Birgitte Raaberg: Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af det

For ikke så længe siden stod skuespiller Birgitte Raaberg overfor Lars von Trier og drøftede, hvordan hun greb en bestemt scene an.

Det var, mens optagelserne stadig var i gang til den længe ventede tredje sæson af Lars von Triers ”Riget”, tv-serien, som holdt danskerne klistret til skærmen, da de første to sæsoner blev sendt helt tilbage i 1994 og 1997.

Birgitte Raaberg fik en Bodil for sin præstation som lægen Judith i serien. Og selvfølgelig er hun med igen, når tv-seriens tredje og afsluttende sæson får premiere engang i 2022.

Hende Susan Himmelblå!

Egentlig er det meget sigende for den karriere, den nu 66-årige skuespiller har haft. For hun bragede ind i danskernes hjerter som Susan Himmelblå i filmen ”Midt om natten” fra 1984 og blev også hædret med en Bodil for den birolle. Og lige siden har hun været Susan Himmelblå for mange mennesker: Birgitte Raaberg? Det er da hende Susan Himmelblå!

Det er få, der med én rolle har bidt sig så fast i folks bevidsthed, også 37 år senere. Det har hun vænnet sig til. Og glædet sig over. En årrække undrede hun sig også. Altså over, at det kunne blive ved. En periode var hun lidt irriteret.

For hvad med alt det andet, hun lavede på scener rundt omkring? Men taknemmeligheden over at ramme så rent med en figur som Susan Himmelblå har alligevel for længst overtaget.

Og når folk spørger, hvad hun egentlig har lavet siden dengang, og det sker skam stadig, at folk stiller det spørgsmål, svarer hun gerne engleblidt: ”Det er en lang historie. Men jeg har lavet meget”.

Snart pensioneres?

Birgitte har faktisk 40-års skuespillerjubilæum i år. Egentlig troede hun, at hun ville komme til at fejre sit jubilæum i fuld gang på scenen. Men den mulighed røg, da forestillingen ”Emma ude af takt” blev lagt ned på grund af coronasituationen, da den skulle have spillet i København her i foråret.

– Og så droppede vi det jubilæum. Eller udskød det. Og måske bliver der ingen jubilæumsfest. Men så må vi bare holde nogle andre fester. Jeg mener jo virkelig, at vi til enhver tid skal huske at fejre vores sejre og klappe os selv på skulderen, siger hun.

Og ja, hun synes, at der er masser af sejre at klappe sig selv på skulderen ad, når hun ser tilbage på sine 40 år som skuespiller.

– Jeg har fået lov til at lave mange forskellige ting indenfor mit fag, og jeg tror aldrig, jeg bliver træt af det. Tværtimod. Og jeg fornemmer faktisk, at det ekspanderer frem for at snævre sig ind de her år. Og det er vigtigt at få sagt, synes jeg. For vi lever i en ungdomskultur, hvor vi på den ene side kan se frem imod at blive ældre og ældre, mens vi på den anden side mødes af den der: ”Nu skal du vel snart pensioneres?” Og hvor jeg i hvert fald tænker: ”Det har jeg da slet ikke til sinds!”

Det er jo latterligt

– Hvis jeg forestiller mig, at jeg skal leve, til jeg bliver måske 96, og nu er jeg 66, jamen, hallo, det er jo 30 år! Da jeg var ung og tænkte 30 år frem, var det vildt meget tid. Hvorfor regnes det ikke for lige så meget i denne her ende af livet? Nu er man måske bare gammel, eller hvad?! Og det er man så bare de næste 30 år!

– Det er jo latterligt. Sådan har jeg ikke lyst til at se på det. Jeg kan da lige så godt tænke: ”Yes, hvad skal jeg lave med de næste 30 år?” Der er jo så meget, jeg kan nu, og så meget, jeg ved nu!

Indiansk livsfilosofi

Sideløbende med sit arbejde som skuespiller har Birgitte taget en toårig psykoterapeutuddannelse og har også hen over en årrække uddannet sig i indiansk livsfilosofi på Ehama Institute i New Mexico.

Det sidste kom hun i gang med, efter at hun var blevet introduceret til indiansk visdom og præsenteret for de to læremestre RainbowHawk og WindEagle.

– Da jeg møder de to mennesker, er der noget i mig, der klikker. Den måde, de anskuer verden på, appellerer til noget i mig, som jeg har savnet, og som jeg pludselig kan se en mulighed for at få, husker hun.

Igennem årene har Birgitte afholdt adskillige kurser i indiansk livsvisdom, i øvrigt også sammen med sin mand, Troels Frydensberg, der ligesom hun har uddannet sig i New Mexico. Ved siden af underviser hun også i bl.a. kommunikation og meditation. Men hun har aldrig overvejet at vinke farvel til skuespillerfaget for at arbejde fuldt ud med alt det andet, hun også laver.

– Skuespilleriet er mit fundament. Det er der, jeg har mine grundredskaber fra. Og det er den diversitet og forskellighed, som mit fag rummer og giver mulighed for, jeg holder af.

Mange er døde

At hun nu har haft travlt med optagelserne til en ny sæson af ”Riget”, afslutningssæsonen, der hedder ”Riget Exodus”, har kun ”tændt appetitten på mit fag yderligere”, som hun siger.

Det var altså i 1994 og 1997, at sæson I og II blev sendt første gang. Og selvom det hele tiden var meningen, at der skulle komme en sæson til, lod den vente så længe på sig, at ingen rigtigt troede, at det ville ske. Heller ikke Birgitte.

– Årene gik. Der skete alt muligt andet. I mellemtiden døde mange af de fremtrædende spillere. Ernst-Hugo Järegård, Stig, døde. Kirsten Rolffes, fru Drusse, døde. Erik Wedersøe, Holger Juul Hansen, Baard Owe. Og den ene af de to opvaskere. Og så … så kom der pludselig en mail: Om jeg var klar til en ny sæson?

Han er genial

– Coronaen kom ganske vist og skubbede til planerne. Men da vi først var i gang, hold da op, det har været det sejeste hold af mennesker, der har stået på den anden side af kameraerne med mundbind og visir og har fået det hele til at fungere. Det har været en fantastisk oplevelse af faglig dygtighed og fællesskab.

– Jeg har altid haft det godt med Lars. Han er så bright og brainy og har et overblik og et overskud i forhold til det, der bliver skabt, at det er helt unikt. Jeg synes jo, han er genial.

Og selv om hun ikke må røbe ret meget om ”Riget Exodus”, tilføjer hun:

– Jeg tør godt love, at der er lagt op til rigtigt mange ting i sæson tre. Den er vild. Også sjov. Men VILD.

Lande i sin alder

Til næste år står hun på plakaten, når Beatles-musicalen ”She loves you” får verdenspremiere i Tivoli i København i marts.

– Det er ikke så tit, at der er store musicalroller til kvinder i min alder. Men her har jeg fået en vidunderlig rolle. Og så i en musical med sange fra The Beatles!

– Jeg kan da godt mærke, at jeg bliver ældre. På nogle planer ville jeg gerne kunne løbe lige så stærkt eller have den fysik, som da jeg var 17. Jeg kan også have de dage, hvor jeg tænker: ”Gud, ser jeg virkelig sådan ud? Er det mig?”, når jeg kigger mig i spejlet. Men der er altså også noget med, at man lander i sin alder.

– Da jeg blev 60, lover jeg dig for, at der var noget i mig, der landede. Jeg ved ikke, hvad det var. Men det føltes som en ro, en taknemmelighed, et eller andet med: Wow! Jeg kom til stede i min krop på en helt anden måde. Og det var sgu rart.

– Hvis jeg nu så ud, som da jeg var 17, og kunne det samme som dengang, tror jeg, at jeg ville komme til at løbe lige så stærkt og løbe fra lige så mange ting, som jeg gjorde dengang. Det kan jeg ikke nu. Og det tvinger mig til at tage tingene i et andet tempo og tvinger mig ind i en eftertænksomhed, som jeg er dybt taknemmelig for.