Liv
3. december 2024

24-årige Emma købte en pølsevogn. Tre uger efter stod den i brand

Emma Møller havde aldrig forestillet sig at arbejde i en pølsevogn, indtil hun købte sin egen.
Af: Sigrid Luna Nielsen
Emma Møller

Foto: Privat

Hun havde glemt pengekassen i pølsevognen den aften, så hun bestemte sig for at køre tilbage og hente den. Men hun havde ikke forventet det syn, der mødte hende.

Da hun kørte ind på parkeringspladsen så hun, hvordan de orange og lilla flammer opslugte pølsevognen og en tyk sort røg stod op fra taget.

Det var sådan Emma Møller opdagede, at den pølsevogn, hun havde åbnet kun tre uger forinden, stod i brand.

Ideen om at eje en pølsevogn kom, da hun flyttede fra København og tilbage til Middelfart, hvor hun er fra. Her så hun, at en pølsevogn med alt inventar i var til salg i Vejle.

De danske pølsevogne har over 100 års historie bag sig. I 1970’erne var der flere end 700 danske pølsevogne, men nu er der kun lidt over 100 tilbage.

Emma havde aldrig forestillet sig, at hun skulle arbejde i en pølsevogn – og slet ikke, at hun skulle eje sin egen. Men hun har tidligere drevet en delikatesse, så branchen var ikke ukendt for hende.

– Jeg skrev til den tidligere ejer for at høre mere om pølsevognen. Hun fortalte, at både hun og flere af hendes kunder kunne huske mig fra dengang jeg havde en delikatesse for tre år siden. Det gav mig blod på tanden.

Emmas far har tidligere været kunde i pølsevognen, og hendes mor har arbejdet på en grillbar i mange år. De bakkede hende derfor op, da hun snakkede med dem om, at hun overvejede at købe.

Derfra gik det stærkt.

To dage efter stod Emma med en underskrevet kontrakt og var ejer af den pølsevogn, der kom til at hedde Hos Møller. Og lidt over en uge efter overtog hun vognen.

Hun havde aldrig arbejdet med de maskiner, hun stod til at overtage. Derfor tog hun op til den tidligere ejer og blev oplært i driften.

– Da jeg lavede den første ristede hotdog, tænkte jeg "det her kommer aldrig til at gå."

Men hun lærte det og fik lavet et nyt skilt til pølsevognen. Den tidligere ejer lukkede pølsevognen lørdag aften, og allerede søndag havde Emma planlagt åbningsfesten.

https://imgix.femina.dk/2024-11-29/Hos-Moller.png

Pølsevognen Hos Møller inden branden

Foto: Privat

– Da hun havde lukket, tog hun sin telefon, gav mig hendes nøgler og så gik hun. Så stod jeg der og ejede alt der var i butikken. Jeg fik hjælp af min far, søster og veninde, og vi havde meget travlt med at sætte mit skilt op og sådan nogle ting.

Åbningen gik godt, og Emma Møller lavede selv reklame på sociale medier. Hun gik hurtigt viralt, og der var travlt i den lille biks.

Men glæden skulle vise sig at være kortvarig. For tre uger efter åbningen stod hendes pølsevogn i flammer. Det var Emma selv, der opdagede branden.

– Da jeg så ilden, ringede jeg 112 og sagde "Hej, mit navn er Emma, og min pølsevogn brænder." Jeg stod bare og rystede og forstod slet ikke, hvad der skete. Det var virkelig surrealistisk.

Da hun morgenen efter tog ned for at se, hvor meget branden havde ødelagt, var det med en klump i halsen og en tom følelse i kroppen.

– Nogle ting var smeltet, TV'et og lamperne var sprunget. Jeg stod og kiggede rundt, og der stank så meget derinde, at mit tøj blev ødelagt. Jeg brød mig virkelig ikke om at være der.

Hvad der nu skal ske, ved hun ikke, da sagen bliver behandlet af hendes forsikring. Emma Møller er blevet sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, fordi hun har glemt at slukke en maskine i pølsevognen.

– Det er vildt hårdt at gå rundt i uvished om, hvad tidshorisonten er, og hvad udfaldet bliver.

Hvis forsikringen ikke dækker skaderne, er det sandsynligvis ikke muligt for Emma at genåbne Hos Møller.

Læs mere om:

Læs også