Undersøgelse: Vi er imod utroskab – men er utro alligevel
Foto: Panthermedia
Kan et sidespring glemmes? Et kys på kollegaen til julefrokosten tilgives? Absolut ikke, mener størstedelen af de kvinder, der har deltaget i den store sexundersøgelse, som YouGov har lavet for FEMINA.
FEMINAs undersøgelse blandt 2.007 repræsentativt udvalgte kvinder i alderen 15-65 år viser, at den generelle holdning til utroskab er, at det i høj grad ikke er accepteret. Faktisk svarer 68 %, at utroskab slet ikke er i orden.
Alligevel er sandheden, at over en fjerdedel på et eller andet tidspunkt har været deres faste partner eller ægtefælle utro. Det viser en tidligere Gallup-undersøgelse for Berlingske Media, hvor 28 % indrømmer, at de ikke har holdt sig på utroskabens tilsyneladende smalle sti.
LÆS OGSÅ: 10 tegn på, din partner er utro
Man retfærdiggør sin handling
Men hvorfor er vi utro, hvis vi er imod utroskab? Til det svarer Rikke Thuesen:
- Der ligger en form for dobbeltmoral i det. Det er den her med, at jeg véd godt, det er noget lort, jeg laver, men jeg gør det alligevel. Der en kommer en selvretfærdighed ind i det, som kan gøre det lidt mere okay: ”Jamen, det er jo, fordi min kæreste ikke giver mig nok opmærksomhed, og fordi jeg ikke får sex nok, og så var jeg jo fuld…” Selv om man dybest set føler eller godt ved, at det er noget lort. Og selv man godt ved, at hvis det var MIN partner, der var MIG utro, så ville jeg blive rasende. Man lukker øjnene, så man på en eller anden måde kan retfærdiggøre det inde i sig selv: ”Den anden opfylder ikke mine behov, og så må jeg gerne.”
Det går galt lang tid før
Hun fortæller, at det ofte handler om, at vi ikke føler os værdsat og elsket. Og derfor kan de mennesker, vi møder på vores vej, måske lige pludseligt dække nogle af de følelsesmæssige behov. Og så er det, vi kan komme til at indlede en affære.
LÆS OGSÅ: En sognepræst siger, at sex er blevet en belastning i parforholdet
Rikke Thuesen er ikke i tvivl om, at det bedste middel mod utroskab er kommunikation.
- I mange tilfælde er der jo gået ting galt, lang tid før utroskaben opstår. Det er jo ikke sådan, at man går i et rigtig godt parforhold og tænker, at nu vil jeg sgu være utro. Så hvis man i et parforhold i højere grad kunne sige ”Ved du hvad, søde skat, jeg kan sgu mærke, jeg går og er lidt sur på dig, og at jeg egentlig ikke har så meget lyst til at være sammen med dig, og jeg kan mærke, at jeg begynder at kigge lidt efter andre. Kan vi ikke lige snakke lidt om det, for jeg vil sgu nødigt ende i den situation, hvor jeg kunne blive fristet af en anden?”. Og hvis man havde tillid til, at man kunne sige det til en ny partner, uden at en ny verdenskrig ville bryde ud, så ville man kunne tale om det og i fællesskab tage ansvar for at løse de problemer, som måske gør, at man kan ende med at være utro, siger Rikke Thuesen til FEMINA.