Jeg elsker dig helt op til stjernerne
Illustration: Sisterbrandt
RESUMÉ
Irene fik skiftevis kolde fødder og varme kinder, da Jeppe afslørede sine planer med hende - vi efterlod hende bundet på sengen, omgivet af to mænd.
"Irene for helvede, tag så den telefon." Irene åbnede øjnene, fuldstændig forvirret. "Hvad, hvad mener du?" Hun kiggede forvildet ud over kontorlandskabet.
Rikke stod lige foran skrivebordet og stirrede på hende med himmelvendte øjne. "Den har ringet i over et kvarter, vi er alle sammen ved at blive sindssyge, hvad laver du?"
Hendes stemme svarede, som om den kom langt væk fra. "Jeg faldt vist i staver, undskyld." "Ja, det er da vist mildt sagt, vær du kun glad for, at mr. Boss ikke kom forbi, mens du sad og sov." "Jeg sov da ikke," stammede Irene.
Rikke himlede med øjnene og gik tilbage til sit eget bord; det var, som om hele hendes krop vrikkede, da hun gik forbi Jeppes bord. Irene fiskede mobilen op af tasken, det var Morten igen. For pokker da også. Hun kiggede på uret, den var kvart over tre. Hun tog telefonen. "Hej skat, hvad så, fandt du en løsning?" "Irene, du bliver nødt til at hente Jacob, der er ingen vej udenom. Jeg er virkelig ked af det her, elskling, men jeg kan ikke gå nu, himmel og jord står i ét ovre i Jylland, og vi er de eneste, der har en vogn på stedet. I'll make it up to you, I promise, please Irene, det er rasende vigtigt."
Irene kunne intet sige, kiggede tavs ud over sine kolleger og mærkede, hvordan kulden tog bo i hende. Hun frøs pludselig helt sindssygt, havde gåsehud over hele kroppen, og så mærkede hun tomheden brede sig. "Irene, er du der?" lød Mortens stemme. "Ja, jeg er her. Jeg tager af sted nu," sagde hun tonløst og lagde på.
Sådan var det hver gang, hans arbejde kom altid i første række. Gad vide, hvordan det var endt på den måde? Hun pakkede sine ting sammen, "All I Want for Christmas is You" kørte for 117. gang over anlægget. Flere af de andre var allerede stoppet med at arbejde og sad sammen rundt omkring i små grupper. Rikke sad på Jeppes bord, de havde begge blinkende rensdyrgevir på hovedet. Rikke lo vildt og overdrevent ad et eller andet, Jeppe sagde, og så stødte de deres gevirer sammen som to kronhjorte i brunst.
En sms tikkede ind fra Morten. Der stod "Tusind tak, skat, jeg elsker dig helt op til stjernerne." Det var de samme ord, han altid brugte, hvor var det deprimerende.
Hun kiggede over på Jeppe. Han lignede en Colgate-reklame, som han sad der og legede bugtaler med en nissedukke. Rikke grinede igen over noget, han havde sagt. Irene våndede sig indvendig, så sjovt var det vel heller ikke. Hun trak vejret dybt ned i maven og tog sin frakke på. Så klistrede hun et smil på ansigtet og gik med løftet hage gennem kontoret.
"Gud, tager du hjem nu?" udbrød Rikke, da hun passerede.
Irene nikkede og svarede med en lidt for energisk stemme:
"Desværre, jeg bliver nødt til at hente Jacob, Morten er sindssygt hængt op på sit arbejde."
"Stakkel," udbrød Rikke og så ikke ud, som om hun mente det.
"Jeg skal aldrig have børn," fortsatte hun, mere henvendt til Jeppe.
Irene smilede anstrengt:
"De er også en pestilens, tro mig. Nå, men I må have en god fest," sagde hun.
"Tak, og god jul til dig," smilede Jeppe og blinkede. "Rigtig god jul."
Irene er 38 år, uddannet arkitekt, med speciale inden for industrielt design og særlig interesse inden for natur og design. Hun er ansat på en stor tegnestue i København. Irene er gift på 12. år med Morten, 39 år og uddannet journalist. Han er ansat på TV2, som chef for nyhedsafdelingen. Sammen har de to børn, Josefine på 9 og Jacob på 5 år.