Anne Sophia Hermansen: Har vi fået navnekuller?

De fleste af os kender nok følelsen: Veninden har netop født, og hvad skal barnet hedde? Abel. Sødt, hvis altså ikke det var, fordi familien hedder Ohrt. Historien om Abel Ohrt hørte jeg en dag i kantinen, hvor vi sad og snakkede om navne. Vi kendte alle sammen nogen, som var blevet døbt noget uheldigt, eller hvor forældrene var blevet standset, før barnet skulle trækkes med navne som Blålys, Antikrist eller Anus. Skøre eksempler var der nok af, men Brian Taber tog prisen for mest uheldige navn. I Shakespeares ”Hamlet” siger Julie til Romeo: ”Hvad betyder et navn? Selv om en rose hed noget andet, ville den stadig dufte lige så dejligt”. Men Julie tager fejl. Et navn betyder en hel del, og hvis en rose hed Johnny, ville den nok desværre lugte lidt af Puch Maxi. Sådan er der navne, og så er der tabernavne. Jeg er født i 1972 og er fra en generation, hvor børn af og til blev døbt Johnny, Brian, Connie, Lonnie, Sonny og så videre. Men det gør de færreste i dag. For navnene minder os om lav social klasse, tyrenakke, unge mødre, kriminalitet, overførselsindkomst og ”det er Brian igen-igen”. Navne minder os altid om noget. De er aldrig bare et navn. I dag får mange børn deres oldeforældres navne eller som her på Østerbro, hvor jeg bor, et særdeles hjemmestrikket navn. Ofte to eller tre fornavne og så både mors og fars efternavn, medmindre en af dem hedder Hansen eller Jensen, for det lille unikke barn skal da ikke trækkes med et ordinært efternavn. Undskyld mig, men jeg synes, det er lidt latterligt. Har idérigdommen ikke efterhånden taget overhånd og er blevet til det rene navnegak? På det seneste har jeg hørt om børn med navne som Tristan Anakin, Lotus Delphine, Ziggy Bowie og Nova Lotus. Jeg hørte også for nylig om en dreng, der skulle døbes Texas Maximus. Godt nok var han født for tidligt og en lille splejs, men han skulle da have et stort navn. Jøsses. Bag det såkaldt unikke navn gemmer der sig en forestilling om, at barnet også får et unikt liv. Men vel gør det ej. Det får som de fleste af os andre et ret middelmådigt liv, medmindre det flipper ud på stoffer eller satser hele butikken på at blive rockstjerne eller første mand på Pluto. LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: Sådan fik vi vores deleordning til at lykkes Det er i dag 96 procent af alle nyfødte babyer, der får et såkaldt unikt navn. Jeg tvivler på, at 96 procent af en generation får usædvanlige liv, men jeg håber da, at jeg kommer til at leve længe nok til at opleve det. Til at opleve, hvordan der igen og igen må skrives danmarkshistorie, fordi alle tiders mest talentfulde ungdom hjemtager samtlige olympiske medaljer, opfinder kuren mod kræft, redder verdens fattige eller spiller klaver mere guddommeligt end Mozart. Jeg tvivler ærligt talt. Jeg tror i stedet, at fremtidens numerologer kommer til at give folk navne som Jens og Stine. At Myntelisa Euphorikka Calendula Skeel-Schaffalitzky bliver dødtræt af sit navn og bare gerne vil kaldes Mette. Og hvad med dig selv, tænker du måske, kære læser. Mit fulde navn er Anne Sophia Mygind Hermansen, og det har desværre ikke givet mig et liv, der er unikt. For sjov var jeg engang hos en numerolog, og hun forsikrede mig om, at lykke og succes ville blive hældt ud over mig, hvis bare jeg skiftede til Annesophia Mygind. Eller tog fornavnet Fabienne. Ellers tak. Jeg tror på, at vores liv afgøres af vores handlinger, ikke af vores navn. Derfor faldt jeg heller ikke for fristelsen og læssede det ene navn på efter det andet, da vores søn skulle døbes. Han har kun to navne, et ret enkelt fornavn og et efternavn. Da præsten hørte det, sagde han, at han ikke i 20 år havde døbt et barn på Østerbro blot to navne. Fremtidens unikke navne bliver måske fortidens mest gængse. Eller som en kollega afsluttede vores frokost med at sige: ”Måske bliver fremtiden brun som et værtshus”. Hun havde hørt, at ”bodega”navnene var på vej tilbage, og at flere havde døbt deres børn Tage, Tove, Werner, Bjarne, Gudrun og Gunnar. I sidste uge havde hun endda været til barnedåb, og hvad var barnets navn? Børge. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser