Nikolines brevkasse: De vil have det hele

Kære Nikoline Werdelin

Jeg er bekymret for min datter og svigersøn. På overfladen er de begge succesrige og har det hele: To dejlige børn, gang i karrieren, et stort hus, dyre biler og eksotiske udlandsrejser, og sådan har det været i flere år. Men nu har min datter fået stress. Hun vil ikke rigtig tale om det, men har sagt, at det handler om nogle ændringer på hendes arbejdsplads, hvor hun har fået en ny chef. Hun har en mellemlederstilling. Jeg må dog indrømme, at jeg tænker, det måske også skyldes hendes store krav til tilværelsen. Børnene går til utallige fritidsinteresser, hjemmet skal ligne noget fra et ugeblad, og hun træner til et maratonløb. Jeg har længe ikke forstået, at hun magtede det – og det gjorde hun jo så heller ikke. Nu, hvor hun er sygemeldt, er det hendes mand, der står for alt derhjemme, og jeg kan fornemme, at det er hårdt. Jeg hjælper, hvor jeg kan, men det holder ikke i længden. Efter min mening burde de sætte både tempo og levestandard ned, men ikke mindst min datter er desværre meget materialistisk. Jeg frygter, at det kan gå helt galt, for stress kan være farligt, hvis man ikke tager det alvorligt. Hvordan hjælper jeg dem bedst?

Venlige hilsener, UT

Læs også: Misundelig på veninderne

Kære UT

Ja, den livsstil, du beskriver, kender jeg godt. Det allermest triste er, at det er et uendeligt løb mod … ikke noget. Lige så dejligt det er at bo smukt og hyggeligt – lige så meningsløst er det at sidde blandt håndsyede velourpuder i en italiensk designersofa med angst og migræne. Eksotiske udenlandsrejser er efter min mening ligegyldige – alt det flyveri belaster det stakkels klima, og igen: Hvad er det værd, hvis man sidder på en hvid sandstrand med hjertekvabbelse? Men arbejdet er nok den store synder, og det kan kun din datter og eventuelt hendes coach eller stress-terapeut hjælpe hende med. De fleste, der skal op på hesten igen efter stress, falder af, fordi de ikke ved, hvor dybt stress sender sine fangarme ned i vores system – og hvor overbelastede vi er, når vi først bliver syge. Det er nødvendigt med radikale ændringer for at magte sit liv på ny. Alvorlig stress giver en øget sensitivitet over for pres, som efter min erfaring bliver en del af den stressramte resten af livet. Kroppen husker – og det gør sjælen såmænd også. Det er svært, men jeg tror ikke, du kan gøre andet end at læse om stress og være parat med viden og gode indspil, når din datter vil tale om det. Lige nu er det bare at se på. Din datter skal måske kastes af hesten et par gange, før hun er parat til at ændre radikalt på sine værdier og sit arbejdsliv. Husk: I første omgang er der ingen af os, der har lyst til at lytte, når vi opdager, at det, vi har bygget op, er ved at vælte.

Mange hilsener, Nikoline

Læs også: Utaknemligheden er sårende