“Sorry, det er min skorpionmåne,” siger jeg til min veninde: Nok fordi det er nemmere end at være helt ærlig

– Åh gud, er du en af de der astrologipiger?, sagde han.

– Du ved godt, det bare er pseudovid….

Han nåede ikke at afslutte sin sætning, før jeg havde bundet min cola og taget benene på nakken, og dermed forladt endnu en Tinder-fyr på en brunt bodega.

Jeg forstår godt, hvorfor flere bejlere har rullet øjne af mig, når jeg har bedt dem spørge deres mor (mental load I know, men faren ved det sgu sjældent), hvornår på dagen de var født.

Og ja, jeg ved godt, at astrologi ikke er videnskab, og nej, mit horoskop hjælper mig ikke med livets store beslutninger. Men midt i konflikter, kvartlivskriser og kærestesorger er astrologien mit kompas, der peger mod det, jeg allerede ved, men som jeg til tider har brug for hjælp til at se.

Kort efter min konfirmation erkendte jeg, at traditionel religion ikke var noget for mig. Jeg havde samme spørgsmål til eksistensen som mine religiøse klassekammerater, men – modsat dem – var jeg ikke just tilfreds med de svar, jeg fik.

Det er egentlig ikke så besynderligt, at kristendommen ikke lige “hit home”, fordi min mor er reiki-healer, og i mit barndomshjem kom der af og til en shaman, der hed Ole.

Astrologien lovede at fortælle mig om mit følelsesliv, min skæbne og – især vigtigt som 14-årig – hvordan andre så på mig. Ingen tekster, der skulle læses eller løfter, der skulle gives. Jeg skulle bare oplyse mit fødselstidspunkt. Så klarede astrologien resten.

Som semi-genert jente på Fyn i midt 2010’erne kunne jeg sænke skuldrene en smule ved den besked. Min skæbne var alligevel skrevet, så hvad mere kunne jeg gøre end at åbne ‘SIMS 2: Nightlife’ og spise krydderboller med smør og nutella?

Efterhånden blev min astrologi-app Co-Star en fast del af min SoMe-morgenrutine. Havde stjernerne virkelig kontrol over mig og min dag?

Jeg ser faktisk mig selv i mine stjernetegn. Og ifølge en statistik fra WGSN, der arbejder med trends, er jeg ikke den eneste, der søger mod universet, når der er modvind i livet og på cykelstien.

Undersøgelsen viser, at 62 procent af generation Z ser sig selv helt eller delvist i beskrivelsen af deres tegn. Det skrev magasinet Harper’s Bazaar om i 2023, og interessen virker ikke til at være faldet, kan jeg konkludere, når jeg åbner snakken om astrologi blandt mine venner en tilfældig fredag på den lokale.

Da to af mine veninder begge havde knas i forholdene samme dag, og Co-Star rigtignok bekræftede, at stjernerne og planeterne ikke stod godt for romantik for tiden, kunne man mærke ængsteligheden i rummet forsvinde.

De havde ikke gjort noget galt. Deres kærester havde heller ikke. Det var blot stjernerne, der stod forkert, erklærede vi og genvandt i et øjeblik kontrollen.

For mig er det også en slags kontrol, at jeg kan mærke min iltre, udadvendte væddersol, når jeg glædeligt tager ordet i en forsamling for at fortælle om mit nyerhvervede forkølelsessår i stedet for at være i ro med stilheden. Min tyr-ascendant elsker komfort. Og mit intense følelsesliv bebrejder jeg min skorpionmåne for.

Det kan være et tilfælde, at de alle tre passer på det billede, jeg har af mig selv. Måske er det ikke.

Astrologien er blevet et kodeord for vores følelser. “Sorry, det er min skorpionmåne” er betydeligt nemmere at få over læberne, end det er at forklare min veninde, at jeg har været ekstra følsom på det sidste, men har svært ved at lukke hende ind. Det er trods alt nemmere for mig at bebrejde universet end at bebrejde mig selv.

Måske handler astrologien alligevel ikke kun om ens skæbne, som jeg troede som 14-årig. Den er ligeså meget et redskab til at give sprog for ens følelser.

Ifølge artiklen ‘Here’s the real reason more and more of Gen Z are turning to astrology’ fra The Independent er det ikke overraskende, at nutidens unge bruger astrologien som en sutteklud, når verden er hård og svær at navigere i. Det passer også som fod i hose med det behov for individualisme, unge i dag higer efter.

Jeg kunne ikke være mere enig.

Selvfølgelig ved jeg og resten af generation Z godt, at en planet, der er millioner af kilometer væk næppe afgør, hvorvidt vi er the life of the party til weekendens privatfest, eller om i dag bliver bedre end i går.

Jeg forstår godt, hvis man tænker, at horoskoper og apps som Co-Star bare er så generiske, at alt passer på alle. Men måske er det netop pointen. Astrologi giver os mulighed for at få øjnene op for, hvad vi har brug for at se.

I dag er min astrologiske og multi-spirituelle interesse ligeså meget en æstetik som en way of life. En flot krystal på mit natbord. En gimmick, når klokken slår 11:11, og jeg subtilt lukker øjnene i et par sekunder for at ønske.

Men det er ikke tilfældigt, at min amethyst-krystal står ved min hoveddør, og min rosenkvarts våger over mig fra natbordet. For hvad nu hvis det hele ikke bare var noget vås?

Måske er astrologien placebo. Måske er det magi. Måske er det et sted midt i mellem.

I dag har min Co-Star fortalt, at jeg skal “agree to disagree” så ingen ko på isen, hvis det hele lyder alt for skørt.