Selvudvikling
12. januar 2015Julia Lahme: Om at se dig selv i øjnene
Måske skal vi prøve noget nyt – eller ret gammelt – og indimellem huske at sætte verden og andres liv før vores eget. Måske skal vi ikke hele tiden se indad og mærke efter, men i stedet prøve at se ud og mærke andre
Af: Julia Lahme
Vi er blevet selvoptagede. Jeg ved det. Jeg tror, vi alle sammen er det, og jeg tror overhovedet ikke på, det er sundt. Hverken for os selv eller dem vi er sammen med, og faktisk tror jeg slet ikke, det er sundt for verden. Mange mener, det skyldes selfie-kulturen eller de sociale medier. Andre mener, at det er en ting i tiden. Jeg tror, det handler om den måde, vi er blevet opdraget på, og jeg tror kun, det bliver værre, hvis vi ikke kæmper imod. Jeg er 37 og tilhører en generation af kvinder, som har fået at vide, at vi kan alt. Vi har også fået at vide, at vi bare skal gribe alle de muligheder, der er, og i virkeligheden også, at vi skal kunne tage ansvaret for os selv. Så kom finanskrisen flyvende indover og lærte os, at vi var nødt til at tænke på os selv for at have nok, for at få arbejde, for at kunne overleve. Den cocktail tror jeg ikke var god for os, for det var også min generation af kvinder, der begyndte at dyrke perfekthedsidealer i en grad, andre ikke havde set før. Vi blev så perfekte og skulle have det hele samtidig i en så høj grad, at vores mødre, der var del af den bh-brændende generation, nærmest ikke vidste, hvordan de skulle tale med os om det. Vi fik travlt, gjorde vi, og samtidig kom coachingbølgen skyllende ind over os. En del af den lærte os, at vi skulle mærke efter, og at vi skulle huske at tænke på os selv, før vi tænkte på andre, at det er lettere at være en god mor/kone/kollega/ven, hvis man gør gode ting for sig selv. LÆS OGSÅ: Renée: Livet gøres op i indtægter og udgifter Den hjalp os med at sætte os selv i centrum, samtidig med at vi lærte, hvordan vi skulle tage selfies i strakt arm, let oppefra, for at skjule dobbelthagerne. Vi lærte at se ud, som om alt kørte, så ingen skulle se, at vi var dårlige til at mærke efter og til at være autentiske over for os selv. Og nu kommer den næste generation af kvinder lige bagefter os. De er 10 år yngre og er vokset op i skyggen af finanskrisen med en regering, der fortæller dem, at de skal skynde sig. De skal træffe de rigtige valg, fordi enhver er sin egen lykkes smed. Verden kan vente, lærer de, for lige nu handler det om dem. Om at få den rigtige uddannelse, om at skynde sig med den og sørge for at få gode resultater, så de kan komme ud og give den gas i erhvervslivet. De lærer, at det handler om at ligne den succes, de gerne vil være, og de lærer, at de selv er det vigtigste fokus i deres liv. Vi kvinder lærer hinanden, vore døtre og vore veninder, at vi kan alt, at vi skal alt, og at det hele skal være nu. Men på en måde, vi selv kan være i. På en måde, der rent faktisk handler om os. Og samtidig er det os kvinder, der får stress, får kvælningsfornemmelser i et strømlinet liv og ikke synes, vi kan være nogen steder. Vi levner ikke plads til svinkeærinder og krøllede gardiner, i stedet holder vi fokus stramt på os selv, så vi kan bære alle de ting, vi skal, hen imod målstregen. Og det er hér, jeg tror, der er noget, vi har misforstået. Måske skal vi ikke se os selv i øjnene hele tiden, måske skal vi prøve noget nyt – eller ret gammelt – og indimellem huske at sætte verden og andres liv før vores eget. Måske skal vi ikke hele tiden se indad og mærke efter, men i stedet prøve at se ud og mærke andre. Måske skal vi tage nogen i hånden, der har brug for det, og bære nogle af deres byrder i fem minutter i stedet for at opleve, at vores egne er de vigtigste. Måske skal vi tage et billede af en kvinde, der inspirerer os, i stedet for kun at vise, hvor smukke vi selv er. Jeg tror rent faktisk, det er genvejen til at få det bedre og sjovere med det hele – ikke at skynde os i vores egne liv, men sørge for at følges med andre undervejs. At stoppe op og nægte at præstere på egne vegne og i stedet bruge tid og energi på noget, der overhovedet ikke handler om os. LÆS OGSÅ: Kvinder vil hellere brøle op om utroskab end løn