Vi talte om børn og hus. Nu kan min kæreste ikke se en fremtid med mig

Hej Renée

Jeg er en kvinde på 29 år, som har været i et parforhold i 7 år.

Vi er jævnaldrende, og i min optik har vi et godt parforhold. Vi er kærlige overfor hinanden, har et godt sexliv, dybe samtaler og kan pjatte.

Sidste år blev min kæreste færdig med sin uddannelse, og det har været udfordrende for ham at komme på arbejdsmarkedet. Han tvivler meget på sine egne evner og har lavt selvværd og selvtillid.

Vi er gået fra at snakke om børn, hus og fremtid til, at min kæreste på nuværende tidspunkt ikke kan forholde sig til noget af det.

Han betvivler sin karrierevej og vores forhold. Han er bange for, om tingene har været hans eget valg, eller om han bare har fulgt samfundets sti – det der blev forventet af ham.

Han kan ikke længere se en fremtid med mig, men er samtidig bange for at miste mig og bange for at fortryde det, hvis han slår op.

Hans usikkerheder og negative tankegang har vi talt om længe, og han er selv kommet til den erkendelse, at det ikke går længere, derfor er han startet til psykolog.

På den ene side er jeg glad for, at han er ærlig overfor mig, men på den anden side er jeg utrolig ked af, at han er ved at smide hele sit liv væk, inklusiv mig, fordi han har det psykisk dårligt.

Derudover kan jeg mærke mit biologiske ur tikke. Jeg vil gerne have børn og familie en dag – helst med ham. Men hvis ikke han vil vores parforhold, så vil jeg ud af det, så jeg kan finde én, som vil det liv med mig.

Hvor længe skal jeg blive ved med at håbe, at han får det bedre?

Og hvor meget kan jeg forvente, at der er fremgang, når han går til psykolog?

Hilsen en fortvivlet kvinde

Kære fortvivlede kvinde

Præcis hvor længe en personlig krise varer, kan ingen sige noget om.

Det er ikke i orden at holde folk hen med den slags tvivl, men som det ser ud nu, kan han nok ikke gøre for det. Jeg tænker, som du også selv gør, at han er et reelt menneske, der er ærlig overfor dig, og det må være en god følelse, for så ved du, hvor du har ham, også selv om det på nuværende tidspunkt er et usikkert sted.

Du kan heller ikke gøre så meget andet ved hans krise, end at være der, snakke med ham og støtte ham i den udstrækning, han kan holde til. Selve krisen og dens indhold, det må han selv tage sig af – og det er han i gang med ved at se psykologen.

Din udfordring er, som du skriver, at holde til hans tvivl, om du kan og vil? Det er et stort spørgsmål, for hvem kan vide, hvornår du har fået nok eller bliver så ked af det, at du selv kommer i krise over det, og måske selv ønsker at komme ud af jeres forhold?

Det ved kun du, og det kan være en lang proces at nå frem til handling.

Jeg tror ikke på det der med, at man presser hinanden til at tage beslutninger, til at få børn, til at være kærester og leve på en bestemt måde. Pres avler modpres, og i denne situation hvor din kæreste i forvejen er presset, giver det ikke mening, at også du presser ham.

Det efterlader dig selvfølgelig handlingslammet i forhold til jer to, for det eneste du i realiteten kan gøre, hvis du vil holde fast i ham, er at blive og støtte ham i at finde hans egen vej.

En anden mulighed du har er, at fjerne dig fra både ham og hans krise. Det vil sige, at du flytter ud, indtil han ved, om det skal være jer to eller ej.

Du giver med andre ord slip på at prøve at påvirke ham i den ene eller anden retning, og du giver slip på at være med i hans krise, fordi den omhandler tvivl i forhold til, om han overhovedet vil dig.

At give fuldstændig slip på ham, ville måske kunne give ham den frihed, han søger til at finde sig selv, og deri ligger også muligheden for, at han opdager, hvor meget du betyder for ham, hvis du pludselig ikke er hos ham længere?

I har været sammen i mange år, når parforhold bliver “gamle” på den måde, vænner vi os til hinanden, og mange glemmer at sætte pris på det, de har.

Vi bliver ligesom hverdag for hinanden, og det gør, at vi ikke længere ser hinanden på samme måde. Det at glædes over hinanden er en aktiv handling, en bevidst proces, og det er så nemt at glemme, når forholdet bliver hverdag.

Der er selvfølgelig også en risiko ved at give fuldstændig slip, nemlig den at han opdager, at han har det godt alene og helst vil være det? Men hvis det sker, kan du jo spørge, om det så ikke var sket før eller siden alligevel?

Og vil du i grunden helst vælges helt til, endnu en gang, end gå i uvished om han nu mener det eller ej med jer to?

Det der kunne være godt for dig ved at give slip på ham for nu kunne være, at du ikke hver eneste dag skal konfronteres med en mand, der tvivler på, om du er den rette for ham. At møde det hver dag gør jo alt for ondt.

Hvis I flyttede fra hinanden, for en stund i første omgang, så ville der måske kunne gå timer, måske dage, hvor du ikke blev konfronteret med ham og hans tvivl, og det ville kunne frigøre din energi til at koncentrere dig om dit arbejde, dit liv, dine veninder, eller noget du kan lide at lave.

Det ville selvfølgelig være svært de første uger, men måske ville du opdage, at det var en lettelse for dig ikke konstant at skulle være på overarbejde følelsesmæssigt, i forhold til at føle dig afvist på daglig basis?

Jeg tror, det er den handlemulighed du har, hvis din tålmodighed er sluppet op, eller du oplever det for smerteligt at være i. For ændre ham, hans tanker, krise eller tvivl, det kan du bare ikke, det er et arbejde, han er nødt til at gøre for sig selv.

Kærlig hilsen

Renée