Brev til Renée: Min venindes børn mistrives med deres fars nye kæreste

Kære Renée

Min veninde blev skilt i januar 2019, efter hun opdagede, at hendes mand var flyttet ind hos en ny kvinde og hendes datter.

Min veninde aftaler så med eksmanden, at deres drenge skal være hos ham i deres tidligere fælles hjem, men han dukker aldrig op.

Da min veninde endelig fik fat på ham, meddelte han, at hun kunne passe sine unger selv, for det gad han ikke.

Sådan har det været i en lang periode. Drengene beder om samvær med deres far alene uden den nye dame og hendes datter, men det kommer ikke på tale.

Dråben var, da drengene skulle i svømmehallen med deres far, hvor de andre kom med.

Det udløste en lavine, hvor den nye kæreste nægtede at lade drengene være sammen med deres far.

Hun forlangte, at han tog sig af hendes datter i stedet. Drengene blev fragtet hjem til deres mor – min veninde – møghamrende kede af det og forvirrede.

Landet ligger nu sådan, at den store knægt ikke vil se sin far mere, og den mindste vil kun komme til samvær i hverdagen i to timer og en halv søndag, da han ikke kan enes med den nye kærestes datter.

Det skal siges, at datteren er meget skrøbelig og desværre er blevet udsat for en del mobning i skolen.

Det hjælper heller ikke, at hun bliver holdt hjemme af en mor, som er PTSD-diagnosticeret.

Det er gået alt for stærkt. Drengene fik at vide, at de bare havde at acceptere og respektere kæresten og indordne sig under deres nye regler, opdragelse, værdier og vaner.

Det gjorde drengene forvirrede og uforstående for, hvad de måtte og ikke måtte. Hvad er der gået galt her?

Kærlig hilsen den bekymrede veninde

Kære bekymrede veninde

Hold da op en historie.

Det er lige før, jeg tænker, om din venindes mand mon har fået en hjerneblødning eller et eller andet fysisk, der gør, at han har ændret sig sådan fra den ene dag til den anden?

Det skriver du intet om. Heller ikke, at der har været en mistanke eller en graduel ændring i deres forhold.

Lad os antage, at der intet fysisk er galt med ham, at han har haft den her nye kæreste et stykke tid, mens han samtidig har været sammen med din veninde, og at han måske har planlagt sin flytning, uden hun på nogen måde har fået nogen mistanke om, at der har været noget i gære.

Du spørger, hvad der er gået galt her, og jeg kan ærligt talt ikke engang begynde at gisne om, hvad pokker der er foregået i hovedet på den mand, siden han tager af sted på den abrupte måde og lader det gå ud over sine børn på en så åbenlyst uempatisk facon.

Jeg er ikke i tvivl om, at det må have været enormt grænseoverskridende og dybt ulykkeligt for din veninde og hendes børn.

Både at hendes eksmand opfører sig, som han gør, men også at hans nye kæreste tillader, at han opfører sig sådan, og at hun ovenikøbet er med til at understøtte det, der sker i forhold til samværet med hans børn.

En ting er at opleve, at man har et dårligt ægteskab, og at ønske sig ud af det – det har alle ret til, men at forsvinde fra den ene dag til den næste, ikke gide at se sine unger og så tvinge ungerne ind i noget, som tydeligvis ikke er rart, er noget helt andet.

Jeg kan som sagt intet sige om, hvad der er gået galt her, men galt er det.

Det, du kan gøre, er at støtte din veninde i, at hverken hun eller drengene behøver at have kontakt med far, hans nye kæreste eller hans forældre lige for nu.

Måske vil det endda være bedst for både hende og børnene at tage en timeout, så de kan få mulighed for følelsesmæssigt at erkende alt det, der er sket de sidste par måneder, og ikke mindst få ro.

Du kan støtte din veninde i hendes sorgproces, for det må virkelig have været et chok og en stor sorg, hun står i lige nu.

Jeg tænker også, at I kan prøve at få hjælp til børnene enten via kommunen eller skolepsykologen.

Jeg ville undersøge, hvilke muligheder der var, for at de kunne få hjælp, både til at kapere det, som er sket, og til at finde ud af, hvordan de selv skal forholde sig til deres far fremover.

Du skriver ikke noget om deres alder, men børn fra en vis alder må selv bestemme, hvor de vil bo, og hvorvidt de vil have samkvem med den anden forælder.

Det virker derfor ikke til at blive noget problem, hvis de vælger far fra i en periode – hvilket måske er meget godt. Det svære er, at den yngste ikke ønsker at vælge far fra og derfor er nødt til at indordne sig under nogle forhold.

Det er et frygteligt valg at sætte børn i: At sige ”det er den her måde eller ingen.”

Jeg tænker derfor også, at det vil være godt, hvis din veninde får hjælp til, hvordan hun bedst støtter børnene. Der er meget, der skal erkendes, repareres og forliges med.

Jeg håber, du kan hjælpe din veninde igennem den uro og det kaos, hun og hendes børn står i lige nu.

Kærlig hilsen Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÉE

Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

LYT TIL RENÉE

I podcasten Brev til Renée kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her