Kærlighed og sex
9. november 2011

"Det er din egen skyld, at manden flygter ud i bilen"

Manden gider ikke være derhjemme, men til gengæld elsker han sin bil. Oestrogen.dks klummeskribent Ruddy Hansen forklarer her hvorfor.
Af: Ruddy Hansen - 31 år
https://imgix.femina.dk/media/454de72a1af849c0a19d4eb3f7be0958.jpg

foto: ThinkStock / Privat

Hvorfor er det, vi mænd elsker biler? Hvad gør de ved os? Hvilken følelse vækker bilen i manden? Og hvorfor er det, at det ikke bare handler om at komme fra A til B?

Kort og godt handler det om power!

Det handler om at have magt over tingene. Det handler om, at der bliver vækket en indre følelse i manden af, at nu kører det.

Men hvad er det så, der kører? For i bund og grund ville det nok være mere rentabelt i stedet at opsøge en psykolog og få mandens selvværd til at "køre".

Vi mænd elsker opmærksomheden omkring vores biler.

Ruddy Hansen, 31 år

Vi pudser og plejer den som en nyfødt barnerøv, der trænger til pudder og helende cremer. Vi sætter os gerne i gæld for at opnå magten og føle vi er noget. For hvem vil ikke gerne føle, de er noget? Ved du som kvinde hvad du gør for at få følelsen af at være noget?

Bilen er mandens identitet
Bilen er og bliver mandens identitet. Det hans stridsvogn, som han skal besejre verden med. Det er bilen han viser sin succes og rigdom med. Ikke bare over for sig selv, men også over for sine naboer, venner, omgangskreds, den blonde sekretær på jobbet, nede i træningscentret eller når han vælger at parkere den lige foran baren.

Mandens bil er hans fjerpragt. Den viser, at her er han sgu! Alle andre skal bare se ham, for han er kongen på vejen - lige indtil han kommer hjem, og får at vide af konen, hvor skabet skal stå.

Manden må gå skammens vej
I mange hjem er der ikke længere meget duft af mand tilbage, når man går ind af døren. Riflerne på væggen er blevet pillet ned. Det store 50 tommer TV, som manden forelskede sig i, da han stod ved den forstående sælger i Elgiganten, og som de blev enige om passede supergodt hjemme mellem de blomstrede puder og de søde krukker, var måske heller ikke så god en idé.

For dét, der skulle skabe glæde i lillemor bliver, i et splitsekunds uansvarlighed og efter 15.000 kroner mindre i ansvarligheds-kassen, afløst af en afklapsning fra kvindes side. Med eder og forbandelser går hun løs om om uansvarlighed og hvor smagløs han er. Og han skal høre på bebrejdelser om, hvorfor hun ikke er blevet involveret i beslutningen om at anskaffe en 50 tommers klods.

Slukøret når manden frem til den erkendelse, at hun har ret og han må pakke sit elskede TV ned i papkassen, og gå skammens vej retur til forhandleren og indse han ikke fik sin vilje.

Hvor må han SÅ bestemme?
Hvad kan han så hævde sig med, og hvor må han bestemme?

Ja, vi mænd er blevet forvist ud af huset - ud i garagen. Det sidste område vi kan forstå os på, er biler, for der ved vi sgu noget som ingen kvinder ved. Når manden vælger bil, så gør han det med hjertet - det handler ikke kun om at bruge bilen til transport. Det er her i hans lille univers, han mærker at det kører, og at alle hverdagens problemer forsvinder.

Det er her. det kører, for i bilen har han lov til at være den han er. Bilen er mandens helle. Her bestemmer han. Her er det hans uskrevne regler, love og paragraffer, der finder sted. Bliver de love ikke overholdt af hans kvinde, så føler han sig krænket på det sidste helle, han har i livet. Det er et af de sidste steder, han kan bestemme og hævde sig på.

Ja du kære kvinde, hvad er så bagsiden ved at manden er blevet fortrængt ud i garagen og ud i en Berlingo, der er så praktisk, at den bliver kåret som årets mest kønsløse bil? Intet andet end at i sidste ende har du amputeret manden. Du har taget gnisten ud af dit sexliv, du har taget livet ud af din mand, og gjort ham kønsløs. Hvor tiltrækkende er det i bund og grund?

Vil du have din mand til at være mere i hjemmet, så var det måske en ide at få ham til at føle sig hjemme i hjemmet - og ikke i garagen, på jobbet eller i bilen.

Læs også