Sårbarhed: 10 ting du ikke vidste

1.

Sårbarhed er et vilkår for alle mennesker. Nogle gange taler vi om sårbarhed, som om det er et særligt træk ved nogle helt særlige mennesker.

Men alle mennesker er sårbare, fordi vi alle kan blive såret. Vi kan blive skadet fysisk, vi kan blive ramt på vores følelser, og vi kan blive såret socialt, hvis vi oplever ikke at måtte være med i flokken.

Der ligger simpelt hen en indbygget risiko for at blive såret i at være menneske, og uanset om vi er i vores kontakt med vores sårbarhed eller ej, følger den med os som et grundvilkår hver dag.

Vi kan altså ikke sige, ”jeg er ikke typen, der bruger sårbarhed” eller ”jeg er ikke et sårbart menneske”.

Selvfølgelig vil det være forskelligt fra menneske til menneske, hvad der gør, at vi føler os sårbare, ligesom der er perioder i livet, hvor vi føler os mere sårbare end i andre.

Men grundlæggende vil det være skønne spildte kræfter at prøve at undertrykke eller bekæmpe sårbarheden i os selv, for den forsvinder ikke, den laver kun krumspring og skaber en masse ravage, ofte uden at vi forstår, hvad der er på spil.

2.

Sårbarheden skjuler sig under andre følelser. Mange af os kan ikke lide at være i kontakt med vores sårbarhed, for det er ikke specielt rart at føle sig sårbar.

Vi er designet til at forsvare os mod smerte, så det er en misforståelse at tro, at kontakten til sårbarheden er specielt behagelig.

Når vi mærker sårbarheden, kan vi derfor nemt komme til at udtrykke den i andre følelser som irritation, vrede eller fordømmelse af andre.

Vi “klistrer” så at sige andre følelser oven på sårbarheden, fordi den kan være for overvældende at mærke.

Så hvis du oplever et ubehag ved en situation og får lyst til at flygte eller slå ud imod andre, kan den meget vel være sårbar for dig.

Derfor kan ubehaget være et rigtig godt pejlemærke for, hvad der er særligt sårbart. Som en detektiv kan du prøve at undersøge, hvad der ligger nedenunder disse følelser.

Er der mon noget her, der “truer” dig? Noget, der trigger gamle sår? Det er vigtige erfaringer at gøre, hvis du vil i kontakt med din sårbarhed.

3.

Sårbarhed handler om tilknytning og flok. Som små lærer vi at knytte os til andre mennesker gennem den måde, vi agerer med vores omsorgspersoner som mor og far på.

Vi kan være trygt eller utrygt tilknyttet, alt afhængig af vores temperament og den kontakt, der har været mellem os og vores nærmeste.

Når vi siden hen er gode eller dårlige til at være i kontakt med vores sårbarhed, handler det ofte om, hvordan vi er tilknyttet – hvor sikre vi føler os med andre mennesker.

Vi er nemlig dybt afhængige af de andre, og vi kan være bange for at vise vores sårbarhed, hvis vi frygter at blive smidt ud af flokken.

Paradoksalt nok kan vi dog heller ikke skabe en dyb kontakt med andre voksne mennesker, uden at vi tør vise, hvem vi er. Så tilknytning er sårbart – og fordrer villigheden til sårbarhed.

Du kan også høre podcasten på Itunes, Spotify og Spreaker.

4.

Sårbarhed skaber kontakt. Hvis jeg må vise, at jeg ikke er perfekt, men derimod også er bange, usikker, uretfærdig eller grisk, kan du også vise, at du ikke er perfekt.

Det skaber ofte en dybere kontakt og en følelse af lettelse.

Vi elsker at se de sider af andre, som vi selv har svært ved at vise, fordi det tager presset af sociale situationer.

Når vi tør dele det hele, kommer vi tættere på hinanden og opdager, at sårbarheden slet ikke er farlig.

Vi lærer hinanden rigtig at kende, så vores venskaber, forældreskaber og parforhold vokser. De bliver simpelt hen dybere og bedre, hvis vi kan vise både det lette og det svære.

5.

Sårbarheden fordrer tillid. Hvis vi viser alle vores mest sårbare sider af os til alle til alle tider, risikerer vi at udvande os selv og overvælde andre.

Vi har ikke “ret” til at dele det hele ud, og vi kan ikke forvente at blive mødt i alt det, der er svært for os, selv om vi selvfølgelig kan håbe det.

Det er stort at se og rumme et andet menneskes sårbarhed, det kræver noget af os og er berigende. Men hvis vi skal dele de sårbare sider med hinanden, kræver det, at der er tillid imellem os, og tillid bygges som regel op over tid.

Vi kan godt møde nogle mennesker, vi umiddelbart har tillid til, men vi kan også blive ramt af sårbarhedstømmermænd, hvis vi har delt lidt for meget ud lidt for tidligt. Det kaldes også oversharing.

Er du kommet derud, så glæd dig over, at du har mærket, hvordan det føles. Vi kan jo ikke lære grænserne at kende, hvis vi aldrig støder på dem.

6.

Sårbarhed kræver robusthed. Ofte tænker vi, at sårbarhed og robusthed er modsætninger. Men hvis vi skal bruge vores sårbarhed konstruktivt, er vi nødt til at være robuste, og det kan vi kun blive, hvis vi kender … vores sårbarhed.

Et menneske, der ikke kender sin sårbarhed, er blind over for en vigtig side af sig selv og kan nemt væltes omkuld.

Omvendt kan et menneske, der kun er i kontakt med sin sårbarhed, få svært ved at handle, klare modgang og forblive sund under pres.

Man kan se det sådan, at sårbarheden er det, vi konsulterer, inden vi tager sunde, robuste beslutninger og fører dem ud i livet.

Vi står og går bedst på to psykologiske ben, det sårbare og det robuste, for heri findes både balance og fremdrift.

7.

Sårbarheden handler ikke kun om at være ked af det. Ofte tror vi fejlagtigt, at det sårbare kun er det triste eller skrøbelige – at det handler om at være ked af det og føle sig svag.

Men det kan også være sårbart at stille sig frem i verden som en, der gerne vil noget, en, der har meninger og ambitioner.

For når du gør det, skiller du dig ud fra flokken og bliver meget synlig, og det giver flokken mulighed for at pege på dig og ultimativt skille sig af med dig.

Det kan også være sårbart at glæde sig til noget, elske nogen uforbeholdent eller blot at vise sin begejstring. For i glæden og kærligheden ligger en indbygget risiko for tab.

Desværre sørger mange af os derfor for lige at tage toppen af glæden med det samme for at undgå det ubehagelige i at blive frataget den igen.

8.

Sårbarheden er størst, når betydningen er stor. Vi er mest sårbare dér, hvor der er mest at miste.

Måske er det ikke så overraskende, at vores forældre, søskende, kærester og børn gør os allermest sårbare, fordi vi føler, at vi ikke kan leve uden dem, men det kan være godt at have i baghovedet, når vi ramler ind i voldsomme konflikter i vores familier eller parforhold.

Inden under stor vrede, frustration, jalousi og urimelighed ligger nemlig ofte sårbarhed, og hvis vi kan finde ind til den, får vi bedre adgang til at løse konflikterne. For så er vi inde ved det, der skaber dem i første omgang.

9.

Sårbarheden er ikke kun til hjemmebrug. Vi kan ikke hænge vores følelser fra os, når vi møder på arbejdet om morgenen. De er altid med os og skaber de samme problemer på arbejdet som i privaten.

Derfor skal vi være i kontakt med os selv, også når vi er professionelle. Sårbarheden er bare en anden, når vi går på job.

Ligesom vi ikke tager af sted på arbejde i badekåbe (bortset fra når der er lockdown), lader vi heller ikke alle følelserne hænge løst i det professionelle rum.

Men vi kan godt stå ved os selv og tillade os selv at tvivle, indrømme fejl og italesætte samarbejdsproblemer på jobbet – det bliver vores arbejdspladser faktisk bare bedre af.

For hvordan skal vi skabe relationer og nye spændende produkter og løsninger, hvis vi ikke tør udtrykke det, der rører sig inden i os, hvad enten det er idéer eller utryghed?

10.

Sårbarheden sætter dig fri. Hvis du kan rumme alle sider af dig selv og endda tør vise dem til andre, så er der næsten ikke noget, du ikke kan gøre.

For det første fordi du ikke bruger al din energi på at undertrykke og/eller skjule de sider af dig selv, du ikke har lyst til at vise frem.

Og for det andet fordi du får adgang til alle sider i dig og dermed også alle de idéer, talenter og tanker, som gør dig til dig. Hvis alt det må være der og folde sig ud, bliver du fri.

Kilde: “Sårbar – Find friheden i det uperfekte”, Politikens Forlag