Hendes mor sagde bare, at landet ikke findes mere. Det er der, det hele starter

Hvad samler os, og hvad splitter os? Og tror vi på hinanden?

Det er store spørgsmål, når Nikoline debuterer på teatret og træder ud på scenen med “Made in Yugoslavia” – en forestilling hun selv har skrevet, og som tager udgangspunkt i Jugoslaviens sammenbrud og hendes multietniske families erfaring med det.

– Jeg har set et fællesskab falde fra hinanden, og det, der før var “os”, og som vi i min familie følte os som en del af, blive vendt imod os af et flertal, der siger: I er forkerte, I hører ikke til her, forsvind! forklarer Nikoline.

Den samme splittelse og polarisering, som for 30 år siden fik Jugoslavien til at krakelere, ser hun nu overalt i den vestlige verden. Også i Danmark, tilføjer hun og kalder det overflødigt at liste eksempler op.

For splittelsen findes overalt, bare man åbner en avis eller et socialt medie, og den slår ned i familier og mellem generationer, religioner, nationaliteter og køn, påpeger hun.

Nikoline Vicic Rasmussen er født i Danmark i 1987, hendes mor var fra Jugoslavien, hendes far fra Danmark. Fra 1987 til 1990 boede hun hos sin mormor og morfar i Jugoslavien, og året efter, hun kom tilbage til Danmark, udbrød der krig i Jugoslavien.

– “Made in Yugoslavia” er en saga om matriarkerne i min familie. Om min stærke mor og mormor. Det er tabet af dem, der har udløst mit behov for at rejse tilbage til Europas og mit åbne sår: Bosnien, siger hun.

Hendes mor ville ikke tale om Jugoslavien.

– Hun sagde bare, at Jugoslavien ikke findes mere. Det er der, det hele starter, tilføjer Nikoline og forklarer, at hendes mormor var partisaner og med til at opbygge Jugoslavien til “et mangfoldigt fællesskab” efter 2. verdenskrig.

– Min mor levede i det fællesskab og så som ung voksen sit land og fællesskabet splintres indefra. Da jeg mister hende, opdager jeg alle de måder, Jugoslaviens sammenbrud har påvirket vores liv, og samtidig indser jeg noget vigtigt om fællesskaber, som jeg synes, vi har fortrængt i Danmark, fortæller hun.

For at forstå det, hun kalder splittelsens anatomi, rejste Nikoline til de nye republikker, som tilsammen engang udgjorde den store, multietniske stat på Balkanhalvøen.

Det, der overraskede hende mest under hendes rejse rundt i Bosnien, Kroatien, Serbien og andre dele af Balkan, var mødet med de mennesker, der ligesom hendes egen mormor overlevede krigens rædsler, men stadig havde en tro på både fællesskab og humanisme.

Det svære er ikke at forstå, hvorfor et samfund kan blive splittet, mener Nikoline. At blodig krig og folkedrab kan kile afgrundsdybt had ind mellem befolkningsgrupper og gøre det umuligt for folk at glemme eller tilgive er fuldstændig forståeligt.

Tværtimod er det svært at forstå, hvordan mennesker kan gennemleve så voldsomme oplevelser og komme ud på den anden side uden at være lukkede og kolde, men derimod stadig tro på fællesskabet, stadig have tillid til de andre og stadig kunne være varme og åbne over for dem, påpeger hun.

– Det er det, som jeg synes, er så nødvendigt at dykke ned i. Det er så meget sværere at forklare, hvordan man overvinder mørket i sig selv, og deri ligger kernen af humanismen, som jeg i “Made in Yugoslavia” laver et manifest over og undersøger dilemmaet i.

– Det kunne måske minde om et “Åndernes Hus”, for der er også en familie af stærke kvinder og kampen mod fascisme, men det her er Europa lige nu, for selv om krigen stoppede, fortsatte splittelsen, forklarer hun.

Et farligt rum

Nikoline er uddannet klassisk guitarist fra Musikkonservatoriet og har en bachelor i fysik, men de fleste kender hende som rapper og protestsanger og for musikvideoer som “Sut min klit”, “Tæsk til alle” og “Flertallet er dumme”, hvor hun med sine bramfri tekster langer ud efter korrupte politikere og feterede topchefer og blander sig i #MeToo-debatten.

Hun har ikke lagt skjul på, at det har sin pris at blande sig i debatten og råt for usødet sige, hvad man mener, uden at lefle for hverken flertallet eller magteliten.

Når hun træder op på teaterscenen nu, er det, fordi teatret kan noget helt særligt, forklarer hun.

– Det, der appellerer til mig, er, at det er et potentielt farligt rum. Vi er fysisk sammen. Du kan ikke trykke pause, du kan ikke scrolle videre eller komme med en dum kommentar efter kun at have set fem sekunder. Det, synes jeg, har utrolig meget potentiale, og det tiltrækker mig.

– Det, jeg vil udfolde her, kan ikke laves på en video på tre minutter. Der er brug for tid og nærvær. For det handler også om, at vi oplever sammen, og om at det er et sted, hvor der kan skabes et reelt fællesskab, siger hun.

– Vi er de gode. De andre er onde. Siger alle. Vi glemmer, at menneskerettigheder er kommet, fordi vi indså menneskets mørke efter 2. verdenskrig. Ikke fordi vi tror på det gode i mennesker.

– Den pointe er totalt fraværende nu, og den er meget vigtig at få frem, for det tvinger os til at se indad i stedet for kun at pege på “de andre”, siger Nikoline.

Er der håb for fællesskabet?

– Det er ikke op til mig. Og jeg er meget splittet. Det er svært. Jeg kan ikke komme med et facit. Det er op til publikum. Men det er svært at finde et sted, hvor det fungerer, og det er jeg ked af, for det er det, jeg elsker. Jeg kan ikke fordrage at være i et fællesskab, der ikke er mangfoldigt.

Artiklen blev udgivet i femina uge 45, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: