Derfor går han fra dig
foto: All Over
Vi er alle sammen forskellige og det er parforhold også. Eller hvad? Ifølge sexolog Maj Wismann er vi i hvert fald ikke mere forskellige, end at der er nogle ting, der går igen i rigtig mange af vores parforhold.
"Helt overordnet, så stiller kvinder langt højere krav til parforholdet, end mænd typisk gør", fortæller hun til Oestrogen.dk.
Vil bare have en glad kæreste
"Manden har som regel valgt hende som kæreste, fordi han helt grundlæggende synes, hun er sød og dejlig at være sammen med. Men vi kvinder har det med at lægge en masse andre forbilleder ind i forholdet. Vi ser på facebook at venindens kæreste lige har foræret hende en tur til Paris eller har tryllet en dyr mærketaske frem eller vi læser i bladene om det perfekte forhold. Og så bliver det pludselig idealet for os, hvilket betyder at vi begynder at stille en masse urealistiske krav til manden, som jo i bund og grund bare vil komme hjem til en sød og glad kæreste."
Kvinder er usikre på sig selv
Ifølge Maj Wismanns erfaring er det de urealistiske krav, som er lidt af en dræber i mange forhold, men kvinders usikkerhed spiller også en stor rolle.
"Rigtig mange kvinder går med en grundlæggende usikkerhed: Er jeg nu smuk nok? Er jeg nu god nok? Er min mand ved at forlade mig? Elsker han mig virkelig? Og den usikkerhed kan gøre os næsten afhængige af vores partner. Hvis ikke han husker at sende en sms, når han er ude og rejse, kan vi gå helt fra den, og den næsten krampagtige afhængighed har mange mænd svært ved at håndtere".
Når et par går fra hinanden, så kan der selvfølgelig være mange både konkrete og ukonkrete grunde, men helt overordnet set, har Maj Wismann oplevet, at det er disse fem grunde, der går igen, når mænd forlader deres kvinde:
1. Kvinden bliver for omklamrende
Mange mænd oplever, at deres kæreste med tiden bliver for omklamrende. Det handler nok i høj grad om den der usikkerhed, mange af os går rundt med, men det kan blive ekstremt anstrengende for manden hele tiden at blive afkrævet bevis for at han nu også elsker sin kæreste.
2. Ubegrundet jalousi
Hvis jalousien begynder at snige sig ind - og er ubegrundet - så kan det også være en dræber i forholdet. Jalousien æder simpelthen de gode stunder og gør, at man i stedet for at hygge sig sammen går og er hhv. mistænksom over for hinanden og på vagt overfor nye anklager.
FÅ MAJ WISMANNS GRATIS ONLINEKURSUS "LÆR DIN JALOUSI AT KENDE" VED AT KLIKKE HER
3. For mange konflikter
Endnu en af de store grunde til at mænd vælger at forlade deres kone eller kæreste, er at der simpelthen er kommet for mange konflikter i forholdet. De skændes for tit. Skænderierne kan opstå af dårlig kommunikation i en travl hverdag, men kan også sagtens handle om, at man stiller urealistiske krav til hinanden og parforholdet. Under alle omstændigheder betyder konflikterne, at man i bund og grund ikke har lyst til at komme hjem til sin kæreste, for man ved, at der venter en lang stribe bebrejdelser forude.
4. Glemmer at være kærester
For mange par, der er ved at gå fra hinanden, handler det også om den gode gamle "at man glemmer at være kærester". Det kan næsten lyde som en kliché, men skal parforholdet fungere, så er det vigtigt at man ikke bare er hinandens venner. Man skal være kærester. Man skal have en intimitet sammen, et sexliv sammen og man skal være romantiske sammen. Ellers går det hele op i grå hverdag, og så forsvinder hele glæden ved at have en partner lige så stille og roligt…
5. Mangel på alenetid
Rigtig mange mænd har brug for at være alene. Mænd er af natur ikke voldsomt kommunikative og nogle gange har de simpelthen behov for lige at trække sig lidt tilbage fra verden et par dage og få håndteret nogle tanker eller følelser, som de går og tumler med. Men når mænd trækker sig lidt væk og bliver fraværende, så bliver vi kvinder for alvor usikre og begynder at bombardere dem med spørgsmål om hvordan de har det og om der er noget galt. Og det skal vi lade være med. Selvfølgelig kan man godt komme med et enkelt "Er du ok?", hvis han har været mentalt eller fysisk fraværende i flere dage, men lad være med at lade spørgsmålene hagle ned over ham i dagevis. Mænd har behov for deres alenetid.
Læs mere om Maj Wismann på hendes hjemmeside, www.websexolog.dk