Tyrens sommer-horoskop: På det her tidspunkt vil stressen slippe sit tag i dig
Foto: Niklas Halle'n/AFP/Ritzau Scanpix
Generelt
Allerede fra sommerens start står det klart for dig, at du i år vil nyde sommeren ekstra meget. Du vil gerne underholdes og er indstillet på at være mere social.
Rejsemål, hvis de er på programmet, skal være eksotiske og, måske for første gang, være rigtig ferie, uden arbejdsindhold.
Livsappetitten er stor, hvilket måske også giver sig udtryk i øget appetit i den gastronomiske afdeling. Stor travlhed og foretagsomhed præger juni og det meste af juli måned. Det ændrer sig dog i den sidste uge af juli, hvor du får en følelse af, at nu har du nået grænsen for, hvad du kan kapere af oplevelser.
Derfor bør du sætte tempoet ned og prioritere det, som du værdsætter mest. I august måned føler du dig mere afslappet og har måske nået det punkt, hvor stress har sluppet sit tag, og din ferie for alvor kan ”begynde”. Du vil gerne opleve – slip gækken løs!
Kærlighed
Der er flere ting, der gør sig gældende, når det handler om dit kærlighedsliv, alt efter hvor du befinder dig på kærlighedens vej.
Hvad det faste parforhold angår, vil der være lidt længere mellem de stunder, hvor intimiteten kan folde sig ud. Juni måned og indtil cirka 10. juli, er absolut den bedste periode at dyrke fællesskabet, kærligheden og nærheden med hinanden. Det når måske ikke de svimlende højder, som du drømmer om, men det er tæt på.
Er du single med lyst til at bruge tid og kræfter på at finde og date en partner, vil der være flere tidspunkter i sommerperioden, hvor det er gunstigt.
Du vil være meget påvirkelig i starten af juni, og følelserne kan komme helt op at ringe. Efter den 6. juni falder du mere ned på jorden og finder fornuften igen.
Midt i august, kan det anbefales at spare lidt på kræfterne og se tiden an. Når det kommer til stykket, er du måske ikke interesseret i et fast forhold lige nu, og derfor kan du tage det mere afslappet og dyrke de festligheder og kulturelle arrangementer, du har meldt dig til. Nyd, at du kan folde dig ud uden faste kæresteforpligtigelser.
Familie
Der er øget fokus på dit hjem, din bolig og din familie i sommer og især i august måned. Der vil være mange aktiviteter sammen med familien, og flere har det som dig: Der skal ske noget, og det må gerne være festligt og underholdende. I den ånd giver det god mening at holde nogle fester, som samler familien.
Da hans kone endelig fik diagnosen, tog han et altafgørende valg. Han tror, det har forlænget hendes liv
Der kan være boligprojekter, der skal klares i løbet af sommeren, og er det tilfældet, er det den (astrologisk) bedste tid på året til formålet.
Dog bør du have en færdig plan i slutningen af juni for udførelsen. Juli er særdeles velegnet til oprydning/renovering. Midten af august lægger op til dybere snakke, og særligt én person kan tage opmærksomhed.
Økonomi
Det er klogt at få styr på økonomien i sommer. Du er fristet til at bruge flere penge, end du har til rådighed, så et stramt budget er en fordel – også i ferietiden. Har du en økonomisk ramme, er du sikret bedst muligt.
Tyrens højdepunkt
Fra sommerens start fornemmer du, at du har medvind, og tingene udvikler sig i et passende tempo. Alt inden for business vil give succes. Perioden fra den 24. juli og til starten af september fordrer, at du skruer tempoet yderligere ned. Et møde den 27. juli får dit humør i top. Prøv at slippe selvkontrollen, og nyd livet.
Ferie
Der er meget, der peger henimod august, når det drejer sig om ferietid. August egner sig til stille sysler, hvor du kan nyde og ikke skal yde hele tiden. Meget tyder på, at du i midten af august har brug for at tage en pause. Det er evt. også på det tidspunkt, at du mærker, at du måske har taget lidt for mange oplevelser ind, og tiden er nu kommet til at fordøje det hele.