Marijana Jankovic: "Gu fanden skal vi skille os ud!"

Marijana Jankovic om både at ville passe ind og skille sig ud

Lige inden krigen i det daværende Jugoslavien bryder ud i starten af 1990’erne, beslutter Marijana Jankovic’ forældre at flytte til Danmark. Men en nat mens forældrene sov, pakkede hun alle sine ting, tog sit overtøj på og erklærede, at hun ville tilbage til Beograd. Seks år var hun.

– Du skal tænke på: Jeg kom jo fra bjergene i Montenegro, fra naturen, hvor jeg gik ud og plukkede mine egne tomater, havde venner, der forstod, hvad jeg sagde, og en familie, der elskede mig. Min far havde fortalt så meget om Danmark, og min faster, som havde boet her siden 1970’erne, havde sendt juleplatter og H.C. Andersen-eventyr ned til os, så jeg troede, det var sådan et drømmeland, vi skulle op til. Så skuffelsen var enorm, da jeg opdagede, at det slet ikke var det her slot, vi skulle op og bo på, og at Den Lille Havfrue bare sad på en sten og frøs. Det var bare koldt og mørkt, og jeg følte mig meget alene.

Nu skal jeg være dansk!

Nogle dage efter at Marijana havde pakket sine ting, satte hendes forældre hende på bussen tilbage til Serbien. Busturen gik fint. Marijana blev genforenet med sine brødre og boede sammen med dem hos sin farmor i den lille landsby. Hun savnede sine forældre, men hun var gladere dér. Følte sig tryg, forstået og elsket.

– Så det var et rigtigt valg, de tog. Jeg kan huske, at der var en stor sten nede ved vejen, hvor jeg sad i timevis og ventede på, at de kom tilbage. Pludselig var jeg Den Lille Havfrue, der sad på en sten og spejdede, men min sten var i det mindste varm. Som barn har man jo ingen tidsfornemmelse.

Der gik et år, før hendes forældre kom tilbage. Denne gang for at hente Marijana og hendes brødre med til Danmark. Nu havde de tjent så mange penge, at de havde fået råd til en bil og deres egen lejlighed på Nørrebro.

– Anden gang var fuldstændig anderledes. Jeg havde mine brødre med, som jeg kunne tale mit eget sprog med og lege med, vi boede i vores egen lejlighed – det hele var anderledes. Jeg tror, vi alle sammen er født med en eller anden særlig egenskab, og min er viljestyrke. Jeg er enormt beslutsom, og da vi kom herop anden gang, tænkte jeg: NU skal det køre. NU skal jeg lære dansk. Nu skal jeg VÆRE dansk!

Så Marijana Jankovic lærte flydende dansk på tre måneder, og gjorde alt for at slippe sin accent, så hun ikke ville skille sig ud. Hun ville integreres hurtigt og så sit nye liv i Danmark som en chance for at gøre lige det, hun drømte om.

LÆS OGSÅ: Dejan Čukić: "Jeg er så lykkelig for at have en kvinde, der gider gå hjemme"

Nej tak til dansk ydmyghed

Hendes anstrengelser bar frugt. Danskheden sænkede sig over Marijana … troede hun. Da hun blev teenager, røg hun ind i en identitetskrise, fordi hun savnede noget. Noget, hun ikke helt vidste hvad var.

– Ligegyldigt hvor dansk jeg har følt mig, har jeg altid kunnet mærke, jeg var anderledes. Mine værdier er lidt anderledes. Så jeg har hele tiden søgt efter det sted, hvor jeg kunne være mest mig selv. Jeg havde været i Montenegro hver sommer, siden jeg var lille, for at besøge familien og holde fast i det, som var engang, men som 18-årig holdt jeg op med at tage derned, og det endte med en pause på 10 år. Nu er jeg HER. Nu bor jeg her! tænkte jeg.

Hvad ville du med alle de muligheder, du fik heroppe?

– Det mest umulige, jeg kunne forestille mig, var at blive skuespiller. Når du kommer fra et begrænset liv med et lille sort-hvid fjernsyn, der kun virker, når du slår på det, og ikke har udsigt til at drømme om andet end måske at arbejde i en tøjbutik eller i kassen i supermarkedet, så var det det største, jeg kunne tænke på. Og det kunne jeg her. Så var det heldigt, jeg havde talent for det.

Hun kom ind på Aarhus Teaterskole i første hug og var med sine 19 år den yngste på skolen. Men drømmen om et glamourøst liv fik en på goddagen, da Marijana startede på skolen.

– Vi var otte mennesker i denne her klasse, og vi skulle det samme alle sammen. Vi skulle være sociale, vi skulle være en ensartet gruppe, de puttede os ind i en kasse, og det var slet ikke det, jeg ville. Så det var ikke den bedste tid. Jeg var en af de første udenlandske piger, der kom ind, og jeg kunne mærke, der lå en jalousi og ulmede fra de andre. Jeg fik indimellem sådan nogle halvracistiske kommentarer fra nogle klassekammerater om, at jeg nok bare var kommet ind, fordi jeg var udenlandsk og en mangelvare. Og jeg tænkte bare: Vent og se!

– Men jeg VAR anderledes. Jeg var 19 år og ustyrlig, jeg havde temperament og kæmpestort gåpåmod. Jeg havde fra barnsben lært at kæmpe og gå i krig for det, jeg ønskede mig, og jeg ville være god. Jeg ville være den bedste, og jeg ville lære af de bedste. Jeg skulle ikke nyde noget af den dér danske ydmyghed, og ”vi skal alle sammen være ens og ikke skille os ud”. Gu fanden skal vi så! Det er da præcis dét, vi skal, griner Marijana.

Bange for at stå på scenen

På andet år af uddannelsen gik det galt.

– Der var blevet pillet så meget af mig selv væk, at jeg følte, jeg slet ikke var mig længere. Jeg var flittig, jeg gjorde, hvad de bad mig om, men jeg måtte ikke stille krav eller spørgsmål, jeg følte ikke, jeg måtte noget, og det resulterede i, at jeg mistede min kampgejst. Og uden den var jeg ikke noget. Blot en pligtopfyldende pige, der gjorde, hvad der blev sagt. Og det er meget, meget langt fra den, jeg er.

– Jeg havde nok også en lille depression, mens jeg gik der. Fordi de på en måde tog min personlighed, mine ambitioner og min selvtillid fra mig. De var gode til at pille os fra hinanden, men de var ikke gode til at samle os op igen. I hvert fald ikke i mit tilfælde. Og jeg blev bange, for pludselig kunne jeg ikke mærke mig selv. Jeg blev bange for at spille, bange for at stå på scenen. For jeg kunne ikke genkende den, de havde formet mig til at være. Jeg var billede uden lyd.

Hvad gjorde du så?

– Jeg måtte gå i terapi og prøve at finde ud af, hvad det handlede om. Jeg følte på en måde, at jeg var i et dårligt ægteskab. Og det var godt i den forstand, at det fik mig til at reflektere over, hvem jeg så var. På en eller anden måde fik jeg samlet mig selv op og genskabt mine kvaliteter, jeg fik sagt fra over for den, de ville have mig til at være. For det var ikke den, jeg skulle ud og være, når jeg kom ud. Jeg skulle jo ud og vise mine kræfter, mit gåpåmod og min kærlighed til skuespillet. Jeg skulle slå igennem, og det kunne jeg kun med den, jeg var, før de pillede mig fra hinanden.

Netflix eller lortebleer?

Det allerførste job, hun fik, var på den danske succesfilm ”Kandidaten”, hvor hun skulle spille over for Nikolaj Lie Kaas. Så fulgte et par store teaterforestillinger og en hovedrolle i Christoffer Boes film ”Alting bliver godt igen”, som indbragte hende en Bodilnominering.

– Når jeg ser tilbage på min karriere, har jeg haft nogle rigtig fede roller, men fordi jeg ikke er indfødt dansk, har jeg lige skullet kæmpe lidt mere for ikke kun at spille en eller anden Yasmina. Jeg kunne godt have været mere taktisk for at blæse mit navn mere op, men jeg er ikke nogen god mingler, jeg har ikke været med i diverse realityprogrammer og solgt min sjæl til Djævelen. Det er ikke et behov, jeg har. Jeg vil bare gerne arbejde, udvikle mig og lave det, jeg elsker.

Hvad med privatlivet ... du sagde på et tidspunkt, at du gerne ville have en masse børn?

– Ja, det sagde jeg på et tidspunkt, hvor jeg kunne nå det, haha. Nej. Mit privatliv har nok været sådan lidt … til tider lagt til side. Fordi jeg har drømt så meget om det her og prioriteret det højest. Så jeg har ikke nået at få den dér mand og de dér børn, som jeg måske også drømmer om. Og jeg kan da godt mærke det uundgåelige ur, der tikker – det er pisseirriterende. For lige nu går det faktisk rigtig godt, og jeg har ikke tid til det.

– Jeg er meget optaget af det at være kvinde i den alder, jeg har, for man går jo og sammenligner sig selv med andre og tænker: Er de lykkelige? Er det, jeg laver, lykken? Gør jeg noget for at blive et lykkeligt menneske?

Er du det – et lykkeligt menneske?

– Nej, det ved jeg ikke, om jeg er. Bliver man nogensinde det? Jeg kan mærke, at jeg godt kan blive bange for fremtiden, bange for, om jeg træffer de rigtige valg i mit privatliv. Jeg lever meget i nuet, og er det NU også fornuftigt? Jeg har svært ved at træffe valg med min fornuft. Jeg skal hele tiden mærke det med mit hjerte, og det SKAL føles rigtigt i maven.

– Jeg ser jo mine veninder, der har fået mand og børn, og jeg synes, det er vildt hyggeligt at være hjemme hos dem og lege med deres børn, men jeg synes, det er lige så hyggeligt at gå hjem i min egen lejlighed og smide mig alene på sofaen og se noget Netflix. Og så får jeg dårlig samvittighed og tænker: Du burde jo også have mand og børn ..! Men man kan jo ikke tvinge det frem. Så hvad er lykken? Netflix eller lortebleer ... eller en kombination?

LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: "Kvinder er gode til at gøre dig til monstret"

Marijana Jankovic er 35 år, skuespiller og vordende instruktør.

Du har sikkert set hende i ”Norskov” på TV 2, og hun er også med i den danske sci-fi-film ”QEDA” og Ssnere på året i Lars von Triers nye film ”The house That Jack Built”, hvor hun spiller sammen med bl.a. Matt Dillon og Uma Thurman. Desuden er hun i gang med optagelserne til tredje sæson af TV-serien ”Bedrag”, spillefilmen ”Ditte & Louise” og sin egen selvbiografiske kortfilm.