Emilia van Hauen: Sort skærm - tomt hjerte
Nogle af mine gode venner hedder Alica, Edith, Watson, Joan, Daenerys, Carrie, MacKenzie, Claire og Virginia. Hvis du har det ligesom mig, er det måske også dine venner. Og vi behøver ikke engang at kæmpe om deres opmærksomhed, for de er gode venner med alle, som opsøger dem. Plus de står altid til rådighed for os. Altid!
Jeps, de nævnte er personer i TV-serierne ”The Good Wife”, ”Downton Abbey”, ”Sherlock”, ”Elementary”, ”Game of Thrones”, ”Homeland”, ”The Newsroom”, ”Outlander” og ”Masters of Sex”. Og listen over andre, som jeg har haft et inderligt og dybtfølt personligt forhold til, kunne nemt fylde hele denne klumme.
Pointen er nemlig, at de for mig er rigtige mennesker. I mit hjerte er de virkelige. De findes. Og jeg kan ikke lade være med at engagere mig i deres historier. Som om de er lige så virkelige som Maria Luisa, Carina, Leanne og Ilia, som jeg rent faktisk kan nyde te eller drinks med hen over mit køkkenbord, mens vi deler fortællinger om liv, veninder, mænd, børn og arbejde.
Jeg elsker at følge deres udvikling, jeg nyder at se, hvordan de folder sig ud og viser flere og flere facetter af deres personlighed, og det er så fedt, at jeg bare lige kan vade ind i deres historier og genkende deres hjem, kollegaer, drager (ikke så tit!), ægtefæller eller elskere, og jeg griner og græder med dem, når livet rammer dem på alle mulige skæve måder.
LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Løftet til mig selv
Derfor er sorgen også så stor, når en serie slutter. Det føles næsten lige så virkeligt, som hvis et venskab IRL (in real life, red.) bliver brudt. Og i dagene efter har jeg abstinensagtige symptomer efter deres selskab, og mærker stikket i brystet, når jeg instinktivt rækker ud efter iPad’en for sekundet efter at huske, at jeg ikke længere med et suk tungt af lettelse kan glide ind i deres verden. Mens jeg befrier mig fra min egen.
Så jeg venter. Til savnet er lettet, og jeg kan kaste mig over en ny serie, som episode efter episode lokker mig ind i et nyt univers af livsgallerier, til de også er blevet en del af mine intime fremmede, som jeg bærer med mig rundt. Og igen nyder det særlige privilegium at få lov at være passiv modtager, hvilket vi alt for sjældent tillader os i det virkelige liv. For vores tid er præget af en afsindig grad af kompleksitet, som gør, at vi konstant skal forholde os bevidst til et astronomisk antal oplysninger, situationer, relationer, opgaver og ... ja, fortsæt selv listen! Derfor har vi måske mere end nogensinde før brug for at kunne flygte ind i en virkelighed, som ikke er vores – men som spejler den og derigennem giver os mulighed for at forstå vores eget liv en smule bedre. Og inspirere os til at gøre noget andet, end vi plejer.
Det er det frirum, TV-serier giver mig. Og – tænker jeg – millioner af andre. For jo, min hjerne ved godt, at de bare er fiktive personager i en konstrueret historie, og at de mennesker, som jeg synes, jeg har et forhold til, bare er skuespillere, der har taget en rolle på sig og fortolket den. Men når manus er i orden og skuespillerne dygtige, opstår magien, og historien viser mig, hvordan livet som menneske er, med alle de konflikter og længsler og de succeser og fiaskoer, det rummer. Og eftersom det er et langt forløb, der giver personerne lov til at udvikle sig og blive klogere og mere hele – eller dummere og mere fucket op – minder de mig endnu mere om mit eget liv. Og reflekterer i endnu højere grad mine egne udfordringer og drømme. Eller tager mig i hånden og fører mig ind i en verden, som jeg overhovedet ikke kender til, men som jeg alligevel kan genkende, fordi vi mennesker på tværs af kultur, race, klasse og så videre til stadighed er drevet af de samme ting.
Deres største ulempe? Afhængigheden! Faktisk ville jeg næsten hellere se næste afsnit af ”WestWorld”. Eller ”Divorce”. Eller ... end skrive denne klumme ...
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk