Enmandspensionat i Amalfi
Der findes et skjult liv langt fra de turistinvaderede, smalle shoppinggader i Amalfi by. Et liv i langsom valsetakt akkompagneret af fuglekvidder og hundegøen. Et liv under appelsintræernes beskyttende grenhang, hvor rosmarinen dufter, og fignerne svulmer i deres purpurfarvede skørter.
Den gamle eg
Midt i den spirende grønsvær uden for byen Campigliano finder man en godt gemt oase, der blot kunne hedde 'ro og fred'. En smal og uanselig grusvej snor sig frem mellem olivenlunde, hasselnøddebuskadser og appelsintræer op mod det statelige, lyserøde stenhus på klippens øverste krans. Huset har fået sit navn efter den mastodontiske tusindårige eg, som våger over dets tagryg. La Vecchia Quercia www.lavecchiaquercia.it betyder den gamle eg.
Maden på la Vecchia Quercia er rustik og frisk. Principperne er slowfood, lokale råvarer og masser af kærlighed. Her er Annas grønsagsfletbrød serveret.
Drømmen om et pensionat
Signorina Anna Imperato står for alt fra de nyrullede lagener til de himmelske små friterede minipizzaer. Hele hendes person er som en varm favn, og hun styrer sit køkken med kærlighed, slowfood og lokale råvarer. La Vecchia Quercia er Anna Imperatos store drøm. »Efter en hård skilsmisse havde jeg pludselig ikke råd til at forsørge mig selv eller mine børn. Jeg har altid holdt af at opvarte andre, og tanken om et pensionat dukkede op,« fortæller hun.
Agriturismo
Anna havde held og dygtighed til at skrabe penge sammen til renovering af huset og hyrede lokale hjælpere, og en agriturismo var født. Agriturismo betyder at bo på en gård, og det er præcis, hvad man gør her. Udsigten over marker og enge og klipper beroliger selv det mest stressede storbymenneske. Og morgen, middag og aften venter veltillavet personlig, enkel og rustik mad med signora Imperatos signatur.
Annas madlavningskurser
Som en ekstra service arrangerer Anna madlavningskurser til gæster, som har lyst til at lære den italienske kogekunst på hendes facon. På nogle timer kan man faktisk blive ganske pænt rutineret i at forme en pastaskrue. Og så kan man følge med ud i landskabet og plukke vilde urter, druer og nødder og se, hvordan de forvandles til aftensmad. Her er livet, som det burde være.
Citroner, citroner, citroner! Citrusfrugter kan ikke siges at være en mangelvare i det frodige landskab omkring Amalfi.
La Vecchia Quercia
La Vecchia Quercia ligger 15 km fra Salerno uden for byen Campigliano. Et dobbeltværelse koster 100-200 euro og et enkeltværelse 55-65 euro inkl. morgenmad. Madlavningskurser koster maks. 100 euro afhængig af, hvor mange der tilmelder sig kurset. Middag 25 euro inkl. drikkevarer.
Se også:
Rejsefakta: Amalfi
Citronmarineret Mozzarella
Annas grøntsagsfletbrød