Liv
1. november 2024

7 ting du ikke må putte i tørretumbleren

Det er småbørnsfamiliers bedste ven og den værste fjende for et par jeans. Men måske kan tørretumbleren være begge dele?
Af: Beth-Kajsa Elveos, KK.no, oversat af redaktionen
Tørretumbler

Foto: Mathias Reding/Unsplash

I en travl hverdag er det nemt at ty til hurtige og enkle løsninger, og tørretumbleren er gaven til småbørnsforældre, der skal klare flere tøjskift, end der er timer i døgnet.

Men selv om det er okay at tørretumble ankelstrømper og sparkedragter, så er der noget tøj, der ikke skal derind.

Ifølge Good Housekeeping er der 14 ting, du aldrig bør tørrebumle, her har vi udvalgt de syv mest relevante.

Uld og kashmir

Måske du har haft travlt og tænkt, det var en god ide at putte en af mormors hjemmestrikkede sokker ned i tumbleren. Den blev aldrig den samme igen.

Ligesom med mormor-sokken skal du heller ikke tumble uldtøj. Det gælder både uldundertøj, tørklæder, trøjer og strømper. Disse skal enten vaskes forsigtigt eller i hånden, skylles og lufttørres fladt.

Løbesko

Det er bedst at vaske sko i hånden, da både vaskemaskiner og tørretumblere kan få skoene til at krympe. Derudover kan både støddæmpningen og limen i skoene blive ødelagt. Det er bedst at fjerne snavs i hånden, skrubbe med sæbevand og derefter skylle skoene. Du kan fylde dem med køkkenrulle eller håndklæder til de er tørre.

Jeans

Jeans og denim bør aldrig tørretumbles. Det kan simpelthen ødelægge tøjets pasform. Flere tøjproducenter går så langt som at kalde tørretumbleren for jeansens værste fjende.

Træningstøj og undertøj

Det er bedre at lufttørre træningstøj som sportssokker og sports-bh'er. Det samme gælder for badetøj, da den høje temperatur i tromlen ødelægger stoffets elasticitet.

Finere undertøj og bh'er skal også tørres på "gammeldags måde".

Læder

Du ved sikkert allerede, at læder og lædermaterialer ikke bør vaskes. Men det samme gælder imiteret læder og ruskind. Du bør heller ikke lægge disse produkter i tørretumbleren, da den høje temperatur faktisk kan få stoffet til at smelte eller rive. Hvis du skal vaske en læderjakke eller bukser, bør du aflevere dem til et renseri.

Silke og imiteret pels

Visse silkebeklædningsgenstande kan vaskes i hånden, men de må aldrig tørretumbles. Samtidig skal ægte silke ikke tørre hængende fra et stativ. Læg hellere tøjet på et rent håndklæde, og rul det forsigtigt for at absorbere overskydende vand. Det skal derefter lægges fladt til tørre, væk fra sollys.

Den falske pels skal heller ikke i tumbleren. Hvis tøjet skal vaskes, skal det tørres forsigtigt ved at pakke det ind i et håndklæde og forsigtigt klemme vandet ud. Den kan derefter lufttørre på en bøjle.

Denne artikel blev første gang bragt af kk.no, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.

Læs mere om:

Læs også