Uffe Elbæk: Jeg har ELSKET de kvinder, jeg har været sammen med
foto: Carsten Seidel
Nutid
Uffe Elbæk havde først nej-hatten på, da han for lidt over 1.000 dage siden stod sammen med to andre på et gadehjørne på Frederiksberg og overvejede muligheden for at skabe et nyt parti. ”Nej, det ved Gud vi ikke skal. For jeg er ikke bare fyrre, fed og færdig, jeg er tres, fed og færdig. Jeg har gjort det, jeg skulle, nu kører jeg det, jeg har gang i, færdigt og skriver tre fantastisk vigtige bøger, og så er det det,” sagde Uffe dengang.
Men så gjorde han det sgu alligevel og til det politiske Danmarks store overraskelse med succes, og hvis der var valg i morgen, ville de nærmest blive dobbelt så mange alternative folketingsmedlemmer, siger han. Ordet samfundsomvæltning vil han alligevel ikke tage i sin mund. Men det er nok det, han tænker, når han siger, at han fornemmer, folk herhjemme har fået NOK. Uffe vejrer morgenluft. Og han tror faktisk på, at det kan ske overraskende hurtigt. Nærmest som en slags Berlinmurs-fald, ingen havde set komme.
– Min fornemmelse er, at det pludselig kan komme til at ske. På de store medieflader kører diskussionerne bare i rundkreds. Jeg tror, rigtig mange af os har det sådan: STOP, jeg holder det ikke UD længere ... Det kan godt være, jeg tager helt fejl, og at det bare er mig, der mærker det, omvendt er jeg sgu ret god til at fornemme på et intuitivt plan, og jeg oplever faktisk, at folk ER parat til noget andet.
Har du selv momentum?
– Det kan jeg godt mærke, jeg har, når jeg går på gaden. Det er ikke noget, der ændrer min identitet. Men det er klart, at jeg mærker spejlingen af, at folk stopper op og vil have taget selfies og siger: ”Tak for det, du gør”.
Fortid
Uffes forældre var højskolefolk, og Uffe fik i den grad højskolelivet ind med modermælken – han kom til verden på Ry Højskole i 1954, siden rykkede familien til Store Rastrup Højskole.
– Så jeg er vokset op i det, der nærmest svarer til en dansk udgave af kibbutz, og det var fuldstændig fantastisk at vokse op i en samfundsinteresseret familie, hvor vi diskuterede hvad som helst over køkkenbordet. Fra dag ét har jeg fået ind under huden, at livet kan være så meget mere end den udgave, man lige får præsenteret.
Læs også: Flemming Møldrup tror ikke, han nogensinde har været et bedre sted i sit liv
De var fire søskende, Uffe var næstældst. En, siger han selv, ”helt vildt emsig lillebror”, der gerne ville kunne det samme som storebror Esben. Uffe var opfindsom. Fremme i skoene. ”Og selvfølgelig også en supersød lillebror”, siger han grinende. Han var også noget andet:
– Den del af mig bliver af gode grunde mere tydelig, når jeg kigger tilbage: Jeg var en dreng, der godt kunne mærke, at der var mere i ham end i standardpakken, for når jeg sad dér, 12 år gammel, og kiggede på Elvis Presley i biografen i Ry og syntes, det var en fed film, så var der også noget andet, nemlig wow: Elvis var egentlig også lækker. Så der sad også en lille homodreng – eller potentiel kommende homoseksuel.
Hvad tænkte du dengang?
– Jamen, jeg var jo splittet, fordi jeg også godt kunne lide pigerne. Altså, jeg har ELSKET de kvinder, jeg har været sammen med, det skal jeg overhovedet ikke underspille, jeg har kun været sammen med fantastiske kvinder, men det ændrer ikke ved, at der var nogle følelser, som jeg pakkede væk, indtil jeg så begyndte at pakke dem ud. Men dengang jeg var helt ung teenager og kunne begynde at mærke nogle af de følelser, taler vi slut-1960’erne, og det var ikke standardpakken blandt kammeraterne.
Kunne du tale med dine forældre?
– Nej, det kunne jeg slet ikke. Ikke når man er 12 år. Man ved heller ikke engang selv helt, hvad det går ud på, så før man selv kan sætte ord på, er det meget svært at snakke med andre om det.
Mellemtid
I begyndelsen gik han den slagne vej. Den, hvor mænd og kvinder følges ad. Og han levede i parforhold med en kvinde og blev ”på gule plader” far til hendes lille dreng Jacob og fik sønnen Frej sammen med hende.
– Både Frej og Jacob er det bedste grounding-program, jeg nogensinde kunne have fået. Jeg har altid haft en høj energi, jeg har været chef, siden jeg var 25, og har haft ekstremt høje ambitioner med, hvad jeg ville, og det kunne jeg i princippet bruge 24 timer i døgnet på. Det kunne jeg så også have brændt mit lys i begge ender på, fordi jeg har været iværksætter, og det har krævet ekstremt meget. Så jeg er LYKKELIG for, at jeg også havde børn, for det gjorde, at jeg kom ned i tempo, måtte acceptere at gå til forældremøder og skulle købe bleer.
Far, mor og børn, ikke? Men den 12-årige drengs sværmeriske betagelse af Elvis var med årene blevet til den voksne mands tvivl. Og til sidst: erkendelse.
Hvad gjorde du så?
– Jamen, jeg stod jo ved det ... Der var en voksende følelse af, at der var noget fascination, jeg blev nødt til at forholde mig til, og så blev jeg rigtig forelsket i en fyr tilbage i 1986. Hvor jeg ikke bare kunne sige: Nå, men det var det – og parkere det. Jeg blev nødt til at møde det. Det var da absolut ikke let, for jeg var i en familie, der betød noget, og i et forhold, der betød noget for mig. Det næste par år var det også sådan totalt svingdørsidentitet, for jeg holdt jo rigtig meget af det andet og værdsatte det for det, det var, men jeg måtte til sidst sige: Nej, jeg bliver nødt til at være det, jeg er, det, der fylder mest og er mest betydningsfuldt for mig.
Faktisk er det nok den del af hans liv, der har været allerhårdest. Det handlede ikke om de ydre linjer, men om hans eget indre liv.
– Hele overgangen fra at være straight til at være homo VAR sårbar, og den sårbarhed holdt jeg langt hen ad vejen for mig selv. Fordi jeg også er megastolt på den måde, at jeg nok skal klare tingene selv. Sådan havde jeg det specielt, da jeg var yngre. Jeg skulle ikke vise nogen form for svaghed. Jeg kunne løbe maraton og være ung direktør og chef og skabe alt muligt og stadig have den sårbarhed indeni, hvor man er megausikker på, hvor livet er på vej hen. Og udfordringen var dengang, at der var børn involveret. Hvad er konsekvenserne i forhold til dem? Hvordan skal mit liv komme til at se ud? Men igen ... det var mit eget drama, det var helt klart mit eget drama.
Tid til kærlighed
Uffe Elbæk lever i registreret partnerskab med antropolog Jens Pedersen. Uffe friede først. Jens sagde nej. Han troede ikke på ægteskabet. Men det gjorde han så alligevel, for efter et par måneder friede han tilbage til Uffe. Som sagde ja på stedet. De har været hinandens i snart 12 år.
Hvad siger Jens til dit heftige arbejdsliv?
– Jamen, han bakker mig da op, men han har det da ligesom mig: Hold da op!
Er du bange for at miste Jens?
– Nej, jeg er ikke bange for at miste ham, men altså ... jeg kan godt være bekymret for, om vi kan holde kadencen. Vi skal virkelig sørge for at hjælpe hinanden, og ikke mindst skal jeg virkelig tage det ansvar på mig at skabe luft til, at vi holder kadencen.
Fremtid
Der er masser af Love Is In The Air for os alle sammen i tiden, der kommer, hvis det står til Uffe.
– For det første håber jeg, vi får et dobbelt så godt valg næste gang, og den sejr vil jeg gerne være en del af. Og så håber jeg, at jeg, når vi er klar, kan træde ud af den rolle, jeg har i dag, og så står der bare et totalt sejt hold, som i den grad er klar til at sige: Smut du, Uffe, vi tager over nu. Jeg håber, jeg så får et meget mere fleksibelt arbejdsliv. At jeg får meget mere tid til at dyrke alt det, jeg ikke dyrker for øjeblikket. Jeg elsker at skrive, undervise, være sammen med mennesker og virkelig få dem til at mærke deres egen kraft. Dér er jeg meget mere i mit es, end jeg er på talerstolen eller i partilederdebatter. Jeg kan det, og jeg skal nok også gøre det, men det er ikke dér, jeg stråler mest. Det er ikke dér, jeg er mest fri.
Han glæder sig til tiden, der KOMMER:
– Jeg er ikke typen, der kigger tilbage, men HVIS jeg gør det, er det ikke med nostalgifølelse. Mere: Sikke et liv. Tænk, at jeg har fået lov til at møde og arbejde sammen med alle de fantastiske mennesker. Tænk, at jeg har fået lov til at lave Frontløberne, være i Next Stop Sovjet, starte Kaospiloterne og stå i spidsen for World Outgames. At jeg har været kulturminister og har startet Alternativet. Det er fantastisk. Men når ALT det er sagt, så er det, der gør mig allermest glad, faktisk at se, hvordan Frej og Jacob er blevet de mænd, de er blevet.
Er du en mand af din tid?
– Måske er jeg mere en mand af tiden, der kommer. Det tror jeg. Jeg er en mand af tiden, der kommer.