjem med to par briller, når du kun skal bruge et par, fordi du ville være flink?

– Nej!

Siger Helle og griner.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 30, 2024.